Vægten – men så fandt hun opskriften
mor og jeg skulle til Krakow i Polen. Inden vi tog af sted, sagde hun et eller andet om min vægt. Ikke nedsættende, men bekymrende. Det satte et eller andet i gang. Jeg tænkte, at når jeg kommer hjem, skal jeg gøre noget ved det, for der var en periode på 14 dage, hvor jeg var alene hjemme og selv kunne bestemme, hvad jeg skulle spise til aftensmad i forhold til, når de voksne var hjemme, hvor det var sovs og kartofler. Jeg lavede en kickstart, og det gik rigtig, rigtig godt. For min egen skyld lavede jeg en Instagram-profil, for jeg er ikke så god til at tælle kalorier, det bliver for striks. Jeg tog billeder af mine måltider, ikke for andres skyld, men for at jeg kunne holde styr på, hvad jeg havde spist, uden at det blev træls. På den måde blev jeg bevidst om, hvad og hvor meget jeg puttede i munden. Det skulle lykkes, for jeg vidste godt, at hvis det ikke lykkedes, ville det bare blive værre og værre.«
Men hun manglede stadig motionen, og da hun mange gange havde fået et gok i nødden over fitnesscentre og begynderyoga, blev det til gåture.
»Jeg boede ude på landet, og der var meget natur, så jeg begyndte at gå hver anden dag, fem-seks kilometer med musik i ørerne. Det passede bedre til mig, for der følte jeg mig ikke udstillet. Derefter begyndte jeg at cykle i nærområdet. Jeg nød at få frisk luft, og det var ”mig-tid”. Jeg tabte mig så småt. Det gik ikke lige så stærkt som i starten, da jeg lagde min kost om.«
Noget mere skulle til, og denne gang var det en af veninderne, der gav en hjælpende hånd.
»Hun havde hørt om et træningsfællesskab, som var udendørs og gratis og søndag fra 11-12. Hun er i god form og har en normal kropsbygning, men turde ikke tage af sted alene. Det var grænseoverskridende, for selv om jeg havde tabt mig 20 kilo, havde jeg stadig ikke trænet i fællesskab og var overhovedet ikke i god form. Da vi mødte op, stod jeg og kiggede på, hvad der lignede den ene topatlet efter den anden. Jeg havde bare lyst til at krybe i et hul, for jeg tænkte, at niveauet måtte være højt. Det skræmte mig. Men så startede det, og der var god energi. Man startede med at sige god morgen og overskride nogle grænser ved at uddele krammere til folk, man ikke kender.«
Gode vaner til børnene
Projektet hedder Sick Project, og Simone fandt sin plads i træningen.
»Det var hårdt, for jeg var ikke vant til at presse mig selv. Træningen foregik i cirkler i et tidsrum, så der var ikke nogen, der holdt styr på, hvor mange af en øvelse man havde taget, og man blev ikke holdt til ansvar, hvis man tog en pause. Der var flere, der klappede mig på skulderen og gav mig high fives efter træningen, og det gjorde, at jeg følte mig meget velkommen.«
Nu var Simone i gang, men træning en gang om ugen slog ikke til, hvis vægttabet skulle fortsætte.
I februar tog hun kontakt til en personlig træner, der også skulle hjælpe hende ud af de dårlige vaner. Trænerne havde selv været igennem at skulle tabe sig, og det kunne Simone forholde sig til.
»Jeg havde en forventning om, at jeg ville træne med hende en gang om ugen, men jeg endte med at blive meget bidt af det. Og jeg fandt et frirum efter en lang arbejdsdag, hvor jeg kunne bruge tid på mig selv, og det gjorde også, at jeg fik lyst til at komme tilbage igen,« siger Simone Kjems Hansen, der arbejder som speditør.
I dag vejer hun 108 kilo, men hun har fået en holdningsændring til vægten.
»Med tiden gik det op for mig, at det ikke er tallet på vægten, der skal fylde i mit hoved, men i stedet at have et godt helbred, til når jeg engang skal starte en familie og give mine børn de bedste forudsætninger. Jeg følte, at jeg ville have svært ved at videregive gode vaner til mine børn.«
Jeg tror, at jeg har meldt mig ind og ud af Fitness World i hvert fald syv gange. Jeg havde de bedste intentioner, men så kom hverdagen, og så kunne det også være lige meget. Simone Kjems Hansen