Postkort fra Yangon: Nirvana er et andet sted end Myanmar
Demokrati er et slagord i Vesten, længe før det kan nå at slå rod i Østen.
Rejsen er slut, og jeg må sige farvel til Myanmar. Det er vemodigt, og det er varmt i den fugtige luft i Yangons gader, hvor vi driver rundt og køber gaver til dem derhjemme. En dekorativ vægkalender, en perlekæde af jade, et fad af teaktræ. Pengene rækker langt, men tiden er kort, og jeg vil hellere blive.
Ville gerne have set mere og opsøgt konfliktområderne mellem staten Rakhine og Bangladesh, men jeg er ingen krigskorrespondent. Jeg er turist, og mens migranten udgør den ene side af globaliseringens mønt, er turisten den anden. Turisten rejser ud, bruger penge, beundrer det fremmede – og rejser hjem igen.
Migranten bliver derimod, koster kassen og lever i det nye værtsland uden at blive en af os, sådan som den bulgarske politolog Ivan Krastev har formuleret det.
Jeg kan heller ikke blive burmeser, jeg er lige så dansk som Dannebrog og leverpostej på dåse. Hvad jeg ved om Myanmar, har jeg læst mig til og erfaret i den udstrækning, man overhovedet kan stole på sine sanser. Det sidste er et imperativ, men kan være svært at leve op til i det fremmede på den anden side af kloden, hvor en stor del af ens mentale koncentration går med at afkode den gængse adfærd og kutyme.
Vores lokale kontakt, der er en driftig forretningskvinde i sin bedste alder, fortæller over grøn te, at udsigterne er dystre. Turisterne svigter Myanmar, hoteller må lukke, byggerier stoppes, veje forblive hullede og ufremkommelige. I den del af verden, hvor vækstraterne er højest og de økonomiske potentialer allerstørst, og hvor udvekslingen af varer og idéer med Europa formentlig vil tage et tigerspring i de kommende årtier, er Myanmar undtagelsen, der bekræfter reglen.
Sagen er, at landet har ladet sig brændemærke i den amerikansk dominerede offentlighed på grund af gamle og voksende stridigheder mellem muslimer, buddhister og forbundsstatens militær i de nordvestlige provinser. Hvad islamiske jihadgrupper endnu kun formår i det små i Myanmar, har islamiske lobbyorganisationer og vestlige ngo’er langt mere held med: at fremstille Myanmar som et natio- nalistisk og islamofobisk land, man ikke skal sætte sine ben eller investeringer i. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at Dansk Flygtningehjælp med vanlig sans for symptombehandling samler ind til en muslimsk flygtningelejr i Bangladesh den 4. november.
Bangladesh har som alle muslimske lande et overbefolkningsproblem, der længe er blevet eksporteret sydpå til Myanmar, hvor de regerende buddhister i Rakhine nægter at lade sig invadere af immigranter. Siden har militæret fordrevet flere hunderede tusinder muslimer nordpå, hårdhændet og brutalt og uden at fortælle hvorfor. Ikke engang burmeserne kender sandheden. Sådan mister man folks opbakning og taber krigen på CNN og i New York Times.
Dertil kommer, at landets regering er delt i to: en civil regering og en militær regering. Det er den sidste, der bestemmer, men den første, der får al kritikken. Premierminister Aung San Suu Kyi er slet ikke gearet til at håndtere situationen. Efter et langt og tumultarisk liv og husarrest i 25 år er hun ikke bekendt med, hvordan den globale, virtuelle verden fungerer, hverken i forhold til vestlige medier eller med hensyn til finansiel forståelse og ekspertise, dvs. netop hvad kineserne og inderne – de to store naboer – råder over. Den tidligere så feterede burmesiske frihedshelt er ikke i stand til at føre Myanmar videre – og værre – der er ingen oplagte kandidater i kulissen. Håbet har forladt Yangon.
Psykoanalysens samtalesofa og den dermed forbundne intimitet er blevet afløst af skrig, hyl og afsløringer i det offentlige rum. (...) Fortrængning er blevet en umulighed.
Det var ellers her i hovedstaden, at den safranfarvede revolution brød ud i 2007 og førte til tøvende liberaliseringer. Men ligesom Det Arabiske Forår viste sig at være en slem skuffelse og kun bragte islamister til magten via demokratiske valg i Mellemøsten, fes safranrevolutionen hurtigt ud i Myanmar. Der var ingen organiserede partier, ingen demokratisk kultur, ingen levedygtige, kritiske medier. De buddhistiske munke, nonner og studenter, der førte an i det urbane oprør, kunne protestere på gaden, men ikke organisere frihed og orden. Alle sine civile dyder til trods lader den burmesiske buddhisme til at føre til fatalisme. Nirvana er et andet sted end Myanmar.
Det samme gælder demokratiet. Folkestyre er et slagord i Veste. længe før det kan nå at slå rod i Østen. I virkeligheden åbnede militærregeringen kun Myanmar op for fredsforhandlinger, skindemokrati og turisme, fordi den godt vidste, at den digitale og virtuelle udvikling havde gjort det umuligt at kontrollere alt. Et mildere, men autoritært regime ville have en større chance for at overleve.
Jeg giver mine sidste sedler i drikkepenge til vores chauffør. Hans øjne lyser op et kort sekund, men slukkes så igen. Ikke mere? Vi skilles.
Flemming Ytzen, journalist. I Politiken. Nogle tror, at menneskets natur ændrer sig, bare fordi det bliver offentligt ansat (...) Den ulykkelige sag i Socialministeriet kan forhåbentlig tjene ét godt formål: at åbne vores øjne for menneskets natur, uanset stillingsbetegnelse. Christopher Arzrouni, særlig rådgiver. I Berlingske.