Kørt fast i Italien
5. JUNI – 31. DECEMBER 1944
Da amerikanernes 5. armé indtog Rom den 4. juni 1944, øjnede mange en mulighed for, at felttoget i Italien kunne overstås inden efteråret. Tyske styrker under feltmarskal Kesselring samt en lille gruppe italienske fascistiske soldater, der stadig var loyale over for Mussolini, trak sig tilbage mod nord, hvor flere forsvarslinjer allerede var placeret. Nu fulgte en lang og udmattende kamp, som de allierede havde store problemer med at vinde. Beslutningen om at sende styrker til Rom skabte en betydelig åbning mellem USA og den britiske haer, som gjorde, at den tyske haer kunne undslippe. Ingen forsøgte at jage de flygtende styrker, og Kesselring rykkede sine tropper mod nord til Arno-linjen. Denne forsvarslinje strakte sig gennem Pisa og Firenze og hele vejen til Adriaterhavskysten. Bag denne linje lå en anden forsvarsfront – Gotich-linjen – som var staerkt bevogtet og gik fra sydsiden af La Spezia gennem Appenninerne og ned til kysten ved Pesaro. Allierede styrker i Italien, ledet af general Alexander, fulgte tyskerne til Arno-floden, men her havde tyskerne spraengt alle broer – på naer en enkelt – i luften. Kesselring ville imidlertid ikke kaempe for at holde Arno-linjen, så både Livorno og Florence blev erobret af de allierede (henholdsvis den 19. juli og 13. august). I midten af august havde de allierede kaempet sig vej til Gothic-linjen.
Chefen for 8. armé, generalløjtnant Oliver Leese,
overtalte Alexander til at lade ham gennemføre »Operation Olive« for at bryde Gotich-linjen langs Adriaterhavskysten, hvor man mente, at tanks lettere kunne angribe. Men tabet af seks divisioner under invasionen i det sydlige Frankrig førte til en midlertidig pause i forberedelserne. 8. armé angreb den 25. august, og Rimini blev erobret den 21. september, men dårligt vejr og tyskernes voldsomme modstand førte til, at general Clarks offensiv standsede kun 14 kilometer fra Bologna. 8. armé kaempede i tungt terraen og under svaere vejrforhold og nåede først Ravenna i december.
De tyske styrker holdt nu, hvad de kaldte »Gengis Khan«-linjen, som gik fra Bologna til Argenta. De allieredes angreb tog af, og en hård vinter fastfrøs situationen. For tyskerne og deres resterende italienske allierede var det den perfekte anledning til at håndtere truslen fra de omkring 82.000 italienske partisaner i de tyskbesatte dele af landet. Naesten 6 af de 26 tyske divisioner blev sat ind for at bekaempe de italienske modstandsgrupper, som havde taget kontrol over små områder naer vigtige pas i Alperne.
General Alexander havde sendt radiomeddelelser om, at de allierede måtte blive, hvor de var, hele vinteren, og det fik katastrofale følger for modstandsbevaegelsen. Kampen mod partisanerne og den civile befolkning var praeget af enorm brutalitet. De områder, der var erobret af partisanerne, blev nu taget tilbage, og ved kampenes afslutning var modstandsgrupperne kun på 20.000 maend og kvinder. Først i 1945 gik de i aktion igen. Ca. 40.000 partisaner døde under kampene.
»Allierede styrker i Italien, ledet af general Alexander, fulgte tyskerne til Arno-floden, men her havde tyskerne spraengt alle broer – på naer en enkelt – i luften«