Populismen har altid været der og på begge sider

I Europa bruges ordet populist oftest negativt og om folk på højrefløjen. Men venstrefløjen kan skam også sin populisme.

Populisternes virkning på samfundsdebatten i USA bør ikke være noget, der skaber hændervridende bekymring.

Om et par uger skal jeg til midtvejsvalg i USA. Jeg glæder mig. Det store land er altid en rejse værd. Mange europæere er Usa-forskrækkede for tiden. For modsætningerne i landet er trukket hårdt op; det bekymrer i Europa. Og det bekymrer også nogle amerikanere naturligvis. Men nok ikke flertallet. Flertallet har for travlt med at gå på arbejde til at være bekymrede, nu da arbejdsløsheden er den laveste siden 1969. Det er om at slå til på arbejdsmarkedet.

Men der er en vild kønskamp i gang i landet og en dramatisk kulturkamp. Folk hyler og skriger i bogstavelig forstand. Man kan tydeligt mærke det på CNN, den amerikanske tv-kanal, som vi ser mest i Europa. Der er mange debatter blevet meget råbende, skønt medlemmerne af panelerne ovenikøbet ofte kommer fra den samme side af kulturkampen, den liberale, og skønt alle i studiet hader Trump. De, der godt kan lide Trump; de er på den anden kabelkanal ovre hos Fox. Det er, som om planlæggerne af programmerne har opgivet at sætte alt for ue- nige mennesker sammen, for så kan vi seere slet ingenting høre. Nu består samtalerne mest af fælles klingende, kaotiske og skingre følelsesudbrud, oppebåret af indignation, postuleret eller ægte, ofte svært at sige, og deri ligger underholdningsværdien. Egentlige debatter er afskaffet.

Vi så det for nylig med de fængslende senatsafhøringer af Dr. Ford og dommer Kavanaugh. Det var følelsesudbrud over hovedaktørernes præstationer som optrædende i et skuespil, der prægede tv-panelerne.

Det var interessant at følge med i, naturligvis. Godt teater. Men vi kunne konstatere, at dialog mellem to sæt reaktioner tilsyneladende er afskaffet, at det er typisk for tidsånden og noget, som amerikanerne tilsyneladende har vænnet sig til.

Det er, fordi populismen, et besværligt begreb, dominerer på begge sider. I daglig tale anvendes ordet populisme oftest negativt i Europa, med en over- og undertone af advarsel. Og oftest som en fælles betegnelse for partier og folkelige bevægelser på den nationalistiske højrefløj. Men populismen er lige så stærk på venstrefløjen som på højrefløjen. Også i USA.

Kvindernes indflydelsesrige MeToo-bevægelse i USA er populistisk og tilhører venstrefløjen. I det demokratiske parti er der andre store forandringer under indflydelse af venstreorienteret populisme. Også ovre på den anden side af svælget er der den retorik, som Trump bruger på vælgermøder og i de sociale medier, indigneret retorik uden argumentation, har sparket afsted med højre fod. Så populisme kan ikke anvendes som skældsord af hverken den ene eller den anden side. De er lige gode om det og til det.

Vi ældre typer kan huske, da populistiske bevægelser i Danmark hed græsrodsbevægelser eller udenomsparlamentariske bevægelser og i dannede kredse ofte sås som for- nyende for demokratiet. Ungdomsoprøret. Fredsbevægelserne, der fik stor indflydelse i Danmark i Socialdemokratiet, f.eks. i 1980’erne. Diverse ”folkebevægelser” imod Eu-medlemskab vandt afstemninger, miljøbevægelsens og kvindebevægelsens opråb blev mainstream. Glistrup startede som succesfuld populist i krig med eliten.

Populismens liste er lang og nuanceret, også i Danmark. Nogle gange puffer det populistiske pres pendulet væk fra midten og mod højre, nogle gange mod venstre. Mange steder i Europa i dag puffes der hen imod det, der opfattes som højre, i protest imod globalisering og indvandring. Populisterne har regeringsmagten i f.eks. Italien. Det ene parti, Femstjernebