Sla­get om At­lan­ter­ha­vet

Historien om 2 verdenskrig - - INDHOLD -

Den 6. marts 1941 med­del­te Win­ston Chur­chill, at Stor­bri­tan­ni­en nu ud­ka­em­pe­de »Sla­get om At­lan­ter­ha­vet« ef­ter at ha­ve tabt man­ge han­dels­ski­be i lø­bet af vin­te­r­en på grund af ty­ske ubå­de. Si­tu­a­tio­nen for lan­det var kri­tisk, for­di man­ge af de råva­rer, som den bri­ti­ske krigs­ma­ski­ne var af­ha­en­gig af, skul­le trans­por­te­res over At­lan­ter­ha­vet til bri­ti­ske hav­ne. Det sam­me var til­fa­el­det med nød­hja­el­pen, der kom fra USA. I 1938 im­por­te­re­de Stor­bri­tan­ni­en 68 mil­li­o­ner tons ud­styr, men kun 26 mil­li­o­ner tons i 1941. Ty­ske ubå­de sa­en­ke­de 1.299 ski­be i 1941, og ik­ke al­le tab kun­ne er­stat­tes. I for­å­ret 1942 var ty­ske flå­de­che­fer over­be­vi­ste om, at bri­ter­ne kun­ne kva­e­les til over­gi­vel­se. Så­le­des star­te­de bri­ter­ne en kamp mod om­kring 300 ty­ske ubå­de un­der le­del­se af ad­miral Karl Dö­nitz. Re­sul­ta­tet var afgørende for, hvor­dan kri­gen vil­le ud­vik­le sig, hvil­ket Chur­chill var fuldt ud klar over. Tid­ligt i 1942, ef­ter den ame­ri­kan­ske ind­tra­e­den i kri­gen, blev ty­ske ubå­de sendt af­sted for at op­spo­re og sa­en­ke ame­ri­kan­ske ski­be. Dis­se var ik­ke for­be­redt på krig og var dår­ligt ru­stet til kamp mod ubå­de. De sej­le­de sta­dig in­di­vi­du­elt i ste­det for i re­gel­ma­es­si­ge kon­vo­jer. I de før­ste fi­re må­ne­der blev 1,2 tons gods sa­en­ket li­ge uden for den ame­ri­kan­ske kyst. Ubå­dsta­be­ne var små: tre i ja­nu­ar og kun to i fe­bru­ar. Si­tu­a­tio­nen for de al­li­e­re­de blev for­va­er­ret i lø­bet af året, da en tysk ef­ter­ret­nings­en­hed for­må­e­de at bry­de den bri­ti­ske flå­des ko­der, der sty­re­de kon­vo­jtra­fik­ken over At­lan­ter­ha­vet. Sam­ti­dig mi­ste­de bri­ter­ne den vi­den, de modt­og fra ef­ter­ret­ning­s­tje­ne­sten ULTRA, da den ty­ske flå­de iva­er­k­sat­te sin nye Tri­ton-ko­de i fe­bru­ar. De al­li­e­re­de styr­ke­de luft­pa­trul­je­rin­gen, hvil­ket send­te ubå­de­ne ind i det så­kald­te »At­lan­tic Gap« midt i Nor­dat­lan­ten, hvor fly­e­ne ik­ke kun­ne nå dem. I ja­nu­ar 1943 hav­de den bri­ti­ske flå­de kun to må­ne­ders bra­end­stof­for­sy­ning til­ba­ge. Si­tu­a­tio­nen kun­ne hur­tigt ha­ve for­va­er­ret sig end­nu me­re uden de bri­ti­ske flå­desty­rings­af­de­lin­ger til spor­ing og han­dels­plan­la­eg­ning. Beg­ge dis­se lå i Lon­don og brug­te en ra­ek­ke ef­ter­ret­nings­kil­der til at vur­de­re ubå­de­nes trus­ler og fin­de sik­re ru­ter for kon­vo­jer­ne. I de 12 må­ne­der mel­lem maj 1942 og maj 1943 sej­le­de 105 af de 174 kon­vo­jer uden tab. Det­te skyld­tes, at de al­li­e­re­de i 1942 be­gynd­te at bru­ge en ny tek­no­lo­gi og tak­tik for at for­sø­ge

at stop­pe ubå­dens trus­sel. Bed­re spra­eng­stof, bed­re ra­dar og bru­gen af kraf­ti­ge lyska­ste­re – og­så kal­det Leigh-lyg­ter – øge­de chan­cer­ne for at ram­me ubå­de­ne. De al­li­e­re­de hav­de og­så få­et me­re er­fa­ring, og ty­sker­ne blev tvun­get til at ope­re­re i af­gra­en­se­de hav­om­rå­der. I novem­ber 1942 blev ad­miral Max Horton ud­na­evnt til chef for ind­sat­sen mod ubå­de­ne. Nu blev der brugt fle­re res­sour­cer til at or­ga­ni­se­re første­klas­ses­grup­per, der skul­le ja­ge ubå­de og ik­ke kun be­skyt­te kon­vo­jer­ne. Uden de­tal­je­re­de ef­ter­ret­nin­ger og luft­støt­te hav­de det va­e­ret sva­ert. I fe­bru­ar og marts 1943 nå­e­de ubå­dskri­gen i ek­stremt dår­ligt vejr sit høj­de­punkt med ta­bet af 21 ski­be mod ta­bet af kun 1 ubåd. I lø­bet af de kom­men­de uger vend­te kam­pen sig dog hur­tigt til de al­li­e­re­des for­del. Nye ski­be og nye me­get lang­tra­ek­ken­de fly blev ind­sat. Des­u­den blev Tri­ton-ko­den en­de­ligt kna­ek­ket, og al­le fly var ud­sty­ret med Mark Ii­ira­dar og lyska­ste­re. I april blev 19 ty­ske ubå­de sa­en­ket, i maj 41. Ty­sker­ne var ude af stand til at re­a­ge­re på de tek­ni­ske for­bed­rin­ger, og den 24. maj be­or­dre­de Dö­nitz ubå­de­ne til­ba­ge til de­res eu­ro­pa­ei­ske ba­ser, hvor de blev an­gre­bet, hver gang de vo­ve­de sig til havs. I ju­ni 1943 tab­te de al­li­e­re­de ik­ke et ene­ste skib i kon­voj, og der blev ik­ke rap­por­te­ret om an­greb. Selv om ubå­de­ne ik­ke blev øde­lagt, var der sat en ef­fek­tivt stop­per for Sla­get om At­lan­ter­ha­vet.

»De al­li­e­re­de styr­ke­de luft­pa­trul­je­rin­gen, hvil­ket send­te ubå­de­ne ind i det så­kald­te 'At­lan­tic Gap' midt i Nor­dat­lan­ten, hvor fly­e­ne ik­ke kun­ne nå dem«

En flo­til­le med ty­ske ubå­de ved kaj et sted på den fran­ske at­lan­ter­hav­skyst. Un­der kri­gen var ca. 1.000 ty­ske ubå­de i ak­tion for at sa­en­ke al­li­e­re­de han­dels­ski­be.

En fol­dek­niv fra den bri­ti­ske flå­de.

Det­te luft­fo­to af en at­lan­ter­havs­kon­voj blev ta­get i maj 1942. Tak­ket va­e­re ef­ter­ret­nings­ar­bej­det kryd­se­de over halv­de­len af kon­vo­jer­ne ha­vet uden tab. Ubå­den ja­ge­de isa­er lang­som­me­re ski­be.

En sig­na­l­o­pe­ra­tør om bord på HMS Vi­sco­unt bru­ger sig­nal­lys til at sen­de be­sked til flagski­bet i en kon­voj et sted på At­lan­ter­ha­vet i ok­to­ber 1942.

Tre ty­ske ubå­ds­sol­da­ter red­det un­der Sla­get om At­lan­ter­ha­vet Chan­cer­ne for over­le­vel­se var små. Af 39.000 dø­de 28.000 i lø­bet af kri­gen.

Den op­rin­de­li­ge hul­rums-mag­ne­tron ud­vik­let af Jo­hn Tur­ton Ran­dall og Har­ry Boot på Nuf­fi­eld La­bo­ra­tory ved Bir­m­ing­ham Uni­ver­si­ty. En­he­den, der blev brugt før­ste gang den 21. fe­bru­ar 1940, gjor­de det mu­ligt at ud­vik­le en spe­ci­el ra­dar til at fin­de ubå­de.

Mand­ska­bet på det ame­ri­kan­ske kystvagtskib Spen­cer stu­de­rer en mi­ne, som tvin­ger en tysk ubåd op til over­fla­den. Kon­voj­en, de be­skyt­ter, ses bag­grun­den.

Sø­folk om bord på olie­tanks­ki­bet Penn­sylva­nia Sun sluk­ker en brand ef­ter et tor­pedo­an­greb i juli 1942.

En tysk ubåd an­gri­bes af et USS Bogue-fly i ju­ni 1943. Før som­me­ren 1943 var de fle­ste ty­ske ubå­de ble­vet til­ba­ge­kaldt for at for­hin­dre ka­ta­stro­fa­le tab.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.