Højt belagt i Vestergade
Trods småfejl er der grund til til at glæde sig over den danske frokost i V51.
V51 Vestergade 51 Aarhus ”Vil han klare pynten?” hedder Michael Anchers berømte maleri fra omkring 1880, og det var længe det centrale spørgsmål, når det gjaldt dansk smørrebrød. Utallige er de appelsinskiver, uskyldige buffetgæster har måttet fjerne fra tørre skiver flæskesteg, for slet ikke at tale om tommetykke løgringe, indtørret rødkål og sky, der havde fundet bedre anvendelse som ventilgummi, og så har vi endda slet ikke strejfet spørgsmålet om karse, men lad det være nok med det, for der er sket en revolution i Danmark, en smørrebrødsrevolution. Den begyndte i København, hvor forretningsfrokosten traditionelt fylder meget i billedet, og den har efterhånden bredt sig til flere byer; det danske smørrebrød er genopfundet med ambition og entusiasme og hurra for det.
Restaurant V51, der ligger i den Vestergade, som Gnags slingrer ned ad, er et af de nyere skud på den stamme. Stedet, som tidligere hed AU Vestergade, skiftede i oktober navn og begyndte – som så mange andre restauranter i det senere tiår – at tage mormors navn forfængeligt. Mange steder er mormor blevet et alibi, men her går man hele vejen; man vil »vække og skabe minder,« hedder det, og vejen hertil går især via tarteletten, tidens populæreste retromad, som mange finder en udfordring i at kunne spise mange af. Således også her, hvor der på kortet er flere forskellige tarteletter til en stykpris på 125 kr. og en pris til spisning ad libitum af samme til beskedne 195 kr. På V51 højtideligholder man tarteletweek og tartelettirsdag, så ikke et øje er tørt.
To stykker – eller tre
Tarteletter er tung mad, til gengæld er lokalet lyst og let, men også hyggeligt. Køkkenet er åbent, så man kan følge konstruktionen af det bestilte, og det fungerer fint – og jo også som en slags betryggelse, for smørrebrødet bærer i sig selv mange fristende genveje for den dovne kok.
Vi ankom lettere råsultne og bestilte hver tre stykker fra smørrebrødssedlen, som man selv udfylder. Tjeneren så bekymret på os og anførte forsigtigt, at to stykker plejer at være nok, og det var jo venligt nok, men havde naturligvis den modsatte effekt på os; vi skulle vise ham. Følgelig lagde jeg ud med marinerede sild, elegant serveret med en blid karrysalat og halve vagtelæg og – ja, karse. Brødet var virkelig godt og mørkt med en sprød skorpe og en dyb smag af rugbrød, dansk bondekultur, så det sang, og silden overraskende ved sin mildhed – dårlige marinerede sild smager, som var de opfostret i brintoverilte, denne var tværtom meget fin i smagen. Det samme mente min ledsager, redaktøren, om sin stegte sild – han fandt den faktisk for mild. Den blev serveret med sennepskorn, men som smagte forbløffende lidt af sennep og faktisk ikke af så meget, skønt den var veltilberedt og fin. Anede man en vis forsigtighed i køkkenet? Sild er jo ikke forsigtig mad.
Kryddersnaps og klassisk mad
V51 fremstiller sine egne kryddersnapse, og jeg forsøgte mig først med skovmærke, så med slåen. Jeg bliver aldrig rigtig gode venner med disse kraftige nynordiske kryddersnapse, og det blev jeg heller ikke med disse, men det skal jo ikke lægges restauranten til last; især ikke når den faktisk også har et udvalg af helt almindelige borgerlige snapsemærker, som jeg ville have valgt, hvis jeg ikke havde været i embeds medfør. Vi drak glimrende øl fra det lokale bryghus, der på kortet suppleres af andre fine ting, bl.a. øllet fra Skive-baserede Hancock (ifølge sangeren Johnny Madsen det eneste, der er bedre end kvinder og rock).