Brandbombningen af Tokyo
9. – 10. MARTS 1945
Akkurat som ved bombningen af Tyskland begyndte togterne mod Japan langsomt og med blandede resultater.
Der skulle flyves meget langt, og de fly, der blev brugt i Europa, kunne simpelthen ikke nå frem til Japan. Det aendrede sig, da det første
B-29 »Superfortress«-bombefly var udviklet i sommeren 1944. De første 130 ankom til Indien i maj 1944, og dele af det japanske imperium – herunder Manchuriet, Korea og Thailand – var nu mulige bombemål. Men de japanske øer var stadig vanskelige at nå grundet afstanden. Erobringen af Marianerne var derfor afgørende for de planlagte angreb på japansk stålproduktion og flyindustri. Det første større B-29-angreb ramte den thailandske hovedstad Bangkok den 5. juni 1944. Indtil begyndelsen af 1945 brugte man baser i Indien og Kina som udgangspunkt, men succesen var begraenset. Da den japanske haer erobrede flere af baserne i Kina, gik aktionen i opløsning. General Arnold, stabschef for USA
Air Force, besluttede nu, at Marianerne skulle vaere base for B-29-flyene ved hjaelp af 21. bombekommando. Denne kommando blev ledet af general Haywood Hansell, en af maendene bag planlaegningen af luftkrigen i Europa. Den første B-29-maskine landede i oktober 1944 på Saipan, men en kombination af langsomme leverancer, snigangreb fra japanske fly samt den lange afstand til de japanske hovedøer i stort set konstant dårligt vejr førte nok en gang til begraensede resultater. I løbet af de første tre
måneder blev der kun kastet 1.146 tons bomber. Det første angreb mod Tokyo fandt sted den 24. november 1944, men havde minimal virkning. De skuffende resultater førte til, at Arnold til sidst afskedigede Hansell, som hurtigt blev erstattet af den langt mere aggressive generalmajor Curtis Lemay, som ankom til Saipan i januar 1945. Efter endnu et par uger med middelmådig succes, mente Lemay, at der var noget fundamentalt galt med taktikken. Han troede, at det ville vaere mere effektivt at bruge de nye brandbomber, M-69, i store maengder mod japanske byer om natten. Og de efterfølgende brande ville helt sikkert ødelaegge industrien, demoralisere befolkningen og måske føre til en tidligere overgivelse. Han var usikker på, om Arnold ville godkende denne taktik, så han ivaerksatte et eksperiment natten mellem den 9. og 10. marts. I alt 334 B-29-fly blev sendt afsted med over 1.600 tons brandbomber. 279 af dem nåede målet. Flyene ankom til Tokyos luftrum i de tidlige morgentimer den 10. marts i 1.200-2.800 meters højde – her mødte de meget lidt modstand. Angrebet startede en massiv ildstorm, der ødelagde over 41 kvadratkilometer af byen og draebte omkring 100.000 mennesker på én nat. Det var det største antal dødsfald som følge af et enkelt luftangreb. 1 million mennesker blev hjemløse, og en fjerdedel af alle boliger ødelagt. I løbet af de naeste seks måneder ødelagde Lemays bombetogter 58 japanske byer og draebte mere end 500.000 mennesker. Den nye taktik viste sig at vaere meget effektiv. Et angreb mod Aomori natten mellem den 28. og 29. juli ødelagde fx 88 pct. af det bebyggede område. På dette tidspunkt var over 3.700 B-29-enheder til rådighed. Det debatteres stadig, om byangrebene var moralsk forsvarlige, men bombningerne var uden tvivl med til at demoralisere befolkningen. Og det fik japanske ledere til at indse, at slaget var tabt, og at de snart skulle finde et acceptabelt grundlag for overgivelse.
»I alt 334 B-29-fly blev sendt afsted med over 1.600 tons brandbomber«