Irans Pompeji: Historien om en massakre har været begravet i årtusinder

Oldtidsbyen Hasanlu i Iran var under angreb, da en tilfældig begivenhed gjorde, at hver eneste detalje blev fastfrosset i tid. Nu kan historien fortælles og angriberne afsløres.

CATHERINE BRAHIC

Den iranske jernalderby Hasanlus centrale befæstede bydel var prægtig. Dens gader var brolagte, og paladsagtige huse rejste sig i to, somme tider tre etagers højde omkring søjlegårde. Byens indbyggere var velhavende. Frugtbare marker, som blev overrislet med vand fra Urmiasøen, sikrede dem opretholdelse af livet.

Så blev de massakreret.

Byen blev ødelagt umiddelbart før 800 f.kr. under et brutalt angreb. Nu er Hasanlus historie omsider ved at blive stykket sammen takket være genstande, som blev fundet for ca. 50 år siden. De har givet et fantastisk øjebliksbillede af historien. Her, som i Pompeji nær Rom, gik tiden brat i stå – men Hasanlu indfangede ikke en naturkatastrofe; den indfangede Jernalderens krigsførelse, som den virkelig var og i alle dens brutale detaljer. Nærmest alle har hørt om Pompeji, men de færreste har hørt om Hasanlu.

I 1956 rejste en ung amerikansk arkæolog ved navn Robert Dyson til Iran, hvor han ledte efter et sted, hvor han kunne studere oprindelsen til en levevis, der indebar et fast opholdssted og landbrug. Han udså sig en høj, der var ca. 500 m i diameter og 25 m i højden. Den befandt sig i en dal på sydsiden af Urmiasøen. Tidligere udgravninger havde afsløret, at den var resultatet af årtusinders støv, snavs og affald, der havde hobet sig op omkring en række byer, der havde været på stedet fra 5.000-6.000 f.kr. Lokalt gik den under navnet Hasanlu.

Robert Dyson begyndte at grave søgegrøfter ved foden af højen og i 1958 på toppen af den. Det varede ikke længe, før han og hans assistenter opdagede de sortsvedne rester af en fantastisk jernalderbygning, der var rejst omkring en gårdsplads. En brand havde tydeligvis ødelagt bygningens trækonstruktion og fået den til at falde sammen og fastfryse bygningens indhold – og beboerne – i tid og sted. Arkæologerne afdækkede vægge, gulve, trapper, hverdagsting, rustningsklædte skeletter og endelig et sølvkrus, der var udsmykket med to rækker små figurer.

To dage senere fandt de guld. »Et stort skålformet kar dukkede op fra jorden. Det var presset fladt under vægten af jorden og målte ca. 20 cm i højden og 60 cm i omkreds. Og det funkler, som kun guld kan funkle. Sikket et klenodie – oversået med mytologiske figurer, hvis detailrigdom og sammensætning er noget helt nyt for os,« skrev Robert Dyson til ledelsen af Penn Museum, som støttede ham økonomisk på Penn State University.

»Det er meget livagtigt«

Herefter ændrede alt sig, og der kom fart på udgravningen, fortæller Michael Danti fra Boston University, der samarbejdede med Robert Dyson årtier senere. Store områder blev afdækket og afslørede størrelsen på Hasanlus indre del – byens centrale tilflugtssted med offentlige bygninger og boliger for eliten – som var ca. 30.000 kvm. Snesevis af lig blev fundet; nogle af de afdøde var brændt, andre var blevet slået ihjel eller spiddet.

Mary Voigt, der nu er emerita ved universitetet William & Mary i den amerikanske delstat Virginia, kom til stedet i 1970:

»Med hensyn til at forstå lagene var det et virkeligt nemt sted. Vi skulle end ikke en meter ned, før vi var oven på byens centrale del. Og når først de væltede mursten og fliser var fjernet, fandt vi alle menneskene.«

Den første søgegrøft, som Mary Voigt gravede, viste sig at være i en gård.

»Jeg fandt et lille barn, der lå på stenbelægningen.«

Barnet havde stadig et armbånd af bronze på, og ved siden af lå der en spydspids og et tomt pilekogger.

»Det usædvanlige ved stedet er, at man kan aflæse alt det, der sker, direkte: En eller anden kommer løbende tværs over gården, dræber det lille barn, smider pilekoggeret, fordi det er tomt. Pilespidser sidder fast i muren,« siger hun.

Så fortsatte Mary Voigt til noget, der havde været en stald, og fandt flere lig – alle af kvinder – på staldens tag, der var brast sammen.

»De var tydeligvis blevet gennet derhen og systematisk dræbt. Det er meget livagtigt. Alt for livagtigt,« siger hun.

Senere undersøgelser under ledelse af Janet Monge fra Penn Museum viste, at hovedparten af de pågældende kvinder var omkommet på grund af kranielæsioner; deres kranie var blevet smadret med en stump genstand.

Udgravning indstillet i 1970’erne

Det var imidlertid blot én af mange tilsyneladende grusomheder i Hasanlu. Der blev fundet skeletter af mennesker, der trykkede hænderne mod underlivet eller tog sig til halsen. Mange havde slet ingen hænder. I en af dørkarmene lå et helt skelet klemt inde mellem to halve skeletter. Et andet sted fandt man spor efter en metalklinge i kraniet på et barn.

