Slaget om Indien: Imphal og Kohima
Japanerne i Myanmar havde til hensigt at forsvare landet for at forhindre de allierede i at åbne en forsyningsrute fra Indien til de kinesiske styrker, der kaempede i det sydlige Kina. Det pludselige angreb på Chindit-enheden i foråret 1943 overbeviste de japanske ledere om, at Myanmar var sikrere, hvis de erobrede en frontzone omkring Imphal og Kohima i den indiske delstat Assam. Generalløjtnant Renya Mutaguchi, som fik til opgave at føre den japanske 15. armé i Myanmar i marts 1943, brugte sit venskab med Myanmars øverste general, Kawabe, til at overtale regeringen i Tokyo til at støtte et angreb i Indien. Det skete på trods af staerke advarsler om, at det ville blive svaert at få forsyninger frem. Den japanske plan for »Operation U-GO« var at angribe det vigtige forsyningslager i Imphal, lukke vejen fra nord ved Kohima og derefter angribe den nye frontlinje, imens monsunregnen forhindrede et kontraangreb fra de allierede. Under forberedelserne til operationen angreb britiske og indiske styrker Arakan i det sydlige Myanmar og pressede de japanske styrker ud. Den amerikanske general Stilwell ivaerksatte et angreb i det nordlige Myanmar – målet var at erobre byen Myitkyina. Begge operationer svaekkede japanernes forberedelser til en offensiv ved Imphal-kohima, men de formåede at organisere en styrke på mellem 80.000 og 100.000 maend til en operation, der startede den 7. marts, og hvor japanerne angreb Imphal fra syd. General Slims 14th Army blev overrasket over angrebet og trak sig hurtigt tilbage mod Imphal. Den indiske 20. division blev tilbage og omringet ved Shenam, men modstod de japanske angreb. Japanerne formåede at blokere vejene til Imphal, og nu fulgte fire måneders belejring. Det lykkedes Slim at få forsyninger fra RAF, som transporterede
forstaerkninger, olie, mad og militaert udstyr. Laengere mod nord sendte Mutaguchi en styrke under ledelse af generalløjtnant Kotoku Sato afsted for at erobre Kohima og indtage det britiske forsyningslager i Dimapur. Soldaterne kaempede sig igennem et vanskeligt jungleterraen, og det lykkedes Sato at få hele sin styrke frem til Kohima. Han omringede byen den 5. april, og styrkerne kaempede fra gade til gade. Den 18. april var forsvarerne stuvet sammen på et lille højdedrag, men en hjaelpestyrke fra Dimapur brød belejringen, og Satos enheder blev presset tilbage. Den 31. maj beordrede han tilbagetraekning af de udmattede styrker. Det var et voldsomt nederlag for japanerne, som mistede 6.000 maend, mens briternes og indernes tab var på 4.000. Mutaguchis plan var, at Sato skulle erobre Kohima og derefter sende hjaelp sydpå for at styrke belejringen af Imphal. Fiaskoen mod nord gjorde japanerne mere og mere frustrerede, og Slims styrker kunne genåbne vejen fra Impal til Kohima 22. den juni. Belejringen var brudt. Japanerne havde for lidt mad, ammunition og udstyr og var svaekket af sygdom. De kaempede selvmorderisk, men den 18. juli besluttede
Kawabe og Mutaguchi at opgive operationen. Tilbagetraekningen endte katastrofalt, da Slims forstaerkede haer drev dem over Chindwin-floden. Japanerne havde 53.000 ofre, heraf mindst 30.000 draebte.aktionen knaekkede Japans militaere tilstedevaerelse i Myanmar og banede vejen for generobringen af landet i 1945.
»Det var et voldsomt nederlag, og japanerne mistede 6.000 maend, mens briternes og indernes tab var på 4.000«