Simone vejede 135 kilo og kæmpede med

10 pct. af de inaktive i Danmark siger, at de er i for dårlig form til at deltage i idræt. Simone Kjems Hansen var en af dem. Hun meldte sig ind og ud af et fitnesscenter syv gange. Men så fandt hun endelig den rigtige måde at motionere på.

Ilden kom op i hende om søndagen, når hun lå i sengen. Nu skulle det være. Nu skulle hun tage sig sammen, spise sundt og få noget motion. For hun vidste godt, at 135 kilo var usundt.

Men ilden brændte ud. Igen og igen. »Allerede tirsdag gik det galt, for så havde jeg spist et eller andet, som jeg ikke syntes, at jeg skulle spise, og så kunne det hele også være lige meget. Hvis man har et sundt forhold til motion og mad og kommer til at spise en pose slik, hopper man bare på cyklen og tager en ekstra tur, men hvis man er i dårlig form og har et usundt forhold til de ting, gider man ikke prøve, og så tænker man, at man jo kan begynde forfra i morgen,« siger Simone Kjems Hansen.

Og når hun endelig tog sig sammen og meldte sig ind i et fitnesscenter, følte hun sig malplaceret.

»Jeg ville træne med nogle veninder i et lokalt fitnesscenter og kom der et par gange, men det holdt ikke ved. Jeg havde ikke forstand på, hvad jeg lavede, og følte mig dum. Det er følelsen af at stå i et center og være blandt folk, som man har en opfattelse af har styr på, hvad de laver. De er i god form, og de er slanke. Så står man der og skiller sig ud, fordi man er større end gennemsnittet. Jeg blev så usikker, at det var ubehageligt, og jeg ikke kunne være i det. Jeg var der under en måned,« siger Simone Kjems Hansen.

Men det var ikke, fordi hun gav op.

»Jeg tror, at jeg har meldt mig ind og ud af Fitness World i hvert fald syv gange. Jeg havde de bedste intentioner, men så kom hverdagen, og så kunne det også være lige meget,« siger hun.

Blev mere doven

Og så var det, at den ene søndag tog den anden.

»Det er uoverskueligt at sidde hjemme i sofaen, være i dårlig form og tænke: ”Hvor skal jeg starte?”,« siger 23-årige Simone Kjems Hansen.

Hun siger, at hun ikke for alvor dyrkede sport, da hun var barn. Lidt ridning, lidt basketball, men aldrig noget, hvor hun konsekvent var aktiv.

Da hun begyndte i 2. klasse, flyttede familien på landet. Her var der længere til veninderne.

»Jeg havde to kilometer til den nærmeste veninde, og når jeg tænker på det i dag, er det ingenting, men dengang var det meget uoverskueligt for mig at komme af sted i forhold til, da mine veninder boede på den anden side af vejen. Det fik jeg aldrig vænnet mig til på en god måde, og så blev jeg rigtig, rigtig doven. Og jo dårligere form, jo mere doven blev jeg. Fra den alder begyndte jeg at tage på, og i gymnasiet eskalerede det.«

Hun var i den tid et vanemenneske. Når familien gik i seng, stod hun op igen.

»Så gik jeg ned og spiste fire rugbrødsmadder. Ikke fordi jeg var sulten, men fordi jeg havde lyst. Til sidst blev det en vane,« siger Simone Kjems Hansen, der forsøgte at undgå vægten.

På det tidspunkt var der 135 kilo fordelt ud over de 180 centimeter, som Simone Kjems Hansen røg i vejret.

»Det kan godt være, at jeg har været højere oppe uden at være klar over det. Jeg vejede mig aldrig rigtigt, før jeg begyndte at tænke, at nu skal jeg gøre noget. Man har ikke lyst til at se realiteten i øjnene.«

I den tid havde hun problemer med selvværdet.

»Jeg havde det ikke godt med mit udseende. Jeg kunne ikke gå i det tøj, som jeg gerne ville, for jeg syntes sjældent, at tøjet i den størrelse, som jeg kunne passe, var pænt. Når jeg var i byen med veninderne, forsøgte jeg at være hende den sjove, for hvorfor var der nogen, der skulle gide snakke med mig i forhold til mine veninder, som var smukke?« siger Simone Kjems Hansen, der roser sine veninder, der accepterede hende for den, hun var.

Søster gav motivation

Selvværdet fik også et hak på andre tidspunkter.

»Min søster tabte sig 50 kilo ved hjælp af kost og motion. Når vi var til familiesammenkomst med folk, der ikke havde set os i lang tid, fik jeg en følelse af, at folk kunne gå hen til hende og sige: ”Nej hvor ser du godt ud, godt gået”, og så kunne jeg stå ovre i hjørnet og flove mig over, at jeg ikke have formået at få gjort noget ved det.«

Hun siger, at søsterens vægttab blev en motivationsfaktor.

Vendepunktet kom på en ferie med Simone Kjems Hansens mormor, og Simone kan sætte den eksakte dato på: 14. juli 2014.

»Jeg var lige blevet student, og min mor-