Der er ingen som Kim Larsen

Hvad ingen andre har kunnet gøre, har Kim Larsens død affødt en mængde reaktioner og samlet os til fællesskabet. En hyldest med koncerter, musik og fakkeloptog i mange byer for at sige farvel og tak. Trods det bedrøvelige i Larsens død har den affødt opblomstring af det, som Danmark trænger til, nemlig noget at være fælles om.

Det samme kan man sige om hans koncerter, der vel uden at fornærme nogen nærmede sig krigens alsang, hvor folk mødte op og sang af karsken bælg på sange for at være fælles om at byde fjenden trods. Når Kim Larsen og bandet slog an på strengene, var der et fællesskab om de sange, der har omkranset os fra 1970’erne til nu. Det glæder mig, at det er alle gene- rationer, der søger sammen med fællesskabet, ung som gammel.

De sidste mange år startende i 00’erne har været præget af egoisme med selfier og Youtube-videoer, som har været det, som vore børn og unge havde at læne sig imod og tog til sig. Kim Larsens dødsfald har vist os en anden vej. Vi har brug for fællesskabet for at mærke tryghed og glæde, da vi er sociale væsener, Hans sangskat har vi til evig tid, og mon ikke der kommer mere til fra skuffen for glemte sager. Men skriv datoen ned, ingen andre i Danmark vil kunne samle os og gøre det igen i vor levetid, ung som gammel, så den 5. oktober 2018 er en mærkedag, måske en fællesskabsdag.