Atombomberne
6. – 9. AUGUST 1945
Det var ventet, at Japans endelige nederlag ville blive en kostbar og tidskraevende affaere, og de japanske styrkers fanatiske forsvar under kampene på Iwo Jima og Okinawa bekraeftede dette. Der blev planlagt en invasion kaldet »Olympic«, men uofficielle estimater viste, at den hurtigt ville kunne koste mellem 500.000 og 1 million amerikanske soldater livet. De militaere ledere mente, at disse tal var overdrevne, men samtidig vidste de godt, hvor indaedt japanerne forsvarede sig. Blokaden og bombningen af Japans byer ville forhåbentligt føre til et resultat uden invasion af landet. Herefter blev det besluttet at angribe med atombomber. En stor gruppe forskere havde siden 1942 arbejdet med udvikling af en brugbar bombe. Forskningen fandt sted i en ørken i New Mexico under kodenavnet »Manhattan«. I 1939 var det teoretisk muligt at lave en atombombe. Problemet var at udvikle den. Briterne havde også arbejdet med et atomprojekt, men nåede frem til, at den økonomiske belastning ville vaere for stor. I juni 1942 overtog USA det fulde ansvar for udviklingen af en atombombe. Britiske forskere flyttede til Amerika, hvor de arbejdede i en videnskabsgruppe ledet af Robert Oppenheimer. I alt kostede projektet 2 milliarder amerikanske dollars. Inden sommeren 1945 var der blevet produceret nok plutonium og beriget uran-235 til at teste en atombombe.
Den 16. juli 1945 blev en plutoniumbombe detoneret. Nyheden om bomben blev sendt til Roosevelts efterfølger, praesident Truman, der deltog i Potsdamkonferencen. Han godkendte brugen af to bomber over japanske byer. Om denne beslutning blev truffet for at undgå en eventuel invasion, for at teste den nye teknologi eller for at imponere Sovjetunionen, diskuteres fortsat.
Der var endnu nogle byer, der ikke var blevet bombet konventionelt, og to af dem blev valgt til at teste det nye atomvåben. Den første bombe blev brugt mod Hiroshima om morgenen den 6. august 1945. Den 4.000 kilo tunge bombe – kaldet »Little Boy« – blev fragtet i et B-29-bombefly fra øen Tinian. Hiroshimas arbejdere var på vej til arbejde, da katastrofen indtraf. 13 kvadratkilometer af byen blev totalt ødelagt, og omkring 120.000 mennesker – 40 pct. af byens befolkning – blev draebt. De fleste omkom øjeblikkeligt, mens mange døde senere på grund stråling. Den anden bombe blev fløjet fra Tinian om morgenen den 9. august og var oprindeligt beregnet til byen Kokura, som imidlertid var daekket af tunge mørke skyer, og besaetningen kastede i stedet den 4.600 kilo tunge bombe
– kaldet »Fat Man« – over det sekundaere mål: Nagasaki. Byen var omgivet af bakker og bjerge, hvilket betød, at denne eksplosion havde faerre konsekvenser. Alligevel blev taet ved 74.000 mennesker draebt. Andre 74.000 blev hårdt såret, så omkring 60 pct. af den samlede befolkning på 270.000 blev berørt. Titusinder fik efterfølgende skader på grund af strålingen.
I Japan var den første reaktion vantro, men den udviklede sig hurtigt til frygt for flere atombomber. I virkeligheden havde
USA ikke mulighed for flere atombomber på dette tidspunkt, men samme dag som Nagasaki-angrebet fandt sted, gik den japanske premierminister til kejser Hirohito for at høre hans mening om en mulig overgivelse. Bomben vakte mindre opmaerksomhed hos Sovjet, end amerikanerne havde håbet. Det skyldes primaert, at sovjetiske spioner allerede havde laekket enorme maengder information om Manhattanprojektet. Stalin beordrede en hurtig udvikling af egne atombomber, og i august 1949 gennemførte Sovjet deres første atomprøvespraengning. Da havde USA allerede fremstillet 298 atombomber.
»Der var endnu nogle byer, der ikke var blevet bombet konventionelt, og to af dem blev valgt til at teste det nye atomvåben«