Nationalstaten er blevet global
Pist borte er drømmen om Europas Forenede Stater. Uffe Østergård gør status efter et langt liv i Europa-forskningen.
HISTORIE
HVORHEN EUROPA? 598 sider, 395 kr. Djøf Forlag Uffe Østergårds nye, encyklopædiske og historiografiske epos om Europa er alt for lang, men det er en biting. At den må læses som tredje reviderede udgave af hans ”Europas Ansigter” fra 1992, tilgiver man også, tilmed at hele sætninger og passager er selvplagiat. Aarhus-professorens viden om og kærlighed til Europas forgrenede historie er simpelthen overvældende, og bogen er en milepæl i dansk Europa-forskning.
Fra sin skrivehule i Hobro vedkender forfatteren sig sin gæld til den franske geohistoriker Fernand Braudel, når han skelner mellem årsager på tre niveauer: de lange linjer, de kortere bølger og de unikke begivenheder, der sjældent påvirker begge dele. Påstanden er, at hvis vi vil forstå efterkrigstidens konjunkturer og EU’S legitimitetskrise, må vi begynde med de langvarige tendenser. Dem finder man i bogens første og anden del.
Første del beskriver fem arketypiske politiske kulturer – den nordisk-kristne, den ortodokst kristne, den multinationale, den føderale og den republikanske – hvor kapitlet om førstnævnte er næsten lige så langt som kapitlerne om Byzans, Rusland, Østrig-ungarn, Storbritannien, Spanien, Tyskland og Frankrig tilsammen.
En historie om stater
Anden del af bogen undersøger Europas 500-årige succeshistorie fra middelalder til det 20. århundredes verdenskrige og spørger med afsæt i Europas nyere geopolitiske svækkelse, hvad der i sin tid gjorde succesen mulig. Hvordan blev europæerne så frie, velstående og dominerende? Den historie handler om langt mere og andet end EU og det Indre Marked og hæver sig dermed over den daglige polemik.
Her drager forfatteren den konklusion, at den dybereliggende og strukturelle årsag til Europas rivende udvikling og geopolitiske dominans igennem 500 år netop findes i mosaikken af europæiske stater og nationer snarere end i imperier og unioner. Det var staternes indbyrdes konkurrence – og rivaliseringen med paven i Rom og kejseren af
Det Hellige Romerske Rige – som gav kontinentet sin indre, komplekse dynamik og ydre kommercielle og militære ekspansion. Hemmeligheden var den nationale diversitet, fraværet af en centralmagt, enevældens tæmning af adelen og den sociale disciplinering, som tog fart i de europæiske stater fra 1600-tallet og fremmede kernefamilien, den protestantiske arbejdsetik og det private rum ved siden af det offentlige.
Sildig opvågnen
Lige siden Romerrigets opløsning har kontinentets særkende været det modsatte af et imperium. Selv om Karl den Store omkring 800, Habsburgerne omkring 1500, Napoleon omkring 1800 – og senere Hitler og Stalin – stræbte efter et sådant, lykkedes det ikke. Først kom Reformationen i vejen og satte en stopper for kirkens universalisme, så blev den uovervindelige Spanske Armada slået i Den Engelske Kanal i 1588, og siden knæsatte freden i Westfalen i 1648 et system af su- veræne territorialstater i ustabil balance.
Alt dette har Uffe Østergård vidst længe, men i dag gør han boet op helt anderledes end tidligere og korrigerer forvekslingen af Europa med EU: »Jeg blev overbevist europæer og føderalist (…), men har måttet erkende, at nationalstaterne har vundet«.
Forfatterens sene erkendelse er rundet af vemod. Tabt er alle de føderalistiske fordringer, borte er drømmen om Europas Forenede Stater. Selv om man mærker nostalgien og igen og igen hører et ekko af den liberaltkølige forfatningspatriotisme i bogen, erkender Uffe Østergård den Ældre, at et folkeligt forankret demokrati forudsætter en national identitet. Hvor irrationelt det end lyder for en professor emeritus, kommer fædrelandskærlighed ikke fra forfatningen, men snarere fra kultur, normer og traditioner.
Virkeligheden kom i vejen
For at sige det kort har EU tabt til den europæiske virkelighed, og Uffe Østergård blotlægger det nu over 600 sider. Føderalisterne i Bruxelles, liberalisterne i Davos og politikerne i de europæiske hovedstæder fik projektet til at kuldsejle, men forinden var europæerne kommet i tvivl om sig selv på grund af verdenskrigene.
Allerhøjst har EU udskudt Europas tab af magt i forhold til globaliseringens vindere i Kina, Indien og Brasilien. Nationalstaterne blev ikke svækket af EU, tværtimod. Den tidligere så udskældte nationalstat er blevet global.
»Hvis EU overlever«, afslutter Uffe Østergård lakonisk, bliver det »en fremtid som det Tysk-romerske Rige, hvis institutioner overlevede helt til 1804, selv om de blev tømt for betydning i løbet af 1700-tallet«.
I dag erkender Uffe Østergård den Ældre, at et folkeligt forankret demokrati forudsætter en national identitet.