Ridderne af den varme luft
Hvem tør anfægte den gode vilje og det rene hjerte eller bede om dokumentation?
Der findes noget, der hedder naturvin, og det er løgn. Nej, det er ikke løgn, at der er visse vine, man kalder det, og færdes man på Nørrebro eller i Paris’ 11. arrondissement, kan man nærmest ikke få andet at drikke end netop denne ofte ubestemmelige væske, men det er løgn, at det er natur. Naturen vil lave eddike, mennesket griber ind og laver vin, inden det går så galt; det er definitionen på kultur, så hvorfor mon det hedder naturvin?
Spørger man salmedigteren, er han mere ydmyg: »Hvad magted’ jeg vel – om du gav ej held? – det vokser jo medens vi sove.« Han har naturligvis Vorherre med i billedet, digteren, der er plads til underet, til gaven og taknemmeligheden, men Vorherre er jo for længst afskaffet, de nye religiøse cirkulerer om sig selv i bevægelser af tiltagende styrke, og når de stiger til himmels, er det altid deres helt egen.
»SPACE«, stod der på den sweatshirt, Uffe Elbæk bar i TV 2 forleden, da han skulle tale om Niko Grünfeld, for der står altid sjove ting på Uffes tøj, og da han blev spurgt om Nikos afgang, svarede han både-og, for han er en mand, der kan besvare et spørgsmål med et spørgsmål, og han er ikke sen til at søge tilskud til en afklaring af tvivlen. Eller i hvert fald et udkast til afklaring, man bør aldrig afslutte et projekt, det kunne gå ud over pengestrømmen, den linde. Han har regnet den ud, Uffe. Bag det fjogede ydre bor en mand, der i alle årene har kunnet læse tidsånden helt præcist og derfor har kunnet få tilskud til det hele; det er ånd og sjæl, det er omsættelig kreativitet, så hvorfor hedder det naturvin? Navnet skyldes ikke vinen, men den, der drikker den (og sælger den), det handler ikke om smag, men om image, det er brand komplet med fuldskæg og stråhat og autenticitet, og man kan aldrig rigtig vide, om en vin er naturvin eller ej, der er ingen faste regler, det er et spørgsmål om sympati og følelse i et univers, hvor småt er godt, og stort er ondt, og hvor man ikke skal stille for mange spørgsmål, før ens motiver bliver draget i tvivl. Der findes også noget, der hedder ”Send flere krydderier,” en af fem virksomheder, der i 2017 modtog mere end 6,8 mio. kr. af Københavns Kommune. Det manglede bare, det handler om integration, og integration er godt, så hit med pengene. I 2018 er kommunens forventede udgift til virksomhederne 9,7 mio. kr., og de går til i alt 289 personer. I Politiken stod, at det gik strålende med krydderiprojektet, hvor mellemøstlige kvinder hver dag går og gnider kød ind i spidskommen og sumac, og hvor det dufter af kanel, så tankerne næsten kan ledes hen til den glimrende restaurant Cinnamon Club i London, nærmere betegnet Westminsters gamle bibliotek, hvor onde bankfolk sad og lagde råd op, så de kunne plyndre Europa for milliarder og atter milliarder. Integrationsprojekter er tyveri af en noget mindre skala, indrømmet, til gengæld er de godkendt tværpolitisk, og der er ingen politisk interesse for at kende sandheden bag dem eller resultatet af dem. Spørger man, hvad der kommer ud af dem, mødes man med tavshed og bortvendte blikke, der skal sige så meget som: »Du lyder som et ondt menneske.«
Det var således ret sensationelt, da Berlingske Tidende kunne afsløre, at det var løgn, hvad krydderiprojektet havde fortalt, og hvad der var gengivet i Politiken. Kun otte, siger og skriver otte, ud af de 289 havde fået arbejde, det er sådan cirkus en million per job, og det er ganske mange penge, men godhed koster penge, det er klart. Det meddeltes, at en stigende gruppe unge går rod- og dådløse rundt, og ministeren sagde, at det skyldtes et stigende antal flygtninge. Det lyder plausibelt, men stemmer til gengæld dårligt med de vedholdende oplysninger om, at de syriske migranter skulle være ekstraordinært højt uddannede.
Det lød mindre plausibelt, men ingen turde spørge til det, for det var en konstruktiv nyhed, en god nyhed, og hvis man spurgte hvorfor og hvordan, havde man jo egentlig sat sig selv i bås. Ganske som med Niko Grünfelds mastergrad så unddrog udsagnet om de syriske kvinders kompetencer en almindelig skelnen mellem sandhed og løgn, ja, det hørte til i et andet luftlag, hvorfor påstanden fløj på smukke vinger fra medie til medie og aldrig blev draget i tvivl, for det lød nu så smukt og godt.
Når man spørger Niko Grünfeld, hvorfor han løj på sit cv, svarer han, at han stadig brænder for grøn omstilling. Goddag mand, økseskaft, det er immer devisen. Også han befinder sig i en sfære hinsides sandhed og løgn, og det er han langtfra ene om. Han og hans parti er rejsende i bullshit, ganske som naturvinsprædikanter og krydderiglade integrationskonsulenter, bullshit, som den defineres i professor Harry G. Frankfurts bog af samme navn; jeg har nævnt den før og nævner den gerne igen, for den er god at få forstand af. Bullshit er de udsagn, der ikke siger noget om noget, men skal fortælle om den talende. Hvem tør anfægte den gode vilje og det rene hjerte eller bede om dokumentation? Hvis man gør det, har man automatisk sagt noget grimt om sig selv. Alternativet med tilliggende daybeds er pragteksemplaret, når det gælder bullshit, og partiets opståen og tilslutning er et tegn i tiden, Grünfeld eller ej; han er i sig selv ubetydelig som andet end et eksempel på, at man kan snuble i sin egen varme luft, og det er da performancekunst anno 2018.