Det andet slag ved el-alamein
Det andet slag ved el-alamein var den første store sejr for de britiske Commonwealth-styrker, og den åbnede vejen til sejren over aksemagtstyrkerne i Nordafrika. Selv om kampene stod i skyggen af begivenhederne på østfronten, var de alligevel et afgørende vendepunkt for de allierede, idet de sikrede dem Mellemøsten og banede vejen for at bryde Aksemagternes dominans i Middelhavet. Rommel vidste fra fiaskoen ved Alam Halfa, at han manglede de ressourcer, der var nødvendige for at gå dybere ind i Egypten. I stedet etablerede han en bred forsvarsfront med tyske tropper og tanks for at styrke de italienske afdelinger. Den største koncentration af aksemagtstyrker fandtes i nord for at beskytte kystlinjen. Rommel havde fire tyske og højst otte italienske afdelinger til rådighed. De talte 500 tanks og 350 fly, og alle styrker havde kun lidt braendstof og få reservedele. Montgomery kunne se sine styrker vokse støt i september og oktober. Han havde 1.030 tanks og mere end 1.500 fly i Mellemøsten og på Malta til rådighed. Men han naegtede at skride til handling, før han var sikker på, at hans styrke var tilstraekkelig. Operationen var således saerdeles godt planlagt. Montgomery ville angribe, hvor Rommel var staerkest – i nord – men camouflere angrebet med flere afledningsmanøvrer i syd. Tanken bag operationen med kodenavnet »Lightfoot« var at lade infanteriafdelinger åbne en vej gennem minefelterne og derefter sende tanks gennem denne åbning. Med en fremskudt gruppe på plads ville operation nummer to, »Supercharge«, presse store vaebnede styrker igennem og frem til det endelige nådestød. Startskuddet kom den 23. oktober, da Rommel tilfaeldigvis var på sygeorlov. Operation Lightfoot startede med massiv artilleriild om aftenen den 23. oktober. Rommels afløser, generalløjtnant Stumme, døde under de allieredes flyangreb, hvilket førte til forvirring, indtil Rommel var tilbage den 25. oktober. Modstanden var stadig hård, og først på andendagen var der fremskridt langs kysten og omkring Kidney Hill. Rommel
23. OKTOBER – 4. NOVEMBER 1942
beordrede sine tanks nordpå for at drive fjenden vaek, men dermed åbnedes vejen for de allieredes angreb på de italienske stillinger. Kampene bølgede frem og tilbage, men med en strøm af nye våben til de allieredes styrker indså Rommel, at han havde tabt. Han havde nu kun 35 brugbare tanks tilbage. Hitler naegtede tilbagetraekning, men to dage senere var han nødt til at se realiteterne i øjnene, og Rommel startede en hurtig tilbagetraekning vestover langs kystvejen. Enkelte italienske delinger fortsatte med at kaempe, men stillingen var håbløs.
Rommel efterlod mere end 400 ødelagte tanks, mens de allierede tabte omkring 250 – og tog mere end 30.000 fanger. 8. armé satte efter Rommel, og den 13. november havde de allierede styrker genvundet Tobruk. Aksemagterne gjorde nogle mindre forsøg på at forsvare Benghazi den 20. november og El Agheila mellem den 23. november og 13. december, men presset var ubarmhjertigt. Tripoli blev besat den 23. januar, og Rommel ramte den sidste forsvarslinje i Tunesien, Mareth-linjen, hvor hans styrker endelig stoppede og vendte om. Sejren ved el-alamein var en kendsgerning, og kirkeklokkerne i Storbritannien fik lov til at ringe for første gang siden maj 1940.
»Modstanden var stadig hård, og først på andendagen var der fremskridt langs kysten og omkring Kidney Hill«