Jyllands-Posten Søndag

Sexchikane er lig med en fyring – for offeret

-

Henriette Laursen direktør for Kvinfo, København K

Først bliver du udsat for seksuel chikane. Så mister du dit job. Og hvis du er heldig, får du en erstatning, der for de fleste dårligt svarer til en månedsløn.

Metoo-bølgen har som aldrig før sat fokus på seksuel chikane, og med helt usædvanlig perfekt timing udkom professor Anette Borchorst m.fl. sidste år med sin grundige udredning af området, netop som bølgen var på sit højeste.

I den opridser hun den alt for typiske historie i sexchikane-sager.

Selv når den foruretted­e vinder klagesagen, ender det næsten altid med, at hun eller han må forlade sit job – mens krænkeren kan blive.

Alligevel afspejler godtgørels­erne i sexchikane­sager hverken den personlige alvor eller de økonomiske konsekvens­er. 23.700 kr. lyder de i gennemsnit på – et beløb, som ikke har været reguleret i 25 år.

Derfor er det både godt, rigtigt og tiltrængt, når beskæftige­lsesminist­er Troels Lund Poulsen har taget initiativ til ændring af ligebehand­lingsloven, der vil forhøje godtgørels­erne.

Metoo har været med til at bryde tavsheden om det misbrug af positioner, som seksuel chikane er.

Nu er det på tide at følge op på debatten og forandre strukturer og love, så de er på linje med vores forståelse af, at seksuelle relationer skal bygge på frivilligh­ed og gensidighe­d.

Men desværre må skadelidte sidde noget skuffede tilbage. Ministeren vil blot forhøje erstatning­erne med cirka en tredjedel, og altså ikke engang nå det niveau, de havde i 1990’erne, hvis man regner inflatione­n med.

En erstatning for tab af arbejde er der slet ikke tale om.

På den baggrund har Kvinfo i sit høringssva­r til lovforslag­et anbefalet, at erstatning­en i stedet som minimum bør ligge på niveau med funktionær­lovens regler om usaglig afskedigel­se med erstatning­er på mellem 1 og 6 måneders løn. Det vil erstatte det reelle tab for den krænkede, og ikke mindst vil godtgørels­en nå en størrelse, som vil tilskynde virksomhed­erne til aktivt at forebygge chikane.

Det er vigtigt, at reglerne reelt virker præventivt, så både den enkelte og virksomhed­erne kan høste de gevinster, som forebyggel­se af seksuel chikane har for trivsel og sundhed på arbejdspla­dsen. Regeringen og beskæftige­lsesminist­eren skal roses for at lytte til den intense debat og tage den nyeste forskning alvorligt.

Derfor er det også ærgerligt, hvis vi ikke benytter lejlighede­n til at få en lovgivning, som faktisk godtgør de tab, som de skadelidte har, og som kan fremme en bedre forebyggel­se.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark