Integration og religion i kollision: Ingen kan gøre det for dig, heller ikke Allah
Selv om man på eksempelvis arbejdsmarkedet kan mærke fællesskabsfølelsen i Danmark, trækker islamisk levevis i den anden retning.
Mustafa Sayegh selvstændig malermester, musiker og foredragsholder, Kolding
Islam er en fællesnævner for muslimer. Men alligevel er der så mange forskellige muslimer i verden. Hvorfor kan nogle finde ud af at tilpasse sig omgivelserne og være mere omstillingsparat, mens andre insisterer på at forblive i et forældet og formørket tankesæt?
Integrationens udfordringer er ikke blot at få indvandrer i arbejde eller uddannelse, integration er i langt større udstrækning et spørgsmål om indstilling. Selv om man på eksempelvis arbejdsmarkedet kan få del af den fællesskabsfølelse, som jeg mener, det kræver for at kunne integrere sig, ser jeg gang på gang, hvordan islamisk levevis trækker i den anden retning.
et opslag på Facebook, hvor jeg delte en oplevelse jeg havde haft. Det handlede om en dengang 1- årig pige, som jeg talte med, og som ikke var særlig religiøs. Hun fortalte mig, at hun havde planer om at blive Falck-redder.
Nogle måneder senere møder hun en fyr, som hun gifter sig med, og som er meget troende. Jeg anså ham for salafist. I dag går hun tildækket og sidder i en lejlighed med børn. Det er et sørgeligt tilfælde i min optik. Men ikke et enkeltstående tilfælde. Og det viser meget godt, hvordan islam og den fælles følelse for religionen, trækker i den anden retning.
Men der sker noget interessant nogle dage senere. En fyr ringer mig op og hidser sig op, fordi han har fået at vide, at jeg har skrevet om ham og hans kone på Facebook. Opslaget havde intet med ham og hans kone at gøre, og der var i øvrigt ikke nævnt nogen navne i opslaget.
Men som i de fleste små lokalsamfund i Danmark er det ligeledes sådan i parallelsamfund, at rygter spredes hurtigt. Dog er forskellen her, at et rygte i parallelsamfund kan være farligt.
En piges uskyldige kys med en hemmelig kæreste kan ende med et rygte om den vildeste sexfest, og der kommer islam og dens dogmer samt forskruede æresbegreber ind i billedet igen.
i
Efter at have talt med den vrede fyr telefonen indså jeg, at det lige så vel kunne have været dem. Deres historie var meget lignende. Han var vred og ville have, at jeg slettede opslaget. Han fik naturligvis at vide, at det kunne han glemme alt om at skulle bestemme.
»De negative historier om muslimer er grunden til dårlig integration.« Det hører man gang på gang. Men igen er islam en vigtig faktor. Jeg har tidligere haft med unge at gøre i forskellige sociale projekter. Det har ofte været musikalske workshops. Men sidste år satte jeg gang i et projekt ved navn ”ghettodemokraterne”.
Det var en gruppe unge, som offentligt sagde fra over for ballademagere og de typer, som giver indvandrere et dårligt ry. De unge ville arbejde aktivt på at komme væk fra ghettolisten. Altså en positiv indvandrerhistorie. Som jo unægteligt er, hvad vi gang på gang hører, der er brug for. Det var i hvert fald tanken bag.
De unge kom i tv, avisartikler blev skrevet og på de sociale
Kan man værne om vores ytringsfrihed, når man samtidig mener, at islam er en no go-zone for frit at ytre sig.
medier fik de masser af ros og gode ord med på vejen. Altså gik det i den retning som ønsket. Der varede dog kort.
Du, som læser, har nok allerede bemærket, at jeg ikke er stor fan af islam, og jeg er ikke ligefrem vellidt i visse muslimske kredse. Det burde ikke have nogen betydning, om jeg var muslim eller ej, eller om jeg nærmest var blasfemisk i min tilgang til islam.
Men det har det. Nogle få dage efter succesen med “ghettodemokraterne” – hen over en weekend – så jeg de unge vende på en tallerken. Rygtesamfundet slog til igen.
Adskillige skræmmekampagner om mig blev præsenteret for de unge. Jeg var islamhader og ville dem ikke godt. Siden da har det projekt stået stille. Jeg har ondt af de unge, som skal indblandes i de voksnes forskruede islamfetich. Igen ser jeg, hvordan islam spiller en kæmpe rolle og trækker i den helt forkerte retning. Hvad skal vi så gøre?
Uanset hvor løsningsorienteret jeg ønsker at være, kræver det først og fremmest, at den enkelte må gøre op med sig selv, om man overhovedet vil leve her i Danmark med de værdier, som der værnes om her.
Kan man værne om ligestilling mellem køn, når man på samme tid lader drengen gå i byen og date, mens pigen skal blive i hjemmet? Kan man værne om vores ytringsfrihed, når man samtidig mener, at islam er en no go-zone for frit at ytre sig eller at tegne en profet?
Men at prædike vand og drikke vin er jo ikke noget nyt i de kredse.
De muslimer jeg har mødt, som trives i Danmark, er muslimer, som man ikke kan se eller mærke på, at de er muslimer. Fordi de bare er. Og jeg oplever, at disse muslimer får verbale tilsvininger og bliver nedgjort iblandt andre muslimer, de klassiske: »Du har solgt din sjæl«, »du tror, du er dansker« osv.
Det skal stoppe, især fordi de selvsamme, der kommer med disse kommentar, oftest også er dem, som tuder over retorikken over for dem i medierne og blandt politikerne. Men at prædike vand og drikke vin er jo ikke noget nyt i de kredse.
Jeg vil ikke lyde alt for fordømmende eller arrogant, men helt ærligt, med alle de integrationstiltag, som er lavet, synes jeg, at det er på sin plads at sige drop offerrollen og gør noget selv. Ingen gør det for dig. Heller ikke Allah.