Polen er midt i en hidsig intern politisk debat
Store nationale følelser svulmer ligesom Weichselfloden og på begge diskussionens bredder.
Igen sad jeg i biffen ”Luna” i Warszawa og tænkte på mit eget lette liv i forhold til hovedpersonernes liv. Hovedpersonerne i filmen er mere eller mindre min generation.
Jeg er lige kommet hjem fra Polen. Det er altid ophidsende at være i Polen som dansker. Danmark er Europas heldigste land. Polen var i mange århundreder Europas uheldigste. Vi erklærede ikke krig mod Tyskland, da vi blev invaderet i 1940. Vi overgav os. Vi blev alligevel behandlet pænt som allierede i kampen imod Hitler, da krigen var forbi.
Polakkerne derimod gik i krig, da de blev invaderet af Tyskland 1. september 1939 og prøvede derefter at bekrige tyskerne, så godt de kunne. Senere i september 1939 blev Polen også invaderet af Sovjetunionen. Hvor heldig kan man være som land: at blive delt mellem Nazityskland og Stalins Sovjet?
Polakkerne sloges som partisaner i deres eget land og overalt på kloden som frivillige i de allieredes hære. Tyskerne dræbte løs i Polen. Stalin dræbte løs på polakkerne i Katyn-skoven og omegn, hvor 22.000 polske officerer blev myrdet af den sovjetiske efterretningstjeneste.
Da polske partisaner ville befri Warszawa for tyskere i 1944, så deres dejlige by kunne blive den første befriede hovedstad i Europa, da kæmpede partisanerne forgæves i 63 dage. Den Røde Hær stod ovre på den anden side af Weichsel-floden og kløede sig i skægget og hjalp ikke partisanerne, tværtimod. Stalin nægtede de vestlige allierede fly, der hjalp partisanerne, at lande og tanke op på den østlige siden af floden, hvor russerne stod. På den vestlige var tyskerne. Så de polske partisaner tabte, og 18.000 af dem døde. Warszawa blev derefter sprængt i luften af tyskerne som afskedshilsen, og 150.000 civile mistede livet. Så rykkede russerne ind i byen.
”Rettidig omhu” må have været Stalins hemmelige slogan, når det handlede om Polen. Han vidste, at der er evig ballade med polakkerne, og at de ville blive svære at undertrykke i et udvidet sovjetisk imperium efter krigen. Det havde Stalin ret i. Så han gjorde, hvad han kunne for at knuse de polakker, som Hitler ikke havde knust.
Da briterne begyndte at kaste jægersoldater og agenter ned på Balkan for at hjælpe Tito og hans partisaner imod tyskerne, da bad polske partisaner om samme hjælp inde i Polen. Det ville
Stalin ikke have, ”Uncle Joe” var vigtig allieret. Så den slags hjælp kom aldrig.
Og efter krigen var Polen så den eneste allierede nation, der landede permanent omme bag Jerntæppet. Derved gik landet fra at være undertrykt af Hitler til at være undertrykt af Stalin.
Denne gang i Polen så jeg den fremragende film ”Kold krig” af instruktøren Pawel Pawlikowski, der også lavede den Oscar-belønnede ”Ida”. Begge film handler om livet under kommunismen i Polen. I ”Kold krig” demonstreres det, hvordan kærligheden har svære kår, hvis den ene part vil og kan hoppe af til Vesteuropa, og den anden vil og kan, men derefter er ude af stand til at klare forandringen. Det er en hjerteskærende politisk kærlighedsfilm, en ”Romeo og Julie”. For de dræbende knivstik mod kærligheden leveres ligesom i ”Romeo og Julie” af de fjendtlige ydre omstændigheder. Det sørgede diktaturets indespærring af mennesker for.
Igen sad jeg i biffen ”Luna” i Warszawa og tænkte på mit eget lette liv i forhold til hovedpersonernes liv. Hovedpersonerne i filmen er mere eller mindre min generation.
Da jeg var 22, flyttede jeg til London fra Aarhus. Det var en skelsættende beslutning for mig. Men ikke livsfarlig – tværtimod. Det var først og fremmest sjovt. Min far gav mig 8.000 kroner til at gå i gang med i det fremmede, det var meget dengang.
I filmen ”Kold krig” ender flyt- ningen fra et land til et andet med selvmord. At flytte fra et land til et andet var livsfarligt dengang. Den eneste løsning for hovedpersonerne er derfor ikke et liv væk fra Polen ovre på den anden side af Jerntæppet. Den eneste løsning er stadigvæk at tage over på ”den anden side”. Men med ”den anden side” menes dødsriget.
Instruktøren har tilegnet sine forældre filmen. Den handler om deres liv som polske afhoppere, stod der sammen med slutteksterne.
Derefter tumlede min polske veninde og jeg ud af biografen i den tidlige aften i et lunt Warszawa med sen sol og smukke gyldne træer. Begge stærkt snøftende og med hamrende hjerter. Folk var smarte på gaden. Byen bliver synligt rigere og rarere, hver gang jeg er der i disse år.
Men der er rødder og erindringer, som forbrugerisme og tryghed ved medlemskab af EU og Nato ikke kan udrydde i mennesker. Der er nedarvet angst om natten, efter at have hørt familiehistorier, som selv ikke Natos musketered kan udviske.
Landet er midt i en hidsig intern politisk debat og i debat med EU. Store nationale følelser svulmer ligesom Weichsel-floden og på begge diskussionens bredder.
Godt, at kunstnere behandler de nationale traumer sideløbende med de politiske debatter, så vi forstår alt lidt bedre.
Min veninde og jeg spiste derefter polske svamperetter på en fremragende restaurant i nærheden af biografen, talte stakåndet videre om den sindsoprivende film og drak en flaske italiensk rødvin.
Der er nedarvet angst om natten, efter at have hørt familiehistorier, som selv ikke Natos musketered kan udviske.