Nu kæmper Faridah for kvinders rettigheder verden over

Faridah Nalumansi er opvokset i en af Ugandas mest kriminelle byer. Her skal du bruge en mand for at overleve. Det vil hun ændre.

Natten lå tungt over Uganda, da Faridah og hendes veninde bevægede sig ind igennem Kawempes gyder. Pigerne havde solgt snacks ved hovedvejen det meste af aftenen, og nu skulle de hjem og sove. Hun var 15 år, og inde i hendes livmoder sparkede hendes første barn.

Imellem pigerne og hovedgaden, for enden af den smalle gyde, skjulte en gruppe narkomaner sig i en lille smøge.

Det var for sent at vende om, da pigerne opdagede dem, men ved et held fik Faridah møvet sig bag om ryggen på den ene af mændene og satte i løb mod gydens ende. Bag sig efterlod hun sin veninde, der blev voldtaget og dræbt.

I dag er hun 20 år gammel. Barnet i maven er blevet til fireårige Denise, som har fået en lillebror, der hedder Karl.

Faridah bor stadigvæk i en af Ugandas mest kriminelle bydele, det har hun gjort det meste af sit liv. Stolt viser hun familiens hjem frem, hvor de bor 13 mennesker. Brødre, søstre, niecer og nevøer.

Huset er ikke mere end to meter højt, bygget i mursten med et bliktag dækket af gule vaskesvampe, som det eneste værn mod monsunregnen, der på sekunder kan forvandle baggården til en sump og oversvømme hjemmet.

Her er ingen, der kommer og samler skrald, og hvis hun skal på toilettet, der ligger længere nede i gyderne, skal hun have sin bror med, hvis hun vil undgå at blive chikaneret.

Badet, der ikke er andet end to vægge og en balje, har de heldigvis selv i baggården, men kvinderne må vente med at gå i bad til om natten, fordi mekanikerne på den anden side af blikhegnet kravler op i træet og kigger ind på dem.

Engang fandt de en mand, der skjulte sig i deres bad. Han ventede på, at det ville blive nat, så han kunne røve dem, fortæller hun.

Hendes lyserøde blondekjole kommer ikke til sin ret i det ene mørke værelse, der udgør hele huset.

»Livet her er elendighed,« siger Faridah, imens nogle af hendes yngste familiemedlemmer leger i den store seng bag hende.

»For at en mand skal handle hos dig, er du nødt til først at have sex med ham. Hvis du skal have et job, skal du først i seng med chefen. Og hvis du råber om hjælp, er folk ligeglade.«

Du kan fornemme ilden i hendes stemme, når hun siger det. Hun er træt af, at det er sådan. Hendes opvækst, kombineret med en umenneskelig styrke til ikke bare at ville forbedre livet for sig selv og sine børn, men for piger verden over, har gjort, at hun er blevet fortaler for kvinders rettigheder.

I september rejste hun for første gang uden for Kampala. Den danske udviklingsminister, Ulla Tørnæs (V), havde inviteret Faridah med til New York for at indtage talerstolen foran verdens ledere og fortælle sin historie.

»De klappede undervejs, og nogle græd endda,« siger Faridah, da hun tænker tilbage på dagen.

I 2016 viste en undersøgelse fra analyseinstituttet DHS (Demographic and Health Survey), at 22 pct. af kvinderne imellem 15-49 år i Uganda har været udsat for seksuel vold. For handicappede kvinder er det endnu værre.

Ifølge Verdensbanken falder risikoen for at opleve seksuel vold med en stigende uddannelse og velstand.

Men det er svært at forbedre sine chancer, når statistikken fortæller én, at kun 66 pct. af kvinderne gennemfører deres grundskole, hvilket Verdensbanken også kæder sammen med tidlige graviditeter og ægteskaber.

Jeg kan betale din skole!

Da Faridah var ni år gammel, kunne hendes mor ikke længere udholde de daglige tæv, som hendes mand gav hende, så hun stak af og efterlod børnene.

Fra den dag blev Faridah, som var den ældste søster, mor for familien. Hun måtte forlade skolen, og som hun selv udtrykker det “tage ansvar”.

Da hendes søskende blev lidt ældre, genoptog hun studierne, men da hun nåede syvende klasse, sagde hendes far, at hun ikke kunne fortsætte, fordi han ikke kunne betale de 350 kr., som skolen kostede hvert kvartal.

Faridah måtte acceptere sit nye ansvar, indtil hun igen fik muligheden for at komme tilbage i skolen.

Det skete, da hun var blevet 13 år. Hendes veninde fortalte, at hun havde en voksen storebror, som gerne ville betale for Faridahs skolegang.

Og sådan blev hun gravid med sit første barn.

Aftalen betød nemlig, at hun fik lov til at fortsætte sin undervisning, og han fik lov til at have sex med hende.

Månederne gik, og lille Denise voksede inden i Faridah, indtil hun ikke længere var at skjule.

Nu skulle de være forældre.

Men lige så snart faderen fik besked om graviditeten, efterlod han Faridah alene med ansvaret for deres kommende datter, og hun blev for anden gang afbrudt på sin vej igennem grundskolen.

For mange kvinder i Uganda sker det samme. At drengene ser deres fysiske og sociale verden udvide sig, i takt med at de vokser op, og pigerne ser deres falde sammen under byrden af husholdning og tidligt moderskab.

Ifølge tal fra Ugandas uddannelse- og sportsministerium afslutter 44 pct. af pigerne ikke grundskolen. Og af dem, der forlader skolen, svarer hver fjerde, at det skyldes, at hun er blevet mor.

Og ifølge en rundspørge, som Verdensbanken har foretaget, er 46,8 pct. af ugandiske kvinder mellem 18-49 år blevet mødre, inden de er fyldt 18 år.

Alt det gjaldt nu også for Faridah. Så hun stak af.

Flugten

Da Denise, Faridahs datter, var et år, kunne Faridah ikke mere. Den tidlige graviditet og hendes rolle som enlig mor havde gjort hende udstødt, og hun følte, at det lille spædbarn havde ødelagt hendes liv.

Faridah flygtede til et nabokvarter. Indebrændt på manden og sin datter, og hun be- gyndte at gå ud om aftenen.

Først få nætter om ugen – uden at drikke alkohol. Men senere syv dage om ugen og med sexkøbere flakkende omkring sig, viftende med ugandiske schillings, som hun var nødt til at tage imod for at overleve.

Derinde i natklubbernes mørke fandt medarbejdere fra den humanitære organisation Plan International hende.

Ud af mørket

De mødtes flere gange, og hver gang fortalte de hende, at der var andre veje for hendes liv.

Hun endte med at tilslutte sig programmet Safer Cities, som arbejder for kvinders rettigheder i slumområder verden over.

Det blev en åbenbaring for hende, da det gik op for hende, at det ikke var hendes egen skyld, at hun var endt, hvor hun var. Og hun følte, at hun kunne hjælpe andre piger med undgå de ting, som hun selv har været igennem.

Langsomt blev hun en af de ledende kræfter i Kawaala Safer Cities Club, som er en lille gruppe på 32 piger og 15 drenge. Her lærer pigerne om forebyggelse af vold og overgreb, og de forsøger at beskrive den undertrykkelse, som de lever under, for de drenge, der måtte lytte.

Sammen har pigerne også bedt den lokale regering om gadelamper, så de kan blive set, når de går udenfor. De har bedt om at få gjort byen renere og få indført flere fritidsaktiviteter, der kan inkludere pigerne mere i