Den sovjetisk-finske krig
30. NOVEMBER 1939 – 12. MARTS 1940
Vinterkrigen, som Sovjetunionen førte mod Finland, var den første store test for den enorme Røde Haer efter den russiske borgerkrig i begyndelsen af 1920'erne. Den umiddelbare grund var det sovjetiske ønske om større militaer sikkerhed i den baltiske region. Ifølge de tysk-sovjetiske aftaler fra 1939 lå de baltiske lande i det sovjetiske interesseområde. Den 28. september blev Estland tvunget til at underskrive en traktat, der gjorde det muligt for Sovjetunionen at opstille tropper. Letland underskrev den 5. oktober og Litauen den 11. oktober. Alle tre stater blev således reelt sovjetiske protektorater. Den 5. oktober var også Finland blevet bedt om at afstå områder naer Leningrad, så Sovjetunionen kunne etablere nye militaerbaser og gøre landets naestvigtigste by sikrere. Den finske regering naegtede, og efter det sidste møde den 9. november gav Stalin den endelige ordre om krig mod Finland. Ligesom den tyske krig mod Polen begyndte Vinterkrigen med et falsk angreb: Sovjetunionen haevdede, at »Mainilaskuddene« (opkaldt efter en graenselandsby) var en finsk provokation, men de blev faktisk affyret af sovjetisk artilleri. Stalin brugte begivenheden som en undskyldning og angreb med fire arméer – 7., 8., 9. og 14. (og senere også 4.) – samt 1.000 tanks. Den 30. november var den finske hovedstad Helsingfors under bombardement. Sovjetregimet var sikker på, at Finland kunne erobres, lige så let som Tyskland havde erobret Polen, hvilket viste sig at vaere en dyr fejlberegning. Finnerne kunne kun mobilisere højst 13 divisioner til at forsvare landet. De havde ingen tanks, meget få fly og naesten ingen pansrede køretøjer. Imidlertid havde finnerne fordel af erfaringer fra vinterkampe. Klaedt i hvidt tøj (på ski), udstyret med hurtige bådformede slaeder fyldt med ammunition og udstyr og bevaebnet med dødelige Suomi- maskingevaerer beviste de finske soldater, at de kunne måle sig med en talmaessigt overlegen
fjende. Tømmer og jern blev brugt til at ødelaegge larvefødderne på fjendens tanks. Molotovcocktails blev kastet mod tanks og pansrede køretøjer og kunne forårsage betydelige skader – og i mange tilfaelde saette dem helt ud af spil. Den Røde Haer angreb Mannerheims forsvarslinje over det karelske naes i en måned. Den anvendte en primitiv taktik, der gjorde det muligt for de finske forsvarere at meje flere regimenter ned, mens artilleriet med stor succes satte fjendens tanks ud af spillet. Nogle finske maskinpistoler kollapsede af »overanstrengelse« under den konstante beskydning af raekken af russiske soldater, der løb lige ind i de finske stillinger med soldater i hvide camouflagedragter. I den østlige del af Finland blev en større sovjetisk styrke overmandet af en finsk styrke, der bevaegede sig hurtigt og naesten lydløst. I slaget ved Suomussalmi i december og begyndelsen af januar blev Den Røde Haer knust. Finnerne tabte 900 mand, men antallet af sovjetiske dødsfald kom op på 27.500. Der var dog graenser for, hvad finnerne kunne gøre, og i februar havde Den Røde Haer gjort betydelige fremskridt samt forbedret deres taktik. En heroisk finsk styrke på 32 maend kunne stadig holde 4.000 russere fra livet, men i sidste ende var overmagten for stor. I begyndelsen af marts talte Sovjetstyrken 30 divisioner, 1.200 pansrede køretøjer og
2.000 fly. Finnerne stod over for et nederlag og anmodede om en våbenhvile, som trådte i kraft den 13. marts. Da kampene sluttede, havde Den Røde Haer ikke formået at traenge igennem den sidste finske forsvarslinje. Stalin var måske imponeret over finnernes mod og kampevne og nøjedes med at indlemme de områder, han først havde kraevet. Erobringen af det relativt lille finske område anslås at have kostet Sovjetunionen mellem 125.000 og 270.000 døde. Den finske haer på 150.000 maend havde 24.923 døde og 43.000 sårede. Sovjetunionens internationale omdømme blev svaekket yderligere, og landet blev udelukket fra Folkeforbundet på grund af aggressionen mod Finland.