En dag væltede jeg: Var det skrivebordet, der kom i slowmotion og maste mig?
Facaden, der viste, at jeg var totalt sej og kunne alt, krakelerede. Jeg gik ned med stress, også på grund af barndommens traumer.
Flemming Tiro Lund hypnoterapeut og coach, Grindsted
Mange gange er der debat omkring stress og psykisk arbejdsmiljø – om at det ikke bliver godkendt som en sygdom, eller der ikke er erstatning, når en person rammes.
Der kan og skal gøres noget for et bedre arbejdsmiljø. Der er virkelig noget at arbejde med – men er erstatning løsningen, og hvem har ansvaret?
Jeg har selv været der. For 12-14 år siden var jeg ansat i en stor virksomhed. Jeg fik de store opgaver på bordet, nogle af dem, som andre ikke var lykkes med.
Jeg havde ansvaret for uddannelse for 500 medarbejdere, jeg var teamleder for et treholdsskift, jeg stod for at få oversat al virksomhedens træningsdokumentation til engelsk, jeg var tvunget til også at rejse til afdelinger i udlandet for at hjælpe dem, jeg sad i DI som virksomhedens repræsentant, fordi vores direktør ikke mente, at han havde tid til det.
Når jeg var i udlandet for virksomheden i to uger, kom jeg tilbage til et overfyldt program og skulle indhente de to uger, jeg ikke lavede noget hjemme i virksomheden.
Jeg havde ingen sparring, ingen ansvarlig leder. Min eneste uddannelse var en halvforkølet 9.klasseseksamen, og der var ingen til at tage over, hvis jeg blev syg. En dag væltede jeg, trykken for brystet, svedte, græd, så alle kollegaer kiggede på mig, men ingen hjalp mig. Jeg kunne ikke finde ud af, om det var skrivebordet, der kom i slowmotion og maste mig, eller om det var mig, der væltede ind over skrivebordet.
I halvandet år var jeg sygemeldt, alene, selvmordstanker, bange, angst, skubbede alle væk, sagde nej til at komme ud. Der var ingen løsning, intet håb. Jeg tænker tilbage på halvandet år, da jeg bare græd og ikke turde sove.
Men jeg er en af de heldige. Jeg fandt hjælp – jeg fandt én, der kunne grave dybt. Vi arbejdede med, hvorfor jeg ikke kunne sige fra og sige nej og min evige søgen efter anerkendelse. Vi arbejdede med den facade, jeg var rigtig god til, den facade, der viste, at jeg var totalt sej og kunne alt – »bare kom med opgaven, så …«
Årsagen var jo ikke overraskende, vi kender den nok alle – fortiden, barndommen.
Min historie var en voldelig, alkoholisk far – da jeg var 10 år, ønskede jeg ikke at være her længere, jeg cyklede ud i skoven og tænkte på, hvordan jeg kunne forsvinde – som 15-årig var jeg oppe at slås med min far, han forsøgte at kvæle mig, så det sortnede for mine øjne.
Som 16-årig var vi igen oppe at slås, dagen efter kom han hjem og kiggede på mig og sagde: »Du skal være væk, inden det bliver mørkt, ellers er du død.« (Stakkels far).
Da jeg havde fået ryddet op og havde fundet ind til, hvem jeg var, blev jeg en driftssikker medarbejder og menneske, der kunne tage ansvar for mig selv, én, der kunne sige nej.
Jeg blev en god far, der havde det o.k. i maven over det liv, jeg kunne præsentere for mine børn.
Hvis nu jeg ikke havde fået hjælp efter halvandet år og måske var ble- vet erklæret uarbejdsdygtig, langtidssyg og aldrig var kommet tilbage til arbejdet igen.
Hvem skulle så drages til ansvar? Hvem skulle betale erstatning? Var det virksomheden? Lederne? Virksomhederne, hvor jeg også har været? Arbejdsskadesystem? Min far?
I må ikke læse min historie, som om jeg mener, at det er den ramte persons eget ansvar, for det er det ikke. Men jeg har det bare skidt med at det at finde en ansvarlig, og at erstatning er målet.
Det er i min verden mere inter- essant at hjælpe den enkelte, mens personen er i arbejde og er i live. Så vi får endnu flere hele mennesker, der er driftssikre i livet, i familien og kan gå ind i fremtiden som de skønne mennesker, de er.
I dag har jeg det fantastisk, i dag holder jeg foredrag om mit liv og hjælper andre, der er faldet over ting, der ligger bag dem. Jeg har et selvværd, der aldrig har været større, jeg lykkes, og jeg er tilfreds – jeg savner min far, åh, hvor ville jeg gerne kunne have hjulpet ham i dag.
Jeg havde ingen sparring, ingen ansvarlig leder. Min eneste uddannelse var en halvforkølet 9.klasseseksamen, og der var ingen til at tage over, hvis jeg blev syg.