Generobringen af Filippinerne
20. OKTOBER 1944 – 14. AUGUST 1945
Ijuli 1944 mødtes amerikanske kommandanter på Hawaii for at udstikke kursen for den fremtidige strategi i krigen mod Japan. Flåden ønskede et direkte angreb på de japanske øer, støttet af luftvåbenet, mens haeren, repraesenteret ved general Macarthur, først ville befri Filippinerne for at sikre baser til den fortsatte krig og frigøre dem fra japansk kontrol. Roosevelt støttede Macarthurs forslag, og i september 1944 begyndte fly en systematisk ødelaeggelse af de japanske luftstyrker på øerne. De amerikanske planlaeggere valgte Leyte-øen som udgangspunkt for invasionen.
Den var strategisk placeret i den centrale og dårligere forsvarede del af øregionen, og i midten af oktober sejlede 700 skibe med ca. 174.000 maend ombord af sted. Om morgenen den 20. oktober landede fire divisioner på Leyte uden nogen saerlig modstand. Senere kom det til store søslag omkring landingsområderne, men den japanske haer blev hurtigt presset tilbage. På denne måde sikrede amerikanerne sig adgang til luftbaserne i området. Den japanske kommandant på Filippinerne, general Tomoyuki Yamashita, ville vinde kampen for enhver pris, og et sted mellem 45.000 og 50.000 maend blev sendt til øen som forstaerkning i løbet af de naeste to måneder. I midten af december var amerikanerne dog landet med mere end 200.000 soldater – og Japans modstand stoppede den 19. december. Sporadiske kampe fortsatte en kort stund, men da havde 80.000 japanske allerede soldater mistet livet.
Med kontrol over Leyte beordrede Macarthur et nyt angreb, denne gang på øen Mindoro, som ville fungere godt som et springbraet for angrebet
på hovedøen Luzon. Angrebet på Mindoro begyndte den 15. december, og i midten af januar blev øen erobret. Den 9. januar landede to korps fra generalløjtnant Kruegers 6. armé på vestkysten af Luzon, hvor de hurtigt satte kursen mod hovedstaden Manila. Japanernes leder, general Yamashita, besluttede ikke at stoppe fremmarchen, men valgte i stedet at holde sin store haer tilbage i bjergkaederne, hvilket tvang amerikanerne til at kaempe en lang og hård kamp. Selv om den japanske kommando havde besluttet, at Luzon var tabt, og derfor ikke skulle modtage forstaerkninger, valgte den resterende styrke at kaempe til døden. Kontreadmiral Sanji Iwabuchi foretog et tilbagetog til Manilla med en gruppe marinesoldater, og de holdt byen fra den 3. februar – hvor den 6.armé ankom – til 3. marts. Den japanske styrke blev totalt udslettet. Under belejringen blev naesten 100.000 filippinere draebt af artilleri, brande og angreb fra de desperate japanske styrker. Kampen om Manila kostede amerikanske styrker omkring 1.000 soldater, mens Japan mistede 16.000 maend.
Da Manila var sikret, tog de amerikanske styrker også kontrol over Bataan-halvøen samt Corregidor-faestningen. Inden faestningen faldt, antaendte japanerne et kaempe ammunitionslager, hvilket førte til en kolossal eksplosion – en passende afslutning på den japanske storhedstid. I de kommende måneder blev der gennemført 38 landgange på de sydlige og centrale øer. Angrebene blev udført af 8. armé i samarbejde med filippinske guerillaer. Fra kampens start var de japanske garnisoner (hvoraf flere stadig eksisterede i fjerntliggende bjerg- og jungleområder indtil krigens slutning) ramt af enorme tab. Kampene for at genvinde øerne kostede de amerikanske styrker 10.381 draebte og 36.631 sårede. Og hertil kom mange tusinde dødsfald på grund af sygdom og ulykker.
Imens amerikanske styrker sikrede sig kontrol over Filippinerne, kaempede australske tropper for at rense bl.a. Borneo for japanske styrker.
Trods underlegenhed og mangel på forsyninger kaempede japanerne alle steder en desperat kamp. De sidste japanere overgav sig i oktober 1945.
»Japanernes leder, general Yamashita, besluttede ikke at stoppe fremmarchen, men valgte i stedet at holde sin store haer tilbage i bjergkaederne«