Jaltakonferencen
5. – 11. FEBRUAR 1945
Ikrigens sidste måneder fandt de tre største allierede det nødvendigt at mødes nok en gang. Der var nemlig mange konflikter knyttet til krigens afslutning. Stalin foreslog, at de tre lande mødtes i byen Jalta på Krim-halvøen, men Roosevelt, der nu var alvorligt syg, foretrak Athen eller Malta. Da Stalin forklarede, at han ikke kunne forlade Sovjetunionen, accepterede de andre dette, men ikke uden tøven. Roosevelt blev således tvunget til at rejse 7.750 kilometer til søs og 2.200 kilometer med fly. Churchill sagde senere, at det ville svaert at finde et vaerre sted. Konferencen fik kodenavnet »Argonaut« og fandt sted fra den 5. til den 11. februar. Roosevelt og Churchill mødtes på Malta og fløj til Krim. Begge havde ambitioner om et godt samarbejde med Stalin, idet de troede på et efterkrigssamfund med varig fred. Men diskussionerne på Jaltakonferencen løste langt fra alle problemer. Fra amerikansk synspunkt var krigen mod Japan stadig et vigtigt punkt, og i al hemmelighed – uden Churchills vidende – gik Roosevelt med til en aftale med Sovjetunionen i bytte for hjaelp i krigen i Asien, når Tyskland var besejret. I aftalen blev Sovjetunionen lovet et prosovjetisk Mongoliet, kontrol over den sydlige halvdel af Sakhalin-øen og annektering af Kurilerne. De andre politiske diskussioner omhandlede blandt andet Tysklands skaebne efter nederlaget, Polens fremtid og dannelsen af Forenede Nationer. Sidstnaevnte var noget, som Roosevelt håbede ville bane vejen for et aegte samarbejde mellem verdensmagterne efter krigen. Sovjet havde en fordel ved forhandlingerne, idet hele Lividia-paladset, hvor Roosevelt holdt til under konferencen, blev aflyttet. De hemmelige optagelser blev hver dag rapporteret til Stalin af Sergo Beria, søn af chefen for NKVD, den sovjetiske sikkerhedstjeneste. Og
Stalin tøvede ikke med at bruge disse oplysninger under forhandlingerne. Det blev aftalt, at
Frankrig skulle vaere en af besaettelsesmagterne i Tyskland. Stalin bad om 20 milliarder dollars til genopbygning af de tyske områder efter krigen, men Churchill og Roosevelt faldt ikke for forslaget. Der blev etableret en allieret kontrolkommission, som skulle sikre en fredelig magtoverdragelse. Parterne var mest uenige om Polens fremtid. Hverken Roosevelt eller Churchill var imod tanken om at flytte Polens graense laengere mod vest (på bekostning af tysk territorium), men de var bange for, at det nye Polen ikke ville blive uafhaengigt og demokratisk. Stalin var til gengaeld tilbageholdende med at lade den polske eksilregering overtage ledelsen af landet, men efter langvarige diskussioner indvilligede han endelig i princippet om et »frit, uafhaengigt og demokratisk« Polen. Han var godt klar over, at den reelle situation i landet alligevel ville føre til en kommunistisk magtovertagelse. Sovjets overvågning havde afsløret, hvor meget princippet om et frit Polen betød for briterne og amerikanere, og hans godkendelse fik en bredere ordning til at falde på plads. Det var også på Jaltakonferencen, at Dresdens skaebne blev beseglet. Sovjet mente, at det var nødvendigt at bombe de østlige tyske byer for at lette de sovjetiske styrkers fremmarch. Vestlige luftstyrker var allerede blevet beordret til at begynde angreb, før Jaltakonferencen fandt sted, først og fremmest for at stoppe de tyske soldaters flugt til de sydlige bjergområder. For der var fare for, at de kunne etablere et forsvar her.
Der er stadig uenighed om, hvorvidt Dresden blev naevnt ved navn, men i hvert fald blev flere andre tyske byer naevnt under konferencen. Leipzig blev udpeget og derefter hurtigt bombet af vestlige fly. Dresden blev ødelagt den 13.-14. februar 1945. Luftangrebene førte til et sted mellem 25.000 og 35.000 døde.
»Sovjet mente, at det var nødvendigt at bombe de østlige tyske byer for at lette de sovjetiske styrkers fremmarch«