Landshold uden folkelig identitet
Mikkel Blønd Vestergaard cand.scient.pol. viceforstander, medlem af Det Konservative Folkeparti, Augustenborg
Der har lige været to landskampe, så vi i fodbolddanmark burde være spændte, fokuserede og glade. De er vi bare ikke. Vi er sådan lidt ligeglade. Det er helt forkert, og det gav mig anledning til at gruble lidt over landsholdet, og hvordan jeg har oplevet landsholdskonflikten som en fan.
Der er ingen tvivl om, at jeg har tabt respekt for spillerne. Jeg synes ikke, jeg kan identificere mig med deres projekt og attitude. Jeg har desværre brug for at tage afstand fra noget af det, de har sagt og gjort. Under landsholdskonflikten opførte spillerne sig som forkælede teenagere, der alt for længe har fået tingene for let. Hvad var det egentlig for en kamp, de kæmpede? Når man skærer ind til benet, så ville de have flere penge, og de penge skulle finansieres fra bredden.
De argumenterede for, at DBU skulle være en arbejdsgiver. Vås. DBU er vores union. Det er min og din union. Det er ikke et firma. Unionens overskud går til breddefodbolden. Det er DBU, der har skabt rammerne for spillernes karriere. Jeg har ikke indtryk af, at DBU ligefrem er urimelig over for spillerne. Det virker nærmest modsat.
Sammenlignet med andre landshold har de endog gode vilkår. Alligevel var de villige til at sætte hele landsholdet, kvindelandsholdet, futsallandsholdet og ungdomslandsholdene på spil, for at de kunne få flere penge på bekostning af bredden.
Da nogle uprøvede viste sig som mænd og reddede vores landshold, blev de mødt af sarkasme, nedgørelse og pression fra I landsholdsspillerne. Jeg takker dem i stedet.
For noget tid siden strejkede kvindernes landshold. Dem bakkede I spillere loyalt op, fordi I ønskede, at de skulle have bedre vilkår (læs flere penge). Det er jo på overfladen en fin gestus, men hvor dybt stak solidariteten egentlig? I kunne jo have brugt de nuværende forhandlinger til at få flyttet nogle af jeres penge over til kvinderne. Der skulle nok være muligheder den vej, ville jeg mene.
Og hvad med de frivillige folk, som hjælper til under landskampene? De, der står vagter, de, der er bolddrenge, de, der samler skrald og pap op efter kampen. I kunne have tilbudt nogle af jeres penge til dem også, så de kunne få ordentlige forhold? Ja, I kunne sågar have flottet jer og spredt lidt guldstøv ud over de mange frivillige i DBU i almindelighed. De, der aldrig får noget, for deres arbejde, men til gengæld er loyale og pligtopfyldende modsat jer. Tænk, hvad en lønnedgang til jer havde betydet for deres arbejdsforhold.
I stedet sidder vi fans tilbage med et landshold, som vi egentlig ikke rigtig kan mande os op til begejstring over. Jeg tror desværre, at I spillere har skudt jer i foden. Nogle siger, at det bare handler om at vinde nogle kampe, men helt ærlig, jeg tror, det stikker dybere end det. Jeg tror desværre landsholdet har mistet folkelig identitet, og det er altså bare sådan, at I spiller for os folket.
Lige nu, har jeg i grunden mere lyst til at trykke næver med de heroiske gutter, der satte alt på spil for DBU og dermed os, end jeg har med jer professionelle.
Det er i grunden lidt trist, men måske kan man håbe på, at man kan vinde alligevel.