»Døde mennesker skræmmer mig ikke, men da jeg udgravede dét sted, havde jeg mareridt om natten,« fortæller Mary Voigt.

I begyndelsen af 1970’erne blev udgravningen indstillet på grund af situationen i forbindelse med revolutionen i Iran. I USA sendte projektet Robert Dyson mod akademiske højder. Mange af hans assistenter og studerende fik også en hæderkronet karriere. Hasanlu gik imidlertid i glemmebogen. Ingen fik skrevet en endelig udgravningsrapport.

»Dyson kunne ikke skrive; han havde skriveblokering,« siger Michael Danti.

Stakkevis af notesbøger, dagbøger, tegninger, kort og billeder fra udgravningerne er arkiveret i to lokaler på Penn Museum. I kælderen bag lås og slå opbevares tusindvis af genstande. Alt, som Irans nationalmuseum i Teheran ikke fik, er pakket væk her.

I de senere år har Michael Danti, Megan Cifarelli fra Manhattanville College i New York samt enkelte andre gennemgået alle disse genstande i et forsøg på at rekonstruere de begivenheder, der førte til Hasanlus ødelæggelse. Deres konklusion er, at de indtrængende var bevæbnet med morgenstjerner, jernsværd og knive og udstyret med I årtusinder har Hasanlu været særdeles gunstigt placeret i en frugtbar dal. I 800 f.kr. blev byen angrebet og ødelagt. En påsat brand betød at byen blev begravet under et tæt sammenpresset lag af støv og knuste mursten. VANSØEN URMIASØEN kegleformede hjelme, og at de havde et eneste formål: at udslette en kultur, der havde eksisteret på det pågældende sted i århundreder. De indtrængende slog først til mod den lave del af byen og dræbte dem, som de mødte på deres vej. Overalt flygtede folk og søgte tilflugt i den højtbeliggende befæstede bydel. Men Hasanlus fæstningsanlæg stod ikke sin prøve. Soldater strømmede gennem en åbning i muren og fortsatte deres grusomme arbejde. Mænd, kvinder og børn blev myrdet. Det samme gjorde deres hunde og heste. Plyndringerne var lige så grundige som myrderierne. På et eller andet tidspunkt, mens alt dette skete, var der én – formentlig en soldat – der tændte ild.

Træstolper og tagrørsmåtter gik op i luer. Mens ilden bredte sig, fortsatte nogle af soldaterne frem mod de prægtige bygninger og templer i den befæstede bydel. På tredje etage i en fantastisk bygning stødte tre på en skat og fik øje på det store, smukt ornamenterede guldkar samt et lige så kosteligt bæger af sølv. De greb dem begge og skyndte sig væk. Griskhed blev i bogstavelig forstand deres undergang. Før de nåede trappen, omsluttede flammer bygningen, der faldt sammen under dem. Deres kroppe faldt ned og blev trykt flade under lersten og brændende tømmer. Her blev de fundet tre årtusinder senere sammen med genstandene for deres grådighed.

Andre huse faldt også sammen. 70 indbyggere, der havde søgt tilflugt i en bygning overfor, omkom på deres skjulested. Et andet sted skjulte en mand og en dreng sig på et kornlager, som så blev opslugt af ilden. Da deres skeletter blev udgravet af Robert Dysons team i midten af det 20. århundrede, så det ud, som om de omfavnede hinanden; den ældste holdt hænderne op foran munden, som om han hviskede noget i øret på den yngste. Medierne omtalte dem som »de elskende fra Hasanlu«.

Flammerne reddede byen for eftertiden

Ironisk nok reddede de flammer, som fortærede den storslåede befæstede bydel, selvsamme bydel for eftertiden. Da træskelettet gav efter, og de flere etager høje bygninger faldt sammen, kvalte de ilden og bevarede alt inde i bygningerne i tæt sammenpressede lag af støv og knuste mursten. Beboere, fjendtlige soldater, deres våben og smykker, de håndmalede skåle, de spiste af, krusene, som de drak vin af, og indretningen af deres huse og paladser – alt blev begravet. Ødelæggelsen var komplet.

Men hvem var de skyldige? Der var to store magtgrupperinger i området på det tidspunkt. Assyrerne havde været en regional magtfaktor i årtusinder og herskede nu fra byerne Nimrud og Ninive til vest for Hasanlu, men deres herredømme var for nedadgående. Urartierne var en mindre, men voksende magtfaktor mod nord. De mange assyriske genstande, der er fundet i Hasanlu, fik oprindeligt folk til at tro, at byen var en assyrisk allieret eller forpost, da den blev plyndret. Megan Cifarelli er imidlertid ikke overbevist. Hun har undersøgt optegnelserne om Hasanlu i et forsøg på at korrigere det, som hun kalder »nogle af de problematiske konklusioner, der er blevet draget om stedet tidligere«.

Hun er af den overbevisning, at den »bemærkelsesværdige samling af fremmed-