Storbykvinden fermenterer kål for at overleve det moderne liv
Den kommende københavnske forestilling “Kål” handler om ensomme mennesker, som »flagrer i vores syntetiske samfund,« forklarer instruktøren bag. Stykket har premiere den 19. oktober i København.
»Carla er 38 år. Carla vejer 64 kilo. Carla er det, man kalder en fri og selvstændig kvinde. Carla har sat sig ind i fermenteringskulturen. Det er ikke The Big Bang, men noget lignende.«
Sådan lyder de første linjer i beskrivelsen af Teater Hvis’ nye opsætning, “Kål”, som spiller på Teater FÅR302 fra den 19. til 28. oktober i København.
I løbet af forestillingen er der kun én person på scenen. Nemlig Carla selv, som er spillet af skuespillerinden Anja Nielsen.
Hun skal undervise et hold kursister i fermentering på aftenskolen, og i løbet af aftenen skrider Carlas selvfortælling mere og mere.
Stykket er instrueret af Birgitte Prins, der selv er skuespiller på FÅR302, mens teksten er skrevet af Tomas Lagermand Lundme. Ifølge hende handler stykket om ensomhed, og om hvordan man forsøger at samle en identitet op for dermed at prøve at redde sig selv i vores forvirrende, senmoderne samfund.
Hvorfor er kål omdrejningspunktet?
»I dag er der en længsel efter at komme tilbage til naturen, hvilket også kommer til udtryk i vores opfattelse af de gamle grøntsager. I de sidste mange år har kål været forbundet med noget fornuftigt. Med gammeldags mad. Men den opfattelse har rykket sig meget, for i den senere tid er mad og psykologi – og koblingen derimellem, blevet hypet helt vildt.«
Hvorfor har Carla kastet al sin kærlighed ind i at fermentere?
»Fordi hun oplever, at hun kan få sig en identitet ved at fermentere. Det moderne menneske vil så gerne se rigtige ud og gøre det rigtige. Og Carla tror, at når hun fermenterer, kan hun redde sig selv fra ensomheden og alle de psykiske nedture, hun går og bakser med. Det er så meget oppe i tiden, at man skal spise rigtigt for at få en bedre psyke og tarmflora. Men det handler ikke bare om at skære kål som tidsfordriv. Tværtimod. Det er en overlevelseskamp.«
Hvordan en overlevelseskamp?
»Carla bokser med at finde ud af, hvordan man overlever som menneske i dette samfund, og hvordan hun kan få skabt sig en identitet. Derfor er der virkelig noget på spil. I det samfund, vi lever i, ligger der en forventning om, at man kan redde sig selv. Der er ikke nødvendigvis nogen, som griber os. Hvis man er et meget ensomt menneske, der flagrer rundt i det moderne samfund, så kan det måske være rigtig hårdt at skulle redde sig selv mutters alene. Vi har brug for hinanden til at løfte hinanden op.« Hvad betyder det, at hun underviser på en aftenskole?
»Der er en måde at få en position på. At få respekt på. Hun har jo en eller anden form for kapacitet, eftersom hun er kommet så langt. Kål giver hende en status. I løbet af forestillingen får hovedpersonen lidt svært ved at gennemføre kurset, og det er deri, dramaet består, for pludselig begynder en masse sprækker omkring Carla at åbne sig, og hun bliver mere sårbar.«
Hvad skal Carlas rolle repræsentere?
»Et ungt menneske, som er isoleret. Isoleret socialt på grund af ting, der er sket i hendes barndom. Der er nogle oplevelser og ting og sager, som gør, at det ikke er helt enkelt for hende at agere i det her samfund. Og så handler stykket om de her fortællinger, vi alle sammen har om os selv. Carla starter – ligesom alle os andre – med de fortællinger, der ser godt ud. Lige så langsomt krakelerer det selvbillede. Desuden skal Carla også repræsentere en længsel tilbage til dengang, vi var i et med naturen, og vores tarmsystem var intakt. Og nu står man så her og flagrer i vores syntetiske samfund og prøver at finde vej, og nu er der så kommet en fashionabel vej. For folk har selvfølgelig fermenteret i mange år, men det har ikke set så smart ud, som det gør nu.«
Har Carla meget overskud?
»Ja, det synes jeg. Hun har ret meget overskud i den forstand, at hun har fået det her op at køre. Det er ret storslået. Men hun kæmper med at holde den rigtige fortælling kørende, og det bliver svært for hende i løbet af forestillingen.«
Hvilke følelser håber du, publikum forlader salen med?
»Jeg har det selv sådan, at jeg føler en enorm omsorg over for de her ensomme, unge mennesker, som måske har en dum baggrund, og som spræller rundt i det her liv uden at have fået de rigtige værktøjer med til at klare sig i dagligdagen. De kæmper en ihærdig kamp. Det håber jeg også publikum får øje på.«
Hun kæmper med at holde den rigtige fortælling kørende, og det bliver svært for hende i løbet af forestillingen. Birgitte Prins, instruktør