»Undervejs har det plaget mig lidt at tænke på, at nogen jo på et eller andet tidspunkt skulle læse bogen«
I Morten Ramslands nye roman, ”Lyskabinettet”, undersøger han seksualitet og køn. Dele af bogen er så pinlige, at det har plaget forfatteren at tænke på, at andre skulle læse bogen på et tidspunkt.
Hvordan opstod idéen til ”Lyskabinettet”? »Da jeg var i begyndelsen af 20’erne, gennemrodede jeg bibliotekernes og antikvarboghandlernes hylder efter en bog som ”Lyskabinettet”, fordi jeg manglede historier om de ting omkring køn og seksualitet, der foregik inde i mig. Men i de få bøger, jeg kunne støve op, skulle man helst passe ind i en eller anden kasse eller seksualisme. Selve idéen til romanen opstod dog først mange år senere, hvor der skete en række ændringer i mit liv, som inspirerede mig og gav mig modet til at skrive om netop de temaer, jeg manglede dengang.«
Hvad vil du gerne undersøge med bogen?
»Jeg har gerne villet undersøge og skildre, hvordan man kan frigøre sig fra fortællingerne om sit liv ved at dykke ned i alle de mørklagte og ufortalte historier, som ikke er blevet flettet ind i den kontinuerlige livshistorie, vi alle er i gang med at skabe om vores liv: de historier, vi helst ikke fortæller til nogen, de skamfulde, pinagtige, sårbare og ensomme historier, der ikke passer ind i de store kulturelle kærlighedsmyter og fortællinger om, hvordan en mand f.eks. helst skal være. Eller hvordan seksualiteten helst skal være osv. Hvad sker der med livsfortællingen, når man begynder at fortælle den slags historier?«
Hvad har været det mest udfordrende ved at skrive den?
»Undervejs i skriveprocessen har det plaget mig lidt at tænke på, at nogen jo på et eller andet tidspunkt skulle læse den. Romanen er en kæderække af pinlige historier fra et liv, hvor der zoomes ind på det pinagtige og usagte i køns- og kærlighedslivet. Jeg har sat mig foran computeren om morgenen og tænkt: Hvad har jeg absolut IKKE lyst til at skrive om eller til, at nogen skal læse? – Og så har jeg skrevet om netop det. I begyndelsen tænkte jeg, at jeg jo altid kunne slette det igen, men pludselig havde jeg skrevet en hel roman frem af den slags fortællinger.«
Det underligste sted, du har læst en bog?
»I en lerhytte i en lille bitte landsby i det østlige Uganda. Da der ikke var elektricitet i landsbyen, gik jeg tidligt i seng for at læse Leonard Cohens ”Yndlingslegen” for tredje gang, men straks jeg havde lagt mig, begyndte det at krible og krable – og jeg lyste rundt og så, at hyttens indervægge var fyldt med kæmpekakerlakker, der tilsyneladende åd af fyldet i væggene. Jeg indrettede mig med moskitonet og gav mig til at læse i skæret fra et stearinlys. Mens jeg læste, lød der uhyggelige lyde under min seng, jeg lyste derned med lommelygten og fik øje på en flok høns. Da jeg slukkede lyset og lagde mig til at sove, lød der trin fra loftbjælken, og mit moskitonet gyngede voldsomt. Jeg lyste op og fik øje på tre fede rotter, der sad over mit hoved og stirrede ned på mig. De pilede hurtigt væk, men hver gang jeg slukkede lyset, var de der igen. Så der var ikke andet at gøre end at læse det meste af natten, indtil stearinlyset var brændt ned, og lommelygten løb tør for strøm. Og så kom rotterne.«
Jeg har gerne villet undersøge og skildre, hvordan man kan frigøre sig fra fortællingerne om sit liv ved at dykke ned i alle de mørklagte og ufortalte historier.
Hvilken bog har spillet en særlig rolle i dit liv? »Jeg læste ”Midnatsbørn” af Salman Rushdie i en hængekøje mellem to kokospalmer i Goa i 1999. Jeg var lige blevet færdig på universitetet og var i tvivl om, hvad jeg nu skulle med mit liv. Jeg havde to udgivelser bag mig uden nogen succes og en række digtsamlinger, som ingen ville udgive, og jeg var blevet i tvivl om, hvorvidt drømmen om et liv som forfatter var særlig realistisk. Men Rushdies roman slog fuldstændig benene væk under mig med sin vilde, fabulerende fortælleglæde, og da jeg var færdig med bogen, vidste jeg bare, at jeg skulle hjem og skrive – ligegyldigt hvad. Få uger senere gik jeg i gang med ”Hundehoved”.«
I denne uge medvirker