Undervejs i Ukraine: Her taler historien. Lytter vi til den?
Vinmarker så langt øjet rækker, ikke alle i bedste orden, men det kan komme. I nord Karpaternes skovklædte højder. Landsby på landsby, småhuse, skyggefulde haver, ældre mennesker og småbørn. Mellemgenerationen er væk, udrejst til Vesten, hvor der findes arbejde og penge. Undervejs fra Uzhgorod til Mukaceve i Ukraines sydvestlige hjørne slår det mig endnu engang, at historien foragter sine tabere. Sejrherrerne kan forgå i uvidenhed og fordomme, taberne glemmes.
Hvor mange skænker i dag Republikken Rusyn en tanke? Hvor mange har hørt om dette forsøg på i 1939 at skabe en stat midt i Europa? Året, da det nazistiske Tyskland og det kommunistiske Rusland satte sig for at ødelægge vor civilisation? Året, da Hitler, den tyske fører, besatte Tjekkiet og forvandlede Slovakiet til en lydstat? Rusyn, på dansk oversætteligt til Ruthenien, men ikke helt identisk med dette ældgamle kulturland, udgjorde den østlige ende af Slovakiet, indtil Første Verdenskrig kaldet Øvre Ungarn og styret fra Budapest, dernæst underlagt Prag.
I Uzhgorod, Mukaceve, Hust og andre småbyer udråbte man i de tidlige morgentimer 15. marts 1939 sin egen republik, komplet med en fri forfatning, en præsident, en statsminister og et meget lille hjemmeværn. Kunststykket varede til ud på natten. Det halvfascistiske Ungarns tropper rykkede ind midt på dagen, opmuntret af Hitler i Berlin. I den tidlige aften meddelte ungarsk radio, at Kárpátalja efter tyve års tjekkisk fangenskab var genforenet med sit magyariske fædreland. Ganske mange blev dræbt. Præsident Volyshyn, græsk-katolsk prælat og professor i matematik, flygtede til Rumænien. Måske brød Anden Verdenskrig ud i Transkarpatien. Øst for Vesten bliver man mindet om Europa som de mange folkeslags hjem. At klamre sig til en europæisk stat er som at klamre sig til en træstamme, der på historiens strøm nærmer sig savværket. Danmark har eksisteret i 1.000 år, ved flere lejligheder nær sin udslettelse. Er vi taknemmelige for den beskyttelse, som vort medlemskab af EU og Nato giver os? Ikke alle og slet ikke dem, der lidt for ofte iklæder sig en afstumpet nationalismes rød-hvide dragt.
De slagne ungarere forlod Kárpátalja i Anden Verdenskrigs sidste fase, præsident Volyshyn blev fundet i Prag og sendt til Moskva, hvor Stalin lod ham myrde i Butyrka-fængslet. Transkarpatien tilfaldt Ukraine, et sovjetisk lydland indtil den russiske kommunismes undergang i 1991. Er Transkarpatien ukrainsk? Ja, med sin egen personlighed og sine egne sange.
Ukrainsk Transkarpatien er en advarsel til os alle: Lader vi os besnakke af populister, demagoger og chauvinister, da kan det gå os ilde. Donald Trump i Washington, Vladimir Putin i Moskva, ungarske Viktor Orbán, Italiens indenrigsminister Salvini og andre marodører vil have magt, demokrati og retsstatslighed er ikke deres anliggende. Transkarpatien er ikke Sierra Leone. Transkarpatien, så europæisk som Bayern og Bornholm, tilhørte over en periode af 100 år fem forskellige imperier og udgør nu et fredsommeligt, overset hjørne af en europæisk stat, Ukraine, der bekriges af Rusland.
At klamre sig til en europæisk stat er som at klamre sig til en træstamme, der på historiens strøm nærmer sig savværket.
Mukaceve, på størrelse med Vejle, dukker op, en stilfærdig ungarsk præget by, lidt støvet, men ikke ringe – med sin borg og sin katedral, med en storslået, men forsømt banegård i stalinistisk nyklassicisme, beskedne butikker, beskedne mennesker, beskedne drømme, udkantens Europa og dog i vor midte. Historien har været her og gik sin vej. Interesserer det os? Lytter vi?