Casablancakonferencen
Mellem den 14. og 24. januar 1943 mødtes praesident Roosevelt og premierminister Churchill på et hotel i en forstad til den fransk-marokkanske by Casablanca. Sammen med deres rådgivere skulle de diskutere den vestlige strategi, når Nordafrika var på de allieredes haender. Stalin blev også inviteret, men takkede nej, fordi han måtte vaere i Moskva pga. kampene i Stalingrad. (Stalin var i øvrigt meget lidt glad for at flyve og havde en overdreven frygt for manglende sikkerhed). Det var Roosevelt, der valgte Casablanca som sted for konferencen. Churchill havde rejst meget under krigen, mens det var praesidentens første flyvning efter tiltraedelsen i 1933, og han var ivrig efter at tage på en lang rejse til udlandet.
Han rejste med en Pan-am Clipper fra Florida til Gambia i Vestafrika og derefter med et ombygget transportfly til Casablanca. Churchill fløj til Marokko i et støjende og koldt bombefly, der var lige ved at bryde i brand undervejs. De to statsoverhoveder ankom til et område, der indtil for nylig havde vaeret under Vichy-frankrigs kontrol. I løbet af 1942 afslørede samtaler mellem USA og Storbritannien, at de to havde meget forskellige meninger om, hvilke strategiske greb der var påkraevet. Roosevelt og hans haerchef George Marshall så gerne amerikanske tropper i kamp i Europa så hurtigt som muligt, men var under hårdt pres for at flytte ressourcer til kampene i Stillehavet. De to allierede havde ellers aftalt at foretage en invasion over den engelske kanal i 1943 med kodenavnet »Roundup«. Men det var ikke godt nok for praesidenten eller Stalin, der ønskede en anden front allerede i 1942. Operation »Torch« var et kompromis, som tillod amerikanske tropper en smule handling i 1942, men ville gøre det vaere vanskeligt at gennemføre »Roundup« i 1943. Det ville også binde amerikanerne i en middelhavsstrategi, som Marshall som udgangspunkt var uenig i. Churchill og hans stabschef, general Alan Brooke, argumenterede for en middelhavsstrategi, der angreb Italien, hvilket skulle tvinge de tyske tropper til opsplitning og sandsynligvis fjerne Italien fra krigen. Strategien ville også svaekke modstanden i Frankrig og gøre en invasion nemmere dér. Efter bitre diskussioner accepterede amerikanerne en invasion af Sicilien og gik modvilligt med til at udsaette invasionen i Frankrig til 1944. Dette var ikke det eneste, der blev drøftet i Casablanca. Officerer fra luftstyrkerne deltog også i håbet om at overtale Roosevelt og Churchill til at udvide bombningen som en erstatning for den anden front. Der blev aftalt en faelles bombestrategi, således at amerikanske luftstyrker skulle bombe om dagen og briterne om natten. Det vigtigste resultat af Casablanca var imidlertid erklaeringen om, at man kraevede fjendernes ubetingede overgivelse. Roosevelt brugte udtrykket i sin endelige tale, men det blev ikke gentaget i den
officielle meddelelse fra konferencen. Det havde vaeret drøftet på forhånd i Washington og London, og Churchill var bestemt utilfreds med udtrykket, da det begraensede Storbritanniens forsøg på at lokke Italien ud af den tyske alliance. Ikke desto mindre blev det et populaert slogan, og det indgik i de allieredes strategi: at gennemføre den militaere sejr uden plads til forhandling. »Den ubetingede overgivelse« er blevet kritiseret for at vaere et alt for bastant krav, men i en krig mod voldsomme og uforsonlige modstandere var det en klar tilkendegivelse af, hvad der ventede fjenden.
»Officerer fra luftstyrkerne deltog også i håbet om at overtale Roosevelt og Churchill til at udvide bombningen som en erstatning for den anden front«