Kartoffelferien kan lære nutidens børn om fortidens familiefællesskab
Efterårsferien står for døren, men hvor den i dag er indbegrebet af hygge, opstod den i 1800-tallet som en nødvendighed, fordi kartoffelhøsten skulle i hus, og her skulle børnene naturligvis også hjælpe til. I uge 42 byder Den Fynske Landsby på kartoffelf
Kastanjedyr i stearinlysenes skær, mens regnen trommer på ruden, eller på med gummistøvlerne og ud at hoppe i nedfaldne, gyldne efterårsblade.
Efterårsferien er for mange skolebørn en tiltrængt pause halvvejs i den første halvdel af skoleåret, der byder på indendørs hygge i familiens skød. Men sådan har det ikke altid været, og før efterårsferien blev til en reel ferie, blev den i folkemunde kaldt kartoffelferie. Og som navnet antyder, betød den for datidens skolebørn jord under neglene, når den årlige kartoffelhøst skulle i hus.
»I dag forbinder mange kartoffelhøsten med de første nye, danske kartofler lige op til sommer, men i gamle dage var det hovedsageligt en anden mere langtidsholdbar sort, der blev dyrket på landet, og den skulle først høstes til efteråret, så der var mad til vinteren,« siger Benedikte Jeppesen, der er formidlingsleder i Den Fynske Landsby.
Gennem hele uge 42 inviterer de børn, forældre og bedsteforældre til at prøve kræfter med kartoffelferien gennem en stribe aktiviteter, så nutidens børn foruden jord under neglene kan få en fornemmelse af, hvad datidens kartoffelferie gik ud på.
Kartoflen var grisefoder
I Danmark har vi en lang tradition for at spise kartofler. Selv om der er stor usikkerhed om, hvornår kartoflen kom til landet, mener nogle historikere, at den kan dateres tilbage til år 1709, da danske lejesoldater tog den med hjem fra Irland, mens andre mener, at det er mere sandsynligt, at de gyldne klumper blev indført af franskmænd omkring år 1720.
Uanset hvem der har ret, kom der først gang i kartoffeldyrkningen op gennem 1700-tallet, da kong Frederik den 5. hentede ”kartoffeltyskere” til landet til at opdyrke heden. Dengang blev kartoflen dog ikke anset for at være menneskespise, og derfor blev den primært brugt til foder til grisene.
Modviljen mod at komme kartoflerne på middagsbordet kunne hænge sammen med, at bønderne dengang ikke vidste, at kartoflen blev meget mere delikat, hvis man kogte den, inden man satte tænderne i den.
Fra midten af 1800-tallet blev uviljen dog vendt, og snart afløste kartoflen brødet som hovedbestanddel af måltiderne, også fordi den har et højt næringsindhold.
»Kartoflen blev en udbredt spise og en grundingrediens i ethvert dansk måltid, og derfor blev den dyrket i stor stil af 1800-tallets landmænd. Og netop fordi den var så vigtig en næringskilde, var der ingen i hus-