PIGER I UGANDA

met. Af den seneste udviklingsplan for landet fremgår det, at kvinderne bliver efterladt i udviklingen, og det “sløver landets økonomiske udvikling”.

I planen lægger regeringen vægt på, at kvinder fortsat er marginaliseret i eksempelvis kompetenceudvikling og arveret.

Nu har Faridah sat sig for at ændre det. Ikke for at redde Ugandas økonomi eller for at give præsident Yoweri Museveni de vækstrater, som han gerne ser landet bevæge sig med.

Nej, hun gør det, fordi hun mener, at det er uretfærdigt, at man som kvinde i Uganda skal finde sig i seksuelle krænkelser, voldtægter og kun have en lille chance for at uddanne sig.

New York og ny kærlighed

Det var ikke skyskraberne og den overdøvende neonlarm, Faridah først bemærkede, da hun landede i New York City i september i år.

Det var gadelamperne og trafiklyset. Følelsen af at føle sig sikker, når hun gik rundt.

Hun ville gerne se togene, som hun havde hørt kunne køre under jorden, smage en burger og se Det Hvide Hus, som hun troede ville være i samme bygning som FN’S hovedkvarter.

Hun fik set havet for første gang. Hun så Brooklyn Bridge og Frihedsgudinden, som hun kendte fra sine historiebøger. Hun fik smagt en burger, selv om den var alt for bastant for hende. Hun så sukkeret, som var li- På trods af betydelig fremgang igennem de seneste årtier har pigerne i Uganda gennemsnitligt stadigvæk en lavere uddannelse end drengene.

Det skyldes til dels, at mange piger bliver gift eller får børn, inden de bliver 18. Piger, der forlader skolen, er mere udsatte for dårligt helbred, får generelt flere børn og tjener færre penge.

Andre risici involverer partnervold og øget risiko for børnedødelighed.

Kilde: Verdensbanken ge så hvidt som saltet i Uganda, og hun fik set gadelamper, sikre veje og trafiklys, der virker.

»Alting var så overvældende – men jeg ville opleve det hele. Jeg ville ikke engang tage en taxa. Jeg ville kun gå i New Yorks gader.«

Hjemme i Uganda har hun fået en mand. Martin hedder han – en mekaniker fra Sudan.

»Nu giver han Denise den faderkærlighed, hun aldrig tidligere fik,« fortæller Faridah og smiler, som om der aldrig har været en dårlig dag i hendes liv.

Lige nu går hun ikke i skole. Hun har fået et lån af IOM (International Organization for Migration), så hun kunne åbne en lille kiosk.

Hele hendes liv er i butikken. Den gør hende i stand til at betale for sin datters skolegang og malariamedicin, men hun vil stadig gerne uddanne sig, når det bliver muligt.

»Jeg vil være advokat, så jeg kan hjælpe alle kvinderne i Kawempe,« siger Faridah, som om det er det mest naturlige i verden for en kvinde fra Kampalas slumkvarter.

Men der må da være lettere målsætninger at sætte sig for, når man er opvokset et sted i verden, hvor mulighederne er små, og udfordringerne står og venter i hobetal?

»Jeg vil fjerne alle de ting, der gør kvinder utrygge. Så ingen mor eller pige bliver udsat for vold i Uganda,« siger hun og tænker lidt »eller i resten af verden.«