Kvindelig symbolist rammer sin samtid ind
Med en stor udstilling viser Aros, at Agnes Slott-møller var en væsentlig og kompromisløs kunstner i sin epoke.
KUNSTUDSTILLING
AGNES SLOTT-MØLLER: HELTE OG HELTINDER
Aros Allé 2, Aarhus C
Til den 6. januar 2019 Hvis man var kvinde med billedkunstneriske ambitioner i slutningen af 1800-tallet, havde man ikke de samme muligheder for uddannelse og karriereprocesser som de mandlige kunstnere. Agnes Slott-møller blev født i 1862, og på trods af de nævnte odds var hun aktiv som kunstner og iværksætter med kompromisløsheden som drivkraft. Som maler havde hun sine styrker i et stærkt symbolistisk billedsprog, men i samme genre også sine begrænsninger.
Det historiske motiv
Det kan forekomme besnærende, når man på kunstmuseet Aros i Aarhus har navngivet en omfattende udstilling med værker af Agnes Slott-møller ”Helte og heltinder”. For det første illustrerer kunstneren oplagt fortællingen om historiens store skikkelser, og for det andet antyder titlen, at heltegerningen ikke alene er et maskulint begreb.
Man har dog valgt et udgangspunkt i kurateringen, der bringer en historisk mand i spil. Allerede som indledning bliver man præsenteret for et maleri, der viser Niels Ebbesen til hest. Maleriet er fremstillet i årene 1893-94, og det er tydeligt her, at den forholdsvis unge Agnes Slott-møller vil berette om en mand med magt. Det gigantiske maleri sætter hovedpersonen ind i et symbolsprog, der rummer en vis styrke – men udpræget overbevisende er det ikke.
Rammen omkring værket er et kapitel for sig. Ornamentikken er patosfyldt med egeblade udskåret i træet og en svært aflæselig tekst i bunden af indfatningen. Man kan næsten insinuere, at maleriet stilistisk nærmer sig nutidens fantasygenre i kraft af, at der konstant optræder en konturlinje, der giver værket et illustrativt udtryk uden videre materialitet indføjet.
Længere fremme i udstillingen bliver man dog overbevist om, at Agnes SlottMøller var mere end en habil maler. Dette ses faktisk helt oplagt eksemplificeret i maleriet ”Hellige Olav” fra 1923. Her optræder hovedfiguren foran en opadstræbende norsk stavkirke, der centralt placeret i kompositionen styrker maleriets perspektiv, da Olav er rykket en anelse til højre på maleriets gavlformede billedplan.
Sin egen dagsorden
Det er dog i den såkaldte Valdemar Sejr-serie, at Agnes Slott-møller træder helt frem som symbolistisk maler. Man kan ikke andet end se op til kunstneren, der her i en forholdsvis høj alder sætter sin egen dagsorden for symbolfortællingen i perioden fra sidst i 1920’erne til begyndelsen af 1930’erne – og giver pokker i modernismen og al dens minima- listiske væsen. Hele fortællingen om Valdemar Sejr indrammes af tegn, ornamenter og storladne citater. Alt er her fremstillet i en tro på, at anekdoten om helten må beskrives på netop denne måde.
Det er dog i værkerne i overgangen fra 1800-tallet til det 20. århundrede, at kunstneren agerer mest solidt. Ganske vist optræder indramningerne også her som en del af en installation, men nu oplever man livet, som det fortolkes i folkeviserne.
Her finder man scenarier med tegn, der optræder forløsende subtile i forhold til de mange værker, hvor alt står som lysende klare disputatser. Eposset om prins Buris og Liden Kirsten er så- ledes blevet til en dramatisk, lydløs kommunikation mellem to mennesker med havet brusende smukt i baggrunden. Her giver kun modellernes gestik og klæder et signal om, hvad der er på færde.
Eksemplarisk fortælling
Myten om Agnes Slott-møller er lang og fyldt med en symbolik, der ganske godt modsvarer kunstnerens egne arbejder. Hun var med i begyndelsen af et vigtigt samarbejde på 1900-tallets kunstscene. Agnes og hendes mand, Harald Slott-møller, var i årene omkring
1890 medstiftere af Den Frie Udstilling, som skulle være et alternativ til Charlottenborg, som var det konservative og etablerede centrum