Det ikke så almene gymnasium
Helene Caprani lektor på Midtsjællands Gymnasium medlem af hovedbestyrelsen i (GL)
Det almene gymnasium har et tostrenget formål, dels den demokratiske dannelse, dels forberedelsen til videre studier og derfor en bred fagrække fordelt på fakulteterne. Bredden skal sikre eleverne et solidt fundament, uanset hvilken studieretning de vælger. Imidlertid er det ikke alle landets 1.g’ere, der kan vælge fra den samme fagbuffet, når de i disse uger skal vælge mellem naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og sproglige studieretninger.
På små skoler, typisk uden for de større byer, rækker økonomien ikke til at udbyde og oprette små hold. Gymnasiets almenhed har geografisk slagside, og det er et demokratisk problem. Mange skoler, der ligger i områder med en lavere uddannelsesgrad end landsgennemsnittet, har et relativt højt elevfrafald.
Når forældrene ikke selv har taget en studentereksamen, har de ofte sværere ved at bakke deres børn op fagligt. Når klassen bliver mindre, fordi nogle elever falder fra, mister skolen taxameterindtægter, men skal stadig gennemføre klassens undervisning. Små klasser er dyre, ligesom små valghold er det, og de sidste bliver skåret fra.
Mens nogle populære studieretninger kan samle hele klasser på de små skoler, bliver andre ”pakket” i klasser med forskellige studieretninger. De er væsentligt dyrere, fordi eleverne i nogle af timerne fordeles på deres respektive – mindre – studieretningshold. Det er skolens økonomi, der sætter grænsen for elevernes frie valg: Skal vi have to sproglige studieretninger i en klasse, hvis det betyder et dyrt franskhold på 8 elever? Og senere: Skal 10 3gelever kunne hæve fysik fra Btil A-niveau?
Taberne er ikke blot eleverne, men også fagene. Fremmedsprogene har det som bekendt svært på universiteterne, og de får det ikke lettere, hvis de små skoler blot kan tilbyde eleverne et eller to fremmedsprog ud over engelsk. Naturvidenskabelige og kreative A-fag er også under pres.
Nogle elever vælger allerede i dag den lokale skole fra, fordi de frygter ikke at kunne få deres ønskede studieretning eller valgfag. I sidste ende truer det skolens overlevelse. Det er en ond cirkel, da de mere ressourcestærke familier flytter til de større byer for at sikre sig, at børnene kan komme i gymnasiet, og elevgrundlaget i udkanten bliver endnu mere smalt.
Hvis vi mener det alvorligt med det almene gymnasium, må det gælde i hele landet. Skoler i udkantsområderne må kunne garantere en bred vifte af fag, så det ikke er elevens postnummer, der afgør, hvor almen en studentereksamen hun eller han kan tage. Det kræver selvfølgelig finansiering. For det første et stop for omprioriteringsbidraget og for det andet en pulje til oprettelse af små valghold.