Japans overgivelse
14. AUGUST – 2. SEPTEMBER 1945
De allieredes krav om en ubetinget japansk overgivelse gav en vanskeligere proces end det havde vaeret tilfaeldet i Europa. Overgivelse var forbundet med dyb skam og vanaere i den japanske haer, hvilket også var grunden til, at så mange japanske soldater kaempede til den bitre ende eller begik selvmord. Militaeret mente, at alle havde en moralsk forpligtelse til at ofre sig for kejseren, hvilket gjorde det vanskeligt at udforme en aftale, der ville tilfredsstille både de allierede og det japanske militaer. De japanske ledere havde mange illusioner om Japans overlegenhed og evne til at forsvare imperiet. Først efter den massive ødelaeggelse af japanske byer i 1945 blev det klart for den almindelige befolkning, at propagandaen havde vaeret én lang løgn.
I januar 1945 blev der udarbejdet en plan for at forsvare faedrelandet, bl.a. med en lov, som betød oprettelse af frivillige krigsenheder. Disse folkemilitser var dårligt udrustede og havde kun få forsyninger, men indstillingen hos Japans militaere ledere var fortsat, at døden var bedre end vanaere. I april 1945 blev en ny premierminister, admiral Kantoro Suzuki, udpeget. Han sonderede, om der fandtes acceptable løsninger for at undgå yderligere krig, men fortsatte samtidig med de militaere planer, der måske kunne redde imperiet. Den 26. juli udsendte de allierede Potsdamdeklarationen, som endnu engang kraevede
Japans ubetingede overgivelse. Men samtidig blev det lovet, at de allierede lande ville hjaelpe med en demokratisk udvikling i Japan. Det afgørende punkt blev kejseren. Medmindre de allierede kunne garantere en fortsaettelse af monarkiet, ville regeringen ikke indgå en aftale. Hirohito havde allerede meddelt – gennem den japanske ambassadør i Moskva (da Japan og Sovjetunionen
endnu ikke var i krig med hinanden) – at Japan ønskede en ende på krigen, men at hans stilling gjorde det vanskeligt at opfylde de allieredes krav. Omstaendighederne aendrede sig drastisk i begyndelsen af august, og den japanske regering måtte traeffe et endeligt valg. Den 6. august blev den første atombombe kastet, og den 8.- 9. august – lige inden bombeangrebet på Nagasaki – indledte sovjetiske tropper et massivt angreb på den japanske haer i Manchuriet. Den sovjetiske haer forventede en hård kamp i et vanskeligt terraen, men de japanske styrker var så svage, at de blev overmandet på bare seks dage – og naesten 80.000 japanere døde. Den 9. august bad Suzuki endelig kejseren om en beslutning: Skal Japan overgive sig eller kaempe til døden? Kejseren, der allerede havde fået hemmelige antydninger fra amerikanerne om, at tronen var sikker, valgte overgivelse. Den 15. august udsendte kejser Hirohito, trods staerk modstand fra militaeret, en officiel erklaering til det japanske folk, om at landet nu ville overgive sig. Den endelige proces viste sig at blive lige så rodet, som den havde vaeret i Europa. Flere japanske soldater fortsatte med at kaempe adskillige uger efter beslutningen om overgivelse. Bl.a. fordi det var svaert at kommunikere med styrker og garnisoner i udkantsområder. Den 2. september underskrev general Macarthur og de japanske repraesentanter aftalen på slagskibet USS Missouri i Tokyobugten. De japanske styrker overgav sig i Kina den 9. september, i Myanmar den 13. september og i Hong Kong den 16. september. Derefter blev Japan besat af amerikanske og britiske styrker. Kejseren blevi kke afsat, men spillede en vigtig rolle i den demokratiske udvikling af landet.
»De japanske ledere havde mange illusioner om Japans overlegenhed og evnen til at forsvare imperiet«