Seksuelt misbrugte skal hjælpes, siger ordførerne – men uden at sikre permanente bevillinger

Ask Elklit professor i psykotraumatologi Syddansk Universitet

De tre centre for seksuelt misbrug (CSM) har lange ventelister og skal tilføres flere midler fra satspuljen, mener socialordførerne fra de tre største partier. Umiddelbart en god nyhed.

Sidste sommer skrev fire ordførere fra oppositionen en kronik, hvor de advarede mod at løse vigtige opgaver med satspuljemidler, som jo er tidsbegrænsede. CSM’ERne har for øjeblikket en bevilling, der løber fra 2017 til 2020, som ministeriet af en eller grund kalder varig.

Hvad skete der i sommeren 2015 under den forrige bevilling? Alt personale og alle lejemålene blev opsagt, fordi bevillingen udløb til nytår.

Sidst i november kom der så nye, men reducerede midler, og så kunne de tre centre begynde at bygge sig selv op igen. Den måde at drive virksomhed på er destruktiv for kvalitetsudviklingen og den stabilitet i behandlingen, som incestofre har brug for. Hvis socialordførerne mener noget med det, må bevillingen sikres på finansloven.

Politikerne er enige i, at ventelisterne skal væk, og derfor har ministeriet lavet et notat, hvor fire gamle travere er trukket ud af stalden:

1) samtaleterapi hos praktiserende læge. Det er gratis, men lægen har ikke nødvendigvis nogen uddannelse til at arbejde med denne gruppe.

2) de privatpraktiserende psykologer. Her skal man selv betale 40 pct. af regningen, og der er afsat 12 gange til et behandlingsforløb.

3) de frivillige centre og selvhjælpsgrupper, der kan støtte, men ikke behandle.

4) pakkeforløbene for PTSD, der forudsætter et afgrænset traume.

Hvorfor er disse tiltag ikke gode nok? Fordi de behandlingssøgende har haft en opvækst med mange overgreb, som for halvdelens vedkommende begyndte før 1. klasse og varede i knap fem år. Halvdelen fortæller det først til et andet menneske i starten af tyverne, og så går der yderligere mere end 10 år, før de samler mod til at gå i behandling.

Incestofrene har typisk flere samtidige kliniske lidelser, fx PTSD og depression, og desuden har en meget stor del af dem en person- lighedsforstyrrelse, som skyldes de langvarige og tidlige skader. Et ødelagt selvværd, problemer med at regulere følelserne, så de ikke koger over eller lukkes helt ned og vanskeligheder med at indgå i gensidige og givende relationer.

Det slås de med, og det giver dem store problemer ift. uddannelse, arbejdsmarked, familieliv og vennekreds. Kommunerne har ikke specialistkompetencerne ifølge KL. Regionspsykiatrien kan i et vist omfang muligvis løfte opgaven.

Det pågældende notat beskriver ikke, hvad regionernes behandlingskapacitet er, herunder længden af terapiforløb, eller hvilken evidens, der eksisterer for behandlingseffekten.

Csm’erne har specialistkompetencerne og har dokumenteret stor effekt af behandlingen. Kvaliteten af deres arbejde er beskrevet i 15 videnskabelige artikler, som er publiceret inden for få år. Så skulle man tro, at der nok kunne være grønt lys til at permanentgøre dem og udvide antallet af behandlingspladser, så hele landet blev dækket, og ventelisterne forsvandt?

Så nemt skal det ikke være. Ministeriet har stillet krav om, at CSM’ERne skal arbejde målrettet på at etablere en varig forankring uden statslig finansiering, dvs. selv skaffe betalingen fra kommuner og regioner.

De får også ansvaret for at etablere et formaliseret samarbejde og etablere netværk, hvor de inddrager og koordinerer med kommuner og regioner.

Ministeriet vil altså pålægge de tre relativt små behandlingssteder ansvaret for at løfte opgaven med et systematisk samarbejde med rigtige mange forvaltninger – og det synes ministeriet passende kan indgå i de årlige målplaner, som indsendes til Socialstyrelsen ifm. driftstilskud.

Incestofrene har typisk flere samtidige kliniske lidelser, fx PTSD og depression, og desuden har en meget stor del af dem en personlighedsforstyrrelse, som skyldes de langvarige og tidlige skader.

Undskyld, men hvordan skal de kunne løse denne megaopgave med deres begrænsede midler og det store behandlingspres? Har socialordførerne mon et bud på en holdbar løsning?