Langtidsmættende madkurvskultur
Det er ikke kun minderne om kolde baller, der gør, at danske festspil bider sig fast. For selv om de ofte er rene amatørforetagender, kan de ikke undgå at begejstre.
Dagene er blevet mærkbart kortere, og over hele landet er grupper i gang med at forberede næste sommers bud på en årelang dansk tradition, der trækker tråde helt til renæssancens og barokkens tid: De traditionsrige friluftsspil.
I 1634 blev festspillet "Det store Bilager" opført i anledning af Christian IV’S søns bryllup. Men fænomenet med at arrangere store forestillinger på den måde rækker helt tilbage til det antikke Grækenland, mener man.
Nutidens udgaver appellerer mildt sagt mere bredt. Man kan vel næppe forestille sig noget mere folkeligt, end at et hold af lokale ildsjæle år efter år står sammen om dramatiske opsætninger af varierende art.
Disse ofte rene amatørforetagender er tilbagevendende begivenheder, om end dansk nor- malsommer er en evig trussel mod gennemførelse og økonomisk bæredygtighed.
Hvis der overhovedet er opsat tribuner, er stolerækkerne skæve og komforten fraværende. Nogle steder er man henvist til den bare jord, hvor kun et tæppe adskiller kroppen fra den fugtige jord. Man kæmper mod dug, kølige vinde, flyvske paptallerkner og periodevis lydudfald. Vi er på mange plan helt nede på jorden, det er sommerlet og befriende.
Mens det kunstneriske niveau er svingende, er det etablerede kulturlivs foragt for dette sammenrend af glade amatører på vold, i parker og bag herregårde konstant.
De, der definerer sig selv som indehavere af en "god kultursmag", må kæmpe med egne fordomme. Trofaste tilskuere og en fast stab af begejstrede frivillige tager næppe fejl, for de har forstået præmissen. Det er ikke kun, hvad der foregår på scenen, der er interessant ved de danske festspil. Her spiller selve dramatikken en mindre rolle, fristes man til at sige.
For festspillene er samlingspunkter for noget så sjældent som vaskeægte entusiaster, der er villige til at ofre fritid og forfængelighed i fællesskabets tjeneste. Der er ingen tvivl om, at de har en fest, de hundredvis af frivillige, og med en billet køber publikum også adgang til at blive smittet af oprigtig begejstring. Man bliver opløftet og glad i låget.
Sådan har det i hvert fald været de seneste år ved Vilhelmsborg Festspil ved Aarhus. I år kastede man sig ud i en fortolkning af den – skulle man tro – gennemtrævlede musicalklassiker "Grease".
En sikker publikumstræffer skulle dette år lappe et økonomisk hul, som sidste års opsætning af Dolly Parton-musicalen "9 to 5" havde efterladt. I 2017 var det ikke kun hyppige regnbyger, der trak skygger over festspillet. Også Det Kgl. Teaters udendørsopsætning af teaterstykket "Røde Orm" i forbindelse med kulturhovedstadsåret var med til at friluftsmætte et forfrossent publikum.
Årets forestilling på Vilhelmsborg blev langt fra en frygtet 1:1-opsætning af filmversionens Sandy Olsen og Danny Zuko. Med overraskende detaljer og en skarpt skåret historie, var musicalen ved Vilhelmsborg både sjovere og mere underholdende.
Men størst var det at mærke glæden, begejstringen og engagementet på og bag scenen. Kræfter, der let overdøver en skrattende mikrofon eller en skæv kulisse. Vilhelmsborg Festspil fik slået takten an til melodien af penge i kassen. Således reddet er næste års opsætning på Vilhelmsborg "Fame".
Det kan i sig selv virke bizart at bygge et amerikansk highschool-miljø ved siden af et hestesportscenter uden for Aarhus, at servere en rock ’n’ roll-gryderet ved Støvringgaard, sætte "Chaplin" op ved Varde eller "Hairspray" ved Palsgaard Sommerspil.
Men det virker år efter år, for festspil handler i høj grad om meget andet end det kunstneriske indhold. Her er det også formen, rammerne, stemningen og menneskene, der tæller.
Og sådan var det så befriende, at den største kulturoplevelse denne sommer ikke var den fineste.
Morten Nystrup er redaktør for JP Aarhus.