Mødet med en forhørskomité

Socialdemokraten og den tidligere minister Karl Hjortnæs har netop udgivet sine erindringer. Fra bogen bringer vi her der handler om en turbulent tid i Socialdemokratiets historie. Både Hjortnæs og Svend Auken var valgt i Aarhus, og deres personlige forho

den besluttede folketingsgruppens bestyrelse, at jeg skulle give møde for en femmandskomité for at forklare mig. Svend ville ikke selv tage en samtale med mig. Mødet med forhørskomiteen blev berammet til den 19. februar, og det blev naturligvis til et mediemæssigt tilløbsstykke. Kl. 09.55 den 19. februar forlod jeg mit kontor på tredje sal på Christiansborg. Jeg vandrede ad gangen på anden sal tæt fulgt af tv-kamerarene. Uden for Torben Lunds kontor var der et kæmpe opbud af journalister. Aldrig havde man oplevet en politisk skueproces som denne, hvor et mangeårigt folketingsmedlem skulle forsvare sine offentlige ytringer over for en forhørskomité. Hvad var det for noget? Inden for døren mødtes jeg med Torben Lund, Henrik Dam Christensen og Lissa Mathiasen. Henning Rasmussen og Frank Jensen var ikke mødt frem.

Efter 20 minutters ”hyggesnak” mødtes Torben og jeg med pressen. Jeg husker ikke meget fra det pressemøde – kun at det på alle måder var en pinlig oplevelse. Efter pressemødet blev jeg interviewet af Danmarks Radio. Mine udtalelser til Radioavisen var meget neutrale og gav ingen problemer, men senere på eftermiddagen var jeg i programmet Radiomagasinet (vore dages Orientering), hvor jeg fremkom med nogle principielle betragtninger over emnet god ledelse.

Blandt andet fik jeg sagt, at Aukens politiske evner og Ritts lederegenskaber havde været en lykkelig kombination for Socialdemokratiet, at Ritts lederegenskaber manglede i dag, og at det var en afgørende årsag til uroen i partiet. Da interviewet sluttede, sagde jeg til studieværten, at jeg mente, at jeg havde holdt mig på den rigtige side af grænsen. Det mente hun også – det sagde hun i hvert fald. Men vi tog fejl. Jeg har forsøgt at bilde mig selv ind, at mine udtalelser til Radiomagasinet ikke var en tilsigtet provokation, men inderst inde vidste jeg jo godt, at Svend ville blive rasende over en udtalelse om, at ledelsen var bedre, da Ritt var en del af den. At reaktionen blev så voldsom, som den gjorde, var alligevel overraskende.

Svend (og folkene omkring ham) blev aldeles ophidsede, og jeg har efterfølgende forstået, at det var meget tæt på, at jeg var blevet indstillet til eksklusion. I stedet for at besinde sig piskede Svend en stemning op, der ulykkeligvis fik medløb i folketingsgruppen, og som medførte, at jeg blev fjernet fra alle de udvalgsposter, folketingsgruppen havde udpeget mig til. Hele episoden var på en måde en sørgmodig farce, som viste, at alt kan ske i anspændte tider. Loyaliteten over for partiet og folketingsgruppens ledelse fik dem, der følte stort ubehag ved situationen, til at forholde sig i ro. For de fleste medlemmer af folketingsgruppen gjaldt det, at hvis de inderst inde mente noget andet end gruppens ledelse, ville de aldrig komme frem med det, for har man ikke tillid til ledelsen, bryder det hele sammen. Efter det dramatiske møde, hvor folketingsgruppen på bestyrelsens indstilling fjernede mig fra alle mine tillidsposter, havde jeg en samtale med Ritt på hendes kontor.

Typisk for hendes måde at reagere på i den slags situationer, sagde hun til mig:

»Lad nu være med at hænge med hovedet, når du forlader Christiansborg. Siger du noget i retning af, at du er ked af det, og at det ikke var din mening at fornærme nogen, har du tabt. Hvis du derimod siger, at du er vred, og at det fandeme ikke er en måde at behandle et mangeårigt medlem af folketingsgruppen på, så kan du komme i offensiven, og så vinder du til sidst.«

Indgrebet var så brutalt, at det i forvejen havde udløst en enorm vrede og indignation hos mig over Svends opførsel, og efter samtalen med Ritt fik jeg kræfter til at sætte en modoffensiv i værk.

Da jeg forlod Christiansborg for at tage hjem til møde med min kreds og på trappen blev filmet til tv, fik jeg derfor i utvetydige vendinger sagt, hvad jeg havde på hjerte, ikke mindst at det var helt uacceptabelt for mig og min kreds, at jeg var blevet frataget mine muligheder for at passe mit politiske arbejde, blot fordi jeg ønskede at diskutere Vestunio-