Jeg mistede min værdighed og identitet
Det faste forhold til arbejdsmarkedet er for mange grundlaget for tilværelsen og identiteten og stærkt vanedannende for de fleste. At miste sit arbejde kan sammenlignes med at blive forladt efter et mangeårigt ægteskab. Tomheden larmer.
BENTE TROENSE »Hvem er jeg egentlig nu?« Den 57årige slagteriarbejder fulgte med øjnene det sidste svin, der blev slagtet på Esbjerg Slagteri. Det hang og dinglede, skoldet og lyserød i en krog med opsprættet bug. Det dryppede fra trynen, næsten som om den snøftede.
»I 35 år har jeg arbejdet her, og jeg har kunnet sige, når nogen spurgte mig, hvem jeg var: Jeg er slagteriarbejder. Og det har jeg altid været stolt af.«
Han bøjede hovedet et øjeblik, holdt en pause og trak vejret dybt, inden han så op. »Det har været mit adelsmærke altid at kunne passe mit arbejde. Hvad kan jeg sige nu? Hvem er jeg nu?«
Selvfølgelig bekymrende det ham, at lønsedlen ikke dukkede op som tidligere, men det værste var, at han følte, at han havde mistet sin identitet. »Hvem er jeg egentlig nu?« gentog han og så tomt ud i luften. Indslaget i TV 2 Nyhederne fra 2010 står stadig prentet i min hukommelse, fordi hans fortvivlelse var så hjerteskærende.
Det faste forhold til arbejdsmarkedet er for mange grundlaget for tilværelsen og identiteten og stærkt vanedannende for de fleste. At miste sit arbejde kan sammenlignes med at blive forladt efter et mangeårigt ægteskab. Tomheden larmer.
Min egen oplevelse, da jeg stoppede på arbejdsmarkedet, var, at jeg stod over for en ørken af frihed, og der var ikke engang en lille oase at skimte i horisonten, ikke engang en enkelt lille palme at få øje på og pejle kursen efter.
Kalenderen, der plejede at bugne af aftaler om redaktionsmøder, gennemsyn af tv-dokumentarprogrammer og efterkritik, var tom og blank som et ocean i vindstille vejr. Jeg følte mig som en sejlbåd, der skvulpede på en spejlblank havoverflade med slappe sejl. Motoren var kaput og reservedunken tom. Det var en rædselsfuld oplevelse. Jeg skulle lære at bedømme min tilværelse ud fra en helt ny værdiskala. Og det er hårdt arbejde.
De fleste af os kæmper i stilhed for at opretholde vores selvrespekt. Vi signalerer, at vi har styr på livet, for det er pinligt ikke at have det. Det er et tabertegn. Jeg havde altid opfattet mig selv som beslutningsdygtig og handlekraftig. Nu oplevede jeg mig selv som rådvild og ynkelig.
Men jeg talte ikke om det, og der var heller ikke nogen, der spurgte til min nye situation. ”Hvordan går det?” Spørgsmålet hastigt afleveret i forbifarten krævede ikke noget svar. Blot et kort smil.
Alle forventede tilsyneladende, at det gik godt. Eller …? Jeg holdt krampagtigt facaden. Men livslysten led et alvorligt knæk. Jeg havde mistet min værdighed og min identitet. Men jeg skjulte det, fordi tab af værdighed er et tabu.
Det er et tabu at indrømme, at man ikke kan få dagligdagen til at hænge fornuftigt sammen.
Det er et tabu at føle sig forladt om ikke af Gud, så af hvermand.
Det er et tabu at sige højt, at man er fortvivlet og rådvild over den situation, man er havnet i, mere eller mindre frivilligt.
Det er et tabu at indrømme, specielt over for sig selv, at man ikke har lyst til noget som helst, at man er energiforladt og deprimeret.
Det er et tabu at føle skam ved at opleve sig selv som et stykke ubrugeligt vraggods.
Det er et tabu, fordi det forventes, at man som et intelligent menneske, skal kunne takle sådan en situation.
Og hvem vil udråbe sig selv som idiot?
Når jeg har haft det sådan, så ved jeg, at jeg ikke er den eneste, der har oplevet håbløsheden og fortvivlelsen i den situation.
At flygte fra problemerne som Peter i vrede drømmer om i digtet ”Flugten til Amerika” er en dårlig ide. (Chr. Winther 1835)
»Ferie alle livets dage,« drømmer Peter, og »det regner med limonade«. Peter ender med at drukne sin sorg »på bunden af sagosuppen«, (hvor rosinerne lå).
Ferie alle livets dage. Det lyder som et eventyr, men det viser sig måske at blive et mareridt. Det kommer som en grim overraskelse for mange, hvor vanskeligt det kan være at blive bevilget 100 procents rådighed over sin egen tid. Mange prøver at forberede sig på situationen uden fast arbejde, men det kan være vanskeligt i virkeligheden at forestille sig, hvordan man reagerer.
Bestem selv, hvad du vil bruge din tid på. Er det et eventyr eller et mareridt? Måske føler du, at en kæmpebyrde bliver taget fra dine skuldre, og at du nu kan spendere din tid på præcis det, du har lyst til? Så er du heldig, og så kan du roligt se frem til at trække dig tilbage fra det pulserende arbejdsliv.
Faste rammer fremmer tilfreds- heden, og mange kender den lille glæde i slutningen af ferien ved tanken om at skulle i gang med hverdagen igen. Hører du til dem, så er du typen, der frygter dagen, hvor du stopper blandemaskinen for sidste gang, slukker for computeren og Excel, lægger murskeen eller tandlægeboret, har deltaget i dit sidste VM i badminton eller danset den sidste solo – så er du i farezone for et angreb af forladthed, håbløshed og identitetstab.
Journalist, forfatter og foredragsholder. Har været dokumentarredaktør på DR og TV 2.
Engagement er vitaminer for livsglæden. At hvile på udført gerning er dejligt. Arbejdstiden gør fritiden ekstra attråværdig. Hvis du får din livret hver dag, ender du med at hade den. Sådan er det også med total frihed for langt de fleste. Den bliver kvælende, fordi vi inderst inde ønsker at produceret noget, være medbestemmende eller deltagende i en proces sammen med andre. Alle de elementer får man forærende på arbejdsmarkedet. Relationer til arbejdskammerater, kolleger, konkurrenter eller forhadte ledere, alt sammen tæller med i oplevelsen af identitet.
En bekendt, der var gået på pension et år tidligere, fortalte mig, da jeg spurgte ind til hans oplevelse af den nye tilværelse: »Ved du hvad, det jeg savner allermest, det er weekenderne.« Hvem er jeg? Også i weekenderne.
De andre medlemmer af Weekendpanelet: