Skal man være pessimist? Jeg nøjes med at være bekymret

Kan demokratiet holde? Nærmer det sig en udløbsdato? Svært at sige. Tegnene på forfald er mange. Prag, den tjekkiske hovedstad, skiftede regime seks gange i det 20. århundrede – fra habsburgere til nazister, kommunister og demokrater i tre forskellige udgaver. Her kan man sagtens føle sig på usikker grund.

Demokratiet kom for alvor til os hen imod det 19. århundredes slutning. Det brød sammen i Første og Anden Verdenskrig, fulgt af Centraleuropas forsvinden frem til 1989 i et asiatisk-fascistisk barbari, fjernt fra det Vesten, hvor alarmsignalerne endnu engang blinker rødt. Skal man være pessimist? Jeg nøjes med at være bekymret.

Hvert efterår samles hen ved 1.000 mennesker fra hele verden i Prag (selv tibetanerne er her – fra den landflygtige Dalai Lamas forvaltning i Indien) for at diskutere demokrati, menneskerettigheder og andre skrøbelige goder. Jyllands-postens Fond bidrager generøst til arrangementet, kaldet Forum2000, som holdes i den afdøde digter, systemkritiker og præsident Vaclav Havels ånd. Stemningen i år var trykket. Demokratiets idé er global, men trængt. USA og Rusland saboterer på forskellig vis den internationale retsorden, det fascistisk-kommunistiske Kina er i offensiven. Inden for EU krænker især Ungarn og Polen, men også Tjekkiet, Slovakiet, Bulgarien, Rumænien, Italien, Malta og Spanien europæiske værdier.

Min egen beskedne rolle på Forum2000 var at forestå en diskussion om national identitet i en globaliseret verden. Hvordan forener vi vor nationale identitet, om en sådan findes, med det føderale, det reelt eksisterende internationale og det overnationale? Magthavere som Trump i Washington, Putin i Moskva og Xi i Beijing, det saudiske kongehus, jødiske ekstremister, europæiske, arabiske, afrikanske og latinamerikanske opviglere appellerer til en voldelig, racistisk-identitær opfattelse af borgerne.

Ungarns længst afdøde landsfader, den elskelige Arpad Gönz, sagde engang til mig: »Enhver, der anser sig for ungarer, er ungarer.« Det skulle man byde Viktor Orbán, vore dages ungarske lommediktator. Han påstår, at han forsvarer et hvidt, kristent Europa, ingen afrikanere, ingen arabere, ingen jøder, ingen flygtninge, ingen kosmopolitter, ingen tvivl, ingen kritik. Er jeg dansker, bosat uden for Danmark i snart 40 år, men arbejdende for en dansk avis? Ville jeg være dansker, om jeg var pakistansk af fødsel, halalslagter på den københavnske Nørrebro, bekendte mig til islam og følte mig dansk?

Måske skulle vi lade vor identitet være individuel og flertydig, ikke kollektiv og entydig.

I Prag deltog et halvt hundrede mennesker i en livlig identitetsdiskussion. De havde viden og meninger, de var engagerede. Det gav mig håb både for indeværende og med udsigt til næste forårs valg til Europa-parlamentet, fulgt af en ny kommission i Bruxelles.

Den siddende kommission har opnået meget i økonomisk og legal henseende, men evner ikke at inddrage europæerne i en fremadrettet, gennemtænkt samtale, om dette at Europa som alle demokratiers moder har en særlig pligt til at tale antidemokraterne midt imod, blandt dem de såkaldt identitære på vor eget kontinent og andetsteds.

På Forum2000 var spørgsmålene mange og svarene få, i sig selv et gode. Ét kunne næsten alle enes om: Demokratiet trænger til at blive støvet af, demokratiet skal leves og opleves i det daglige, institutionerne alene gør det ikke. Vore problemer er mange, men langt fra så alvorlige som i det 20. århundrede. Løsningen er altid mere demokrati, aldrig mere undertrykkelse.

Vore problemer er mange. Løsningen er altid mere demokrati, aldrig mere undertrykkelse.