Krigsretten
1945 – 49
Selv om krigen langt fra var slut, meddelte de allierede tidligt, at de ansvarlige for krigsudbruddet og de grusomme handlinger skulle stilles for en domstol. Den første tilkendegivelse kom i 1942, og i september 1943 etablerede FN (navnet blev allerede brugt om de lande, der kaempede mod Aksemagterne) en kommission for krigsforbrydelser. Den skulle udfaerdige en liste over personer, der kunne dømmes for krigsforbrydelser. I maj
1945, under dannelsen af Fn-organisationen, blev der indgået en aftale om en international krigsforbryderdomstol, som skulle beskaeftige sig med de største krigsforbrydere. Der var en klar sondring mellem krigsforbrydelser begået i bestemte områder (drab på krigsfanger, ødelaeggelse af landsbyer osv.) og forbrydelser, som »ikke kunne knyttes til et bestemt geografisk område«, f.eks. aggressiv krigsførelse og bevidst udførte »folkemord« (et udtryk, der først for alvor blev introduceret ved efterkrigstiden retsopgør). Det vigtigste var sagerne mod de største krigsforbrydelser i Nürnberg i 1945-46. Her var de fleste af de overlevende ledere fra Nazityskland anklaget for bl.a. krigsforbrydelser, forbrydelser mod freden og forbrydelser mod menneskeheden. Efter mange diskussioner om, hvem der skulle regnes som de allerstørste krigsforbrydere, blev 23 udvalgt. Blandt dem var Martin Bormann, Hitlers sekretaer, der blev anklaget trods fravaer, og Robert Ley, leder af DAF (Den Tyske Arbejdsfront), som haengte sig i sin celle. 12 af de tiltalte (herunder Bormann) blev fundet skyldige og dømt til døden, tre blev
frikendt, og syv blev idømt lange faengselsstraffe. Mange andre blev også tiltalt for deres rolle under krigen. Det gjaldt militaere ledere, administratorer og forretningsfolk, der havde understøttet
Hitlers regime (blandt disse var direktørerne for kemikoncernen IG Farben). Repraesentanter for det bureaukratiske apparat, der var ansvarlig for folkedrabet på jøderne og for slavearbejdet, blev ligeledes stillet til ansvar. Retssagerne aftog i 1947-1948, men en lang raekke efterfølgende sager blev rejst af den vesttyske regering, herunder Auschwitz-retssagen i 1963-1965 mod krigsforbrydere, der var undsluppet Nürnberg. De allierede ivaerksatte også en proces med henblik på »afnazificering«. Millioner af tyskere blev tjekket og mange fjernet fra militaeret. Ikke så få fik herefter fremtraedende poster i det nye tyske demokrati. I Japan blev der afviklet store retssager fra 1946 til 1948, hvor 28 store krigsforbrydere, herunder tidligere premierminister general Tojo, blev tiltalt. De blev anklaget på lige fod med de tiltalte i Nürnberg. 25 blev fundet skyldige, og syv af dem – herunder Tojo – blev haengt den 23. december 1948. 16 blev idømt livsvarigt faengsel. I andre sager mod militaerfolk og civile, der fandt sted indtil 1951, blev 5.700 tiltalt og 3.000 dømt. 920 blev henrettet. Siden 1945 har der vaeret flere diskussioner om legitimiteten af sådanne retssager, fordi forbrydelserne måske ikke var ulovlige, da de blev begået. Retssagerne efter krigen skal først og fremmest ses i lyset af ønsket om at laegge grundlaget for en verdensorden baseret på respekt for menneskerettighederne og folkeretten.
»12 af de tiltalte (herunder Bormann) blev fundet skyldige og dømt til døden, tre blev frikendt og syv idømt lange faengselsstraffe«