Stor­bri­tan­ni­en og Frank­rig er­kla­e­rer krig

Historien om 2 verdenskrig - - INDHOLD -

3. SEP­TEM­BER 1939

K11.15 søn­dag den 3. sep­tem­ber 1939 med­del­te den bri­ti­ske pre­mi­er­mi­ni­ster i ra­dio­en fra Dow­ning Stre­et 10, at Stor­bri­tan­ni­en igen var i krig mod Tys­kland. Og så snart han var fa­er­dig med at ta­le, hør­tes den tri­ste lyd fra luft­for­sva­rets si­re­ner i ho­ved­sta­den. I he­le Sy­deng­land søg­te folk mod bun­ke­re, ka­el­dre og an­dre be­skyt­tel­ses­om­rå­der. Ne­vil­le Cham­ber­lain tø­ve­de med at for­la­de sit kon­tor, men blev over­talt til at gå ind i det be­skyt­tel­ses­rum, der var etab­le­ret til ham. Det vi­ste sig at va­e­re falsk alarm, men den før­ste pa­nik af­spej­le­de den dy­be frygt for, at den nye krig vil­le bli­ve vun­det el­ler tabt som føl­ge af bomb­ning, bak­te­ri­o­lo­gisk krigs­fø­rel­se og brand. Stor­bri­tan­ni­ens be­slut­ning om at gå i krig var na­e­sten uund­gå­e­lig, da ty­ske styr­ker hav­de kryd­set den pol­ske gra­en­se. Al­le­re­de i fe­bru­ar lo­ve­de Cham­ber­lain, at Stor­bri­tan­ni­en vil­le for­sva­re Frank­rig, og si­den marts hav­de det bri­ti­ske og fran­ske mi­li­ta­er ar­bej­det på en krigs­plan, så de kun­ne for­be­re­de sig på frem­ryk­ning. De for­ven­te­de en tre­års krig – en gen­ta­gel­se af 1. Ver­denskrig, hvor ty­sker­ne vil­le bli­ve un­der­mi­ne­ret af øko­no­misk blo­ka­de, man­gel på mad og om nød­ven­digt bomb­ning af ty­ske by­er. I Frank­rig var stem­nin­gen vendt mod fa­scis­men, selv om høj­re­ra­di­ka­le grup­per ha­eng­te pla­ka­ter på de pa­ri­si­ske med spørgs­må­let: »Hvem vil dø for Gdansk?«. I au­gust mo­bi­li­se­re­de Stor­bri­tan­ni­en og Frank­rig. Ra­tio­ne­rings­bø­ger blev di­stri­bu­e­ret af lo­ka­le myn­dig­he­der, og mil­li­o­ner af børn og mødre for­be­red­te sig på evaku­e­ring fra de tru­e­de by­er. Det bri­ti­ske folk for­be­red­te sig til den kom­men­de kon­flikt som »et spejl­blankt hav før stormen«, som jour­na­li­sten Malcolm Mug­ge­rid­ge skrev. Ef­ter­ret­nings­kil­der be­kra­ef­te­de, at ty­ske arméer flyt­te­de stil­ling. Selv om de bri­ti­ske og fran­ske re­ge­rin­ger lo­ve­de at hja­el­pe po­lak­ker­ne, da kri­gen kom, var de eni­ge om, at det ik­ke vil­le va­e­re til no­gen nyt­te, og de hav­de in­gen pla­ner om at gø­re det. De hå­be­de på at genop­ret­te et frit Po­len, når kri­gen var for­bi, og kon­cen­tre­re­de sig om at hol­de ve­st­si­den. De sid­ste da­ge før kri­gen blev hek­ti­ske. En svensk for­ret­nings­mand og ven af Her­mann Göring, Bir­ger Da­h­lerus, blev sendt til Lon­don for at se, om bri­ter­ne kun­ne »skil­les« fra Frank­rig ved at for­hand­le en af­ta­le. Mis­sio­nen var hem­me­lig og hav­de til hen­sigt at

for­vir­re bri­ter­ne, mens Tys­kland an­greb Po­len. I sid­ste øje­blik for­søg­te Mus­so­li­ni at gri­be ind, som han hav­de gjort det i Mün­chen, men de bri­ti­ske og fran­ske re­ge­rin­ger var ik­ke pa­ra­te til at la­de Tys­kland be­sa­et­te Po­len, selv om de var vil­li­ge til at over­ve­je for­nuf­ti­ge for­slag. Et ul­ti­ma­tum blev over­dra­get Tys­kland kl. 09.00 den 3.sep­tem­ber af den bri­ti­ske am­bas­sa­dør Sir Ne­vi­le Hen­der­son, der ik­ke fandt an­dre i det ty­ske uden­rigs­mi­ni­ste­ri­um end Hit­lers tolk Paul Sch­midt, som han gav det høj­ti­de­li­ge do­ku­ment til. Sch­midt skynd­te sig over til Rigskan­cel­li­et og la­e­ste ul­ti­ma­tum­met højt for en tavs Hit­ler, som til slut vend­te sig mod sin uden­rigs­mi­ni­ster, von Ri­b­ben­trop, og spurg­te med en skarp stem­me: »Hvad nu?«. Krig kun­ne ik­ke la­en­ge­re und­gås. Cham­ber­lain og den fran­ske pre­mi­er­mi­ni­ster Edou­ard Da­la­di­er vil­le beg­ge ha­ve fo­re­truk­ket fred, men kun­ne ik­ke lø­be fra de­res løf­ter. Det bri­ti­ske ul­ti­ma­tum ud­løb kl.

11.00, det fran­ske kl. 17.00. In­di­en, Au­stra­li­en og New Ze­aland er­kla­e­re­de krig sam­me dag. Syd­afri­ka og Ca­na­da fulg­te ef­ter hen­holds­vis den 6. og 10. sep­tem­ber. I Frank­rig blev 6 mil­li­o­ner ma­end mo­bi­li­se­ret. Den ame­ri­kan­ske am­bas­sa­dør be­trag­te­de, da de fran­ske trop­per for­lod

Pa­ris: »Ma­en­de­ne gik stil­le. In­gen san­ge, kun selv­di­sci­plin og mod.«

Et ar­til­le­ri­ho­ved­kvar­ter ved den øst­li­ge gra­en­se i Frank­rig i ja­nu­ar 1939. I lø­bet af året for­be­red­te fran­ske og bri­ti­ske styr­ker sig til en krig, der syn­tes me­re og me­re uund­gå­e­lig.

En avis­sa­el­ger i Pa­ris prok­la­me­rer nyhe­den om den bri­ti­ske krig­ser­kla­e­ring til i Tys­kland den 3. sep­tem­ber 1939. Det fran­ske ul­ti­ma­tum ud­løb seks ti­mer se­ne­re end bri­ter­nes, kl. 17.00 sam­me dag.

Ind­byg­ge­re i Lon­don sø­ger til­flugt i mi­nut­ter­ne ef­ter den bri­ti­ske krig­ser­kla­e­ring den 3. sep­tem­ber, da den før­ste (fal­ske) luf­ta­larm lød.

Re­ge­rin­gen og en stor fol­ke­ma­eng­de uden for Dow­ning Stre­et 10 på da­gen, hvor Stor­bri­tan­ni­en er­kla­e­re­de krig.

Den bri­ti­ske am­bas­sa­dør i Tys­kland, Sir Ne­vi­le Hen­der­son (i mid­ten), ta­ler med felt­marskal Her­mann Göring ved na­zi­ster­nes kon­gres den 7. sep­tem­ber 1938. Et år se­ne­re var hans op­ga­ve at af­le­ve­re det ul­ti­ma­tum, der re­sul­te­re­de i 2. ver­denskrig.

I 1930'er­ne vil­le »ab­so­lut­te pa­ci­fi­ster« som for­fat­te­ren Ve­ra Brit­tain ik­ke ac­cep­te­re, at kri­gen kun­ne va­e­re nød­ven­dig. Hun kaempede mod krig i den bri­ti­ske fredsor­ga­ni­sa­tion i 1939 og fort­sat­te med at skri­ve bre­ve til krigs­mod­stan­de­re un­der he­le...

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.