En socialdemokratisk historiefortælling
Jacob Brostrup viser Socialdemokratiets historie i syv malerier skabt til partiets gruppeværelse på Christiansborg.
KUNST
FOLKETS TID Socialdemokratiets gruppeværelse, Christiansborg Man kan mene, at syv nye malerier på et gruppeværelse på Christiansborg kun er en lille ting i den store sammenhæng. At der er vigtigere ting på dagsordenen.
Men når det drejer sig om Folketingets største parti, Socialdemokratiet, og når de syv malerier skildrer partiets og arbejderbevægelsens historie, bør man spidse ører, for det viser et vist ambitionsniveau. Og når Henrik Sass Larsen, initiativtager til projektet, udtaler (med god ret), at Socialdemokratiets historie også er Danmarks historie, bliver det lige pludselig meget interessant. Politisk, men så sandelig også kunsthistorisk.
Fra Slaget på Fælleden
Figurative malerier med et politisk fortællende indhold er nemlig ikke ligefrem i vælten, når man ser bort fra mere eller mindre vellignende portrætter af borgmestre, populære afdøde politikere eller afgåede statsministre.
Før de syv malerier skabt af Jacob Brostrup blev afsløret den 13. september, var det socialdemokratiske gruppeværelse dekoreret med malerier af Maja Lisa Engelhardt. Malerier, der uanset Engelhardts kvaliteter, næppe kan siges at have meget at fortælle om Socialdemokratiets historie. Nu har vi i stedet syv malerier, der viser udviklingen fra 1871, hvor Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff stiftede Den Internationale Arbejderforening i Danmark, senere Det Socialdemokratiske Arbejderparti, og frem til i dag, hvor partiet står ved en skillelinje, og de traditionelle socialdemokratiske partier i Europa har det mere end svært.
De syv malerier, hvis motiver er udvalgt af kunstneren i samarbejde med historikeren Martin Grunz, viser ”Slaget på Fælleden” i 1872, ”Påskekrisen” i 1920, ”Danmark for folket”, 1934, ”Fremtidens Danmark”, 1945, ”En bygning vi rejser”, 1955, ”Ny kurs mod bedre tider”, 1993, og ”Ret- færdigt og realistisk”, 2018.
Kort fortalt skildrer malerierne udviklingen fra partiets første kampår over de statskup-lignende tilstande i 1920, hvor Christian X afskedigede Zahle-regeringen, forvandlingen fra et revolutionært parti til et demokratisk og parlamentaristisk, 1930’ernes socialreformer under Stauning til 1960’ernes velfærdsstat og økonomiske fremgang, Nyrups økonomiske reformer efter 1970’ernes og 1980’ernes krise og frem til i dag med Mette Frederiksen ved roret.
Grundig research
Stilen er gennemarbejdet og figurativ, og man kan med en vis ret kalde den for klassisk, hvis man med klassisk ikke tænker på kunstnere som Victor Brockdorff. Dkp’eren Victor Brockdorff, hvis malerier af 1. maj-optog med lyksaligt smilende deltagere mest af alt ligner propaganda fra dagens Nordkorea, men malet med perfekt gyldent snit og akademisk centralperspektiv.
Her er Jacob Brostrup mere moderne. Hans malerier består af flere overlappende lag i noget, der kan kaldes en slags collageeffekt, ligesom han ikke overholder tidens og stedets enhed, men lader forskellige begivenheder udspille sig på samme tid og alle fire årstider være til stede i ét og samme maleri.
Hvad Brostrup har til fælles med Brockdorff, er en minutiøs research og gennemarbejdede detaljer, så en mælkevogn fra 1870’erne, landarbejdere fra 1920’erne, en københavnsk baggård fra 1930’erne, den sønderbombede Franske Skole fra besættelsestiden, et parcelhus fra 1960’erne, et karnevalsoptog fra 1980’erne og detaljer fra Christiansborg fremstår historisk korrekte og detaljerede. Og rigtig godt malet.
Den tragiske Krag
Og det historiske? Ja, der er ikke megen direkte dramatisk over Jacob Brostrups tilgang til stoffet. I ”Slaget på Fælleden” ser vi f.eks. ikke politi og arbejdere i slagsmål, men Louis Pios portræt danne sig af nedsivende mælk fra en mælkejunge. En nostalgisk og spøgelsesagtig hyldest til én af partiets grundlæggere, der måtte gå i eksil i USA for ikke at havne i spjældet for anden gang under Estrups militærstyre. Spøgelsesagtige er også landarbejderne i ”Påskekrisen” – symboliserende et erhverv, der var under radikal forandring under den evige massevandring mod de industrialiserede storbyer. Det vil være synd at sige, at Jacob Brostrup går i flæsket på Socialdemokratiet.
Nogle mere eller mindre sprængfarlige ting sniger sig alligevel ind i malerierne. I ”Fremtidens Danmark” ser vi således Vilhelm Buhl stå i skyggen i fiskerbådens styrehus. Fiskerbåden, der fragter jøder til Sverige. Buhl var, omend ikke i helt samme grad som Erik Scavenius, indbegrebet af samarbejds- politikken under Besættelsen og en stadig kilde til diskussion. I ”En bygning vi rejser” står Jens Otto Krag helt fremme i forgrunden. Det er imidlertid ikke den på fjernsynsskærmen så tilknappede bureaukrat, vi ser, men maleren og drømmeren Krag, hvis liv på mange måder kan kaldes tragisk.
Et lille hip?
Mest politisk, omend typisk diskret, er Jacob Brostrup i ”Retfærdigt og realistisk”, der viser Mette Frederiksens parti netop nu.
I dette maleri, der foregår i grønne omgivelser, partiets miljømæssige profil, ser vi partiformanden stirre på Anna Anchers maleri ”Pigen i køkkenet” fra 1886. Men noget er ikke rigtigt. I stedet for 1886-tøjet er pigen klædt i en afrikansk kjortel. En henvisning, må-