»Kan jeg tillade mig at sige til min veninde, at jeg ikke orker at høre mere om sygdom?«
Hun vil gerne være en god veninde, men hun magter ikke at høre mere om sin venindes dårlige helbred. Hvordan får man sagt fra, spørger hun nu psykolog Sus Desirée.
Hej Sus
Min veninde taler konstant om sygdom. Jeg har trukket mig fra vores venskab, men får dårlig samvittighed og ringer så til hende med jævne mellemrum. Det er altid samtaler, der minimum tager 30 min. Og hver gang føler jeg mig trist og irriteret – for hele samtalen drejer sig om hendes (dårlige) helbred. Skal jeg trække mig yderligere og lade venskabet glide ud i sandet … eller kan jeg tillade mig at sige til min veninde, at jeg ikke orker at høre mere om sygdom? Og hvordan? Jeg ønsker ikke at være en dårlig ven, der ikke interesserer eller bekymrer mig for hendes verden – men det er virkelig opslidende og suger al min energi.
Veninden
Kære Veninden
Det handler om at få sagt fra på en måde, hvor du får sat dine grænser, samtidig med at du tager vare på hende, f.eks. ved at vise hende din oprigtige interesse og omsorg for hende.
Ideelt set trives vi godt i de relationer, hvor vi mærker, at man gensidigt tager vare på hinanden. Det vil sige, at hverken den ene eller den anden i relationen føler sig klemt eller belastet af samværet, men hvor samværet i stedet giver en glæde og en god indre stemning over at være i den andens selskab. Dette sker, uanset hvad samtalen drejer sig om, men hvor vi naturligvis mærkes af den eventuelle alvor, der kan være i det, der snakkes om, som f.eks. når samtalen drejer sig om dårligt helbred.
Det lyder, som om du har forsømt at sætte dine grænser og tage ansvar for at præge jeres samspil. Når du ikke får sagt til og fra, bliver din strategi i stedet for at trække dig. Skal du kunne være noget for hende, må du sørge for at være noget for dig selv først. Du må sørge for, at dine egne grænser og din rummelighed og dine ressourcer ikke overskrides. Ved ikke at lytte til dig selv kommer du i realiteten til både at afvise dig selv – dit eget indre – og du kommer til at afvise hende. Det er bedre at være mindre for hende end slet ikke være noget.
Tristheden kommer formentlig af, at du overhører dig selv, og af, at det er trist eller sorgfuldt at være i kontakt med sygdom og dårligt helbred hos dem, man holder af.
Du kan påvirke jeres samtaler, ved at du tager mere styring og fylder mere i jeres samtaler – ved at du ikke blot indtager rollen, som den lyttende og lader hende bruge al taletiden. At din veninde fylder taletiden ud, er ikke alene op til hende – det kommer i stand via jeres samspil. Noget er hendes andel, og noget er din andel. Hvad handler det om inde i dig, når du ikke præger samværet, telefonsamtalerne, på en måde, hvor du trives med at deltage? Hvad gør, at du ikke kommer på banen med noget om dit liv eller spørger hende til noget, der ikke handler om hendes dårlige helbred?
Du kan afgrænse dig på flere måder.
Du kan være mere styrende ved at indlede samtalen med at sige, at du blot lige vil rin- ge for at sige hej, og at du kun har fem minutter. Du kan også indlede samtalen ved at sige: ”Jeg ringer, fordi jeg har noget, jeg gerne vil dele med dig”, så du selv er med til at sætte dagsordenen. Du kan håbe, at når du tager mere over, at hun så følger med, og at både temaet og fordelingen i jeres samtaler ændrer sig.
Du kan også være mere ligefrem og sige til hende, at det er svært for dig, at I taler om hendes dårlige helbred i det omfang, I gør – at du har brug for, at I også taler om andre ting – og at I gensidigt lytter og spørger til hinanden. At dette ikke betyder, at du er ligeglad med hende og hendes dårlige helbred – faktisk tværtimod. Blot at du har brug for, at I også taler om andet. Du kan tage ansvar ved at sige, at du er klar over, at du også har ladet det fylde og ikke selv har budt ind med noget.
Endelig kan du spørge hende ligefremt om, hvad der gør, at hun taler om sit helbred i det omfang, hun gør. Du kan være nysgerrig og prøve at blive klogere på, hvad hun bruger samtalerne til. Mangler hun generelt nogen at tale med, fordi hun er ensom eller ikke har mange at tale med? Når hun taler om sit dårlige helbred, er det så en måde for hende at håndtere den angst på, som givetvis følger med, når helbredet er dårligt? Fylder den helbredsmæssige tilstand hele hendes verden, så hun slet ikke har fokus på andet?
Nogle gange bliver vi fanget i kun at kunne være vores sygdom – at det fylder hele vores billede, og at vi ikke kan finde ud af at tale om noget andet – at vi ”bliver” vores sygdom eller dårlige helbred. Du kan spørge hende, om det er sådan for hende, eller hvad det handler om. Det er ikke sikkert, at hun selv har tænkt over det, men ved at spørge hende giver du hende muligheden for ikke bare at tænke over det, men for måske overhovedet at få øje på det. Dermed får hun muligheden for at ændre det, hvilket formentlig vil være til gavn for jer begge. Det vil være godt , hvis I også taler om andre emner, og at I får en mere gensidigt berigende kontakt til hinanden.