Aksemagter i celluloid
Man skal ikke læse schweizeren Christian Krachts seneste roman om filmens verden anno ca. 1930 på grund af plottet, men på grund af det overdådige sprog.
ROMAN
DE DØDE (Die Toten – på dansk ved Madame Nielsen) 176 sider, 200 kr. Gyldendal Der Spiegel anklagede i
2012 den schweiziske forfatter Christian Kracht (f. 1966) for at dyrke racistisk tankegods i romanen ”Imperium”. Beskyldningen var grundløs, næsten vanvittig. Romanen om August Engelhardt fra Nürnberg og hans disciple, der i 1902 udelukkende ernærede sig af solens stråler og kokosnødder på en ø i tysk Papua-ny Guinea, var gennemironisk. Kracht er bare en original og eksperimenterende forfatter, der i værk efter værk går sine egne veje.
De sendte en schweizer
I ”De døde” overholder Kracht det japanske nohdramas forskrifter om en opbygning i tre akter, uden at det dog synes at påvirke læseoplevelsen i nævnevær- dig grad. Romanen foregår omkring det tidspunkt i filmhistorien, hvor tonefilmen er ved at uddistancere stumfilmen, dvs. omkring 1930. Der krydsklippes mellem de to hovedkarakterer, den japanske embedsmand Masahiko Amakasu og filminstruktøren Emil Nägeli, idet der indflettes glimt fra begges traumatiske formative år. Amakasu, der nærer stor kærlighed til tysk kultur, har fået idéen om en ”celluloid-akse” mellem Japan og Tyskland. Fimmagnaten Alfred Hugenberg er villig til at finansiere den film, hvormed kampen kan tages op mod Hollywood. Han sender schweizeren Nägeli, som ganske vist kun har lavet en enkelt film – ”Die Windmühle” – men han synes at have det for- nødne talent og har intet imod at rejse: »Schweiz og dets indskrænkede ophobninger af bjerge, dette kun tilsyneladende takkede massiv, har en morfologisk indflydelse på den afskyelige stivnakkethed hos dets borgere, som med albuerne støttet på en pude læner sig ud ad køkkenvinduet og med en blyant noterer, hvis nogen har parkeret ulovligt – altså skriver nummerpladen ned for senere nidkært at melde føreren til kantonpolitiet.«
Sproglig overdådighed
Som det allerede er fremgået, repræsenterer persongalleriet en skønsom blanding af fiktive og autentiske skikkelser. Undervejs optræder også legendariske filmteoretikere som Lotte Eisner og Siegfried Krakauer, blakkede karakterer som den Hitlerfortrolige Ernst Putzi Hanfstaengl og mange flere. Den folkekære tyske skuespiller Heinz Rühmann og selveste Charles Chaplin ses i lidet flatterende biroller. Det lyder alt sammen ret spektakulært, men man skal ikke læse ”De døde” på grund af handlingen. Det på papiret så besnærende plot er ikke så fængende i praksis. Man skal læse romanen på grund af det overdådige sprog. Madame Nielsen rammer Krachts excentriske, selvforelskede, undertiden pompøse, men samtidig sært distancerede sprog på kornet.