Albummet handler om min egen personlige angst for at blive voksen. Jeg kan godt frygte at blive låst fast og skulle leve et mere rutinepræget liv.

tanker om barndom og ungdom gennemsyret langt det meste af hendes musik, og det nyeste album er ingen undtagelse.

»Jeg har altid været meget nostalgisk og inspireret af længsel. Om det så er efter fortiden eller noget, man drømmer om i fremtiden. Måske er det derfor, det har været så svært for mig at give slip på min fortid. Jeg har virkelig tænkt: ”Giv nu lidt slip”,« siger hun med en blanding af fynsk accent og engelsk ordstilling.

Selv tror hun, de tanker er blevet forstærket af, at hun i sommer passerede sin tredje runde fødselsdag.

»Jeg savner den frihed, jeg havde. Jeg savner det fællesskab, vi havde. Der var bare en kæmpe frihedsfølelse og et sammenhold, der gjorde, at man følte sig som den fedeste person i verden, fordi man havde det.«

Selv om det godt kan skræmme hende, at den tid ikke kommer igen, vil hun ikke ønske sig tilbage i dag. For der er noget smukt over, at alting forandrer sig. Men samtidig kan voksenlivet, der skubber fortiden bagud, også skræmme hende:

»Albummet handler om min egen personlige angst for at blive voksen. Jeg kan godt frygte at blive låst fast og skulle leve et mere rutinepræget liv. Jeg er bange for ikke at kunne føle mig fri og for andres forventninger til, hvordan man er voksen. Det kan jeg ikke overskue. Sådan tror jeg måske, mange får det, når de fylder rundt,« siger hun og fortæller, at hun nyder den frihed, der trods alt er forbundet med livet som musiker. At hun stadig kan udleve lidt af »legebarnet«.

»Og hvornår er man voksen? Jeg synes, det er lidt latterligt. Men af en eller grund har det sneget sig ind i mit hoved, at når man er 30 år, så er man voksen. Jeg føler mig ikke særlig voksen, men jeg har en følelse af, jeg burde være det.«

Men albumtitlen ”Forever Neverland” handler ikke kun om den angst. Neverland er et rigtigt fysisk sted, hvor Mø bruger meget tid. »The real life neverland«, som hun kalder sit deltidshjem i Los Angeles. En by, hvor ungdommen på mange måder kan strækkes.

»Der er så mange unge søgende sjæle og youthful energy. Man søger drømmen om at blive skuespiller eller musiker i en eller anden boble. Det er megafedt, men også skræmmende,« siger hun. Et lille tatoveret uendelighedstegn viser sig på hendes venstre håndled, mens hun snakker.

»Verdensstjerne lyder så voldsomt«

Store dele af Møs andet album er blevet produceret i LA, og som en af tidens store sangerinder er det næsten uundgåeligt, at hun skulle lægge vejen forbi her. Når hun snakker om det, kaster hun armene omkring sig, som om hun danser til de energiske popbeats, hun er kendt for. Bare uden musik.

Hun står lige midt i den drøm, hun har varmet op til hele sit liv:

»Jeg føler, jeg har snydt og vundet i Lotto. For hvordan kunne jeg være så heldig at få lov til at gøre de ting, jeg har drømt om, siden jeg var barn?«

Spørgsmålet er, om den lille pige ved kla- veret i barndomshjemmet i Ubberud dengang turde forestille sig, at hun en dag ville komme til at samarbejde med nogle af popmusikkens allerstørste navne som Major Lazer og Justin Bieber – og endda selv skulle havne i kategori med dem.

»Jeg ved ikke, om jeg føler mig som en verdensstjerne. Det lyder så voldsomt. Det lyder som en særlig gudeagtig person, og det føler jeg mig i den grad ikke som. Jeg føler mig som et ret jævnt, almindeligt menneske. Men jeg ved jo godt, hvad jeg laver,« siger hun.

»Egentlig vil jeg jo bare gerne møde alle og være super neutral. Nogle gange, når jeg møder folk, har jeg bare lyst til at fortælle dem, at vi er ens. Der er ikke noget der. Men igen, hvis jeg mødte Lana Del Rey ...« siger hun og stopper op ved tanken om at møde sit idol.

Hvordan har du det med, at nogle har fået det sådan med dig, som du har det med Lana Del Rey?

»Det er superunderligt. Når jeg ser mit liv udefra, kan jeg godt tænke: Shit, wow, ej, okay. Men jeg har det jo egentlig meget normalt. Jeg har svært ved at tage Karen ud af det her.«

På gennemrejse i barndomshjemmet

Ude på havnen er der så godt som mennesketomt, da Mø pludselig får øje på en ung rødhåret kvinde, der sidder og ryger op ad en rød bygning. Ida er en af Møs bekendte fra tiden i den forladte fabrik. Hun spørger, hvor længe Karen er i Odense, og ærgrer sig, da svaret lyder: »Kun til i morgen«.

»Sådan er det jo,« konstaterer hun.

Som Mø selv udtrykker det:

»Så er det bare schwuush, og så er det væk igen,« og som med så mange andre af sine sætninger erstatter hun ord med selvopfundne lyde.

»Nogle gange har jeg virkelig syntes, det har været nederen at være hende, der bare kommer og går igen,« siger hun.

Vi sætter os ind på en restaurant på havnen, for hun har ikke nået at spise siden kl. 8 i morges, da klokken passerer 14. Hun tager hurtigt et par bidder af en æggemad med dild og skyller det ned med en stor latte med sukker, mens blikket flakker ud på havnens moderne hvide bygninger med glasaltaner, der giver genskær i den usædvanligt varme oktobersol.

»Jeg har jo levet et fuldstændig normalt liv, og det er jeg glad for, jeg har nået at få med. Nu står jeg pludselig et eller andet vildt sted ude i verden. Når jeg kommer hjem, kan jeg godt blive mindet om den kontrast, det er, til det liv, jeg lever nu.«

Hun bor hjemme hos forældrene i barndomshjemmet i to døgn, inden hun skal videre til London. Men hun kan mærke, at hun når at falde til igen på den korte tid:

»Så er jeg bare tilbage i det med det samme, selv om jeg på en måde kommer hjem med mit nye jeg. Det her sted har bare altid været her,« siger hun.

Da Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen begyndte at blive Mø, kunne