Et typisk tilfælde
Mange ting var
lettere i gamle dage, herunder at genkende en pamper; det var noget med en stor fagforeningsmave, næret af mange frokoster og mange bajere, en stor cigar, et stort kontor og altid mere end én ræv bag øret. Det var, før vi alle begyndte at gå med skridttæller, og den type er næsten uddød nu. Selv fagforeningsformænd er slanke og effektive, en ny klasse af mennesker har sat sig for bordenden, f.eks. Alternativets Niko Grünfeld, der fravalgte det vigtige job som beskæftigelsesborgmester, fordi han og partiet så langt foretrak den langt mere uforpligtende post som kulturborgmester.
Den er symbolsk, og det er vigtigt. Grünfeld overtog posten fra en Df’er, så der skulle naturligvis luftes kraftigt ud og møbleres helt om, herunder en specialdesignet
(det, som en gammeldags magthaver ville have kaldt en divan) til 10.000 kr., tre borde til 36.000 kr., lamper for 11.485 kr. og et Sonos lydanlæg, formedelst 6.398 kr. Kontoret skulle nemlig ikke bare være et kontor, men et »minikulturhus« – som borgmesteren bekendtgjorde på Facebook. Som arkitekt valgte han en søster til en tidligere politisk chef i partiet, så langt ligner pamperiet den gammeldags slags.
Men Niko Grünfeld er
ikke gammeldags, han er postmoderne og på mange måder et typisk tilfælde, hvad læsere af dagbladet Børsen kunne forvisse sig om for nogle måneder siden, da han blev bedt om at beskrive sin perfekte weekend. Det begyndte med jublende børn og pandekager: »Vi laver dem fra bunden med økologisk Aurion-mel fra Hjørring, et pift af citronskal og flormelis. Jeg drikker kaffe fra Coffee Collective, som jeg brygger på mit japanske kaffeudstyr fra Hario og skimmer Politiken. Vi larmer, snakker og lytter til P8 Jazz.« Herefter gik det over stok og sten med løbeture, biograftur i en frivilligt drevet biograf, højpolitisk frokost med vegetarisk pasta, Nudie Jeans og veganske sneakers, kunstudstilling, cocktails med Kaospiloterne, middag på Michelin-restaurant, en Thy-pilsner og en ironisk hotdog som natmad. Som læser blev man helt forpustet alene ved tanken om alle de faldgruber, sådan en lørdag rummer, for blot et enkelt forkert valg kunne jo få det hele til at bryde sammen og facaden til at krakelere. Man skal kende koderne og vide, hvad man gør, og hvad man ikke gør, når man skaber fortællingen om sig selv – og det er, hvad moderne politik handler om.
De gamle pampere
var ærlige og redelige svindlere, men de nye magthavere har tilføjet en ekstra dimension. Den kreative klasse vil definere kulturen, og det er her, at deres svindelnummer bliver særligt forstemmende, for hvad er kultur egentlig for noget? På det nye kulturkontor er der ingen tegn på, at manden nogensinde har læst en bog eller har planer om at gøre det. Det er ren design og signalværdi, ikke ulig den weekend, han selv så malende beskrev. Signaler koster, det er klart, og i den henseende kan 130.000 kr. siges at være billigt sluppet for de københavnske skatteydere, der har lagt ryg til mangt og meget fra kreative og glemsomme borgmestre. Men når vi er færdige med at sukke over endnu et eksempel på den skødesløse omgang med andre folks penge, må vi sukke endnu højere over den kreative klasses umådelige fantasiløshed og mangel på kultur. Grünfeld vil være kulturhus, men der er ingen adgang til kontoret, for det er kun »billedlig talt,« som hans pr-mand sagde til en avis, og det gælder jo hele Alternativet. Det findes ikke, det hele er kun billedlig talt – men det er selvfølgelig stadig skatteyderne, der betaler.