Slaget om Berlin
Afslutningen på Wisla-oder-offensiven bragte i begyndelsen af februar 1945 Den Røde Haer til en position 65 kilometer fra Berlin. Men presset mod hovedstaden måtte udsaettes på grund af Stalins nervøsitet for de store tyske forsvarslommer i Königsberg, Wrocław, Poznań og faestningen Küstrin. Laengere mod nord, i Pommern, havde spredte tyske enheder samlet sig i haergruppe Weichsel, for en kort periode under ledelse af Ss-chef Heinrich Himmler. Stalin var også usikker på, hvor han havde sine vestlige allierede, som på dette tidspunkt gik gennem Tyskland fra vest. Han blev dog beroliget, da Eisenhower i marts fortalte ham, at de allierede ville gå mod sydøst og nord. Den Røde Haer skulle have Berlin for sig selv. Den tyske front blev gradvist svaekket, men befaestningen ved Küstrin, belejret af general Tjujkov, blev ikke indtaget før den 29. marts. Rokossovskys haerenheder nåede Gdansk på Østersøkysten en dag senere.
Den detaljerede planlaegning af den endelige erobring af Berlin begyndte i midten af marts. Stalin var meget opsat på, at denne offensiv skulle blive en uovertruffen succes og vaekke opmaerksomhed i alle de andre allierede lande. Over 2 millioner maend fordelt på 29 arméer og støttet af mange tusinde fly samlede sig i en halvcirkel omkring den tyske hovedstad. Overfor dem stod 1 million tyskere i haergruppe Mittet, nu under ledelse af general Ferdinand Schörner, og haergruppe Weichsel, nu under kommando af general Gotthard Heinrici.
16. APRIL – 2. MAJ 1945
Mange af de tyske soldater var utraenede rekrutter fra den nydannede Volkssturm-styrke. Og de var primaert aeldre maend og unge drenge.
Deres udrustning var ringe og flystøtten meget begraenset. Angrebsplanen var, at Tjujkovs enheder skulle gennemføre et frontalt angreb på Berlin. Disse styrker skulle bl.a. overtage Seelowhøjderne, mens en anden haerenhed skulle flytte vestpå og omringe byen. I syd skulle Konevs haergruppe, der netop havde kaempet i Schlesien, angribe mod Elben med ordre om at bevaege sig nordpå mod Tjujkovs styrker, hvis det blev nødvendigt. I nord skulle Rokossovsky sørge for, at Tjujkovs flanke var daekket. Den 1. april indkaldte Stalin cheferne til et møde, hvor han spurgte: »Nå, hvem er det, der vil tage Berlin?« Selv om det blev aftalt, at Tjujkov skulle have opgaven, lod Stalin flere muligheder stå åbne i tilfaelde af aendringer på slagmarken. Efterhånden som operationen skred frem, blev det tydeligt, at Tjujkov måske ville blive overhalet af Konev. Angrebet på Seelowhøjderne viste sig at vaere en af Tjujkovs få uheldige operationer. Om morgenen den 16. april sendte han sine styrker frem for at udføre et direkte angreb, men blev udsat for et kraftigt bombardement. Også det sumpede terraen gav store udfordringer, og det tog mere end to dage at indtage højderne. Efterfølgende fandt de endda endnu en forsvarslinje. Først den 20. april nåede de forreste styrker af Tjujkovs haer de østlige forstaeder af Berlin. Nord for byen kollapsede resterne af Heinricis haergruppe, og Sovjetstyrkerne fik nu slået en ring om Berlin. Om morgenen den 25. april krydsede Tjujkovs enheder Spree-floden, taet på byens centrum.
Da de naermede sig Schönefeld-lufthavnen, blev de ikke kun mødt af tyskerne, men også af nogle af Konevs styrker. Tjujkov havde kaempet hårdt for at nå frem til hovedstaden, men Konev var gået igennem Østtyskland og Sachsen uden tilsvarende problemer. Så nu kunne han angribe Berlin fra syd. Tjujkovs rykkede imidlertid hurtigt mod centrum, lige forbi Konevs styrker, men Konev lod Tjujkov få den eftertragtede aere. Den 29. april stormede han Tiergarten, og den 30. april traengte de første sovjetiske enheder ind i Rigsdagen. To dage senere overgav resterne af den tyske garnison sig. Den sidste kamp i byen kostede de sovjetiske styrker 78.000 liv. De tyske tab menes at have vaeret på flere hundrede tusinde alene i krigens sidste uger.
»Stalin var også usikker på, hvor han havde sine vestlige allierede, som på dette tidspunkt gik gennem Tyskland fra vest«