Det journalistiske kodeks er skadeligt for demokratiet

Arne Pedersen pensioneret salgschef, Lystrup

Det danske folkestyre er igen og igen på dagsordenen i medierne. Men aldrig fra en positiv vinkel. Folkestyret og det danske demokrati er desværre i dag for langt de fleste mennesker en institution, som har til opgave at opfylde den enkeltes behov og krav.

Fhv. minister Britta Schall Holberg har i et indlæg rejst kritik af udviklingen vedr. partistøtteordning, spindoktorer og sekretærer mv. - hun har bestemt en pointe, men jeg synes, at hun fuld- stændig overser udviklingen i kulturen i medieverdenen.

Der er sket ubeskrivelige forandringer fra den tid, da Britta Schall Holberg blev landskendt i Venstre for at kunne gå fra dør til dør og nytegne mange medlemmer til partiet i Assens. Vi andre gjorde det også – men kunne ikke matche hendes turbo.

Det afgørende dengang var de personlige relationer.

Højskoleforstander Anders Fogh Jensen berørte også politikerleden i JP forleden og gav faktisk politikerne og deres sprog en væsentlig del af skylden for politikerleden.

Jeg må sige, at jeg er aldeles uenig. Det er den sensationshungrende presse, som bærer ansvaret for gang på gang at iscenesætte en dagsorden baseret på enkeltsager med det ene formål at gøre sig til dommer over de af folket valgte politikere.

Gang på gang oplever vi højt betalte ”eksperter” hudflette en udtalelse eller en sagsakt.

Pressen har i dag en hob af journalister på Christiansborg, som er klar til angreb på alle tider. Og det nødvendiggør, at politikerne er klædt på til at matche den til tider mere pågående journalistik.

Jeg synes, at udviklingen i det journalistiske kodeks er direkte skadeligt for demokratiet.

En helt anden ting er, at vi med de mange partier, hvoraf nogle næsten er at betragte som interesseorganisationer, har devalueret Folketinget til en studiekreds, hvor selv ingen af regeringspartierne har nogen chance for at få flertal for eget valgoplæg. Og så er det en let sag for pressen og opinionen at finde på eksempler på ”løftebrud”.

Jeg hylder retten til forskellighed og retten til enhver politisk holdning. Men jeg savner respekt for demokratiet og for dem, som påtager sig ansvaret – politikerne har ikke valgt sig selv. Det handler om at se i øjnene, at Folketinget er nationens ledelse. En nation som trods sin lidenhed udgør en vigtig faktor mange steder på kloden.

Jeg ønsker et mere funktionsdygtig folketing, og måske er spærregrænsen for lav?

Hvis der var blot lidt færre partier, ville der være færre løftebrud, og mange grænsefladedebatter ville foregå i partierne, som det jo også sker i dag.

Til slut en appel til læseren: Meld dig ind i det politiske parti, du sympatiserer med. Det haster. Demokratiet er ingen selvfølge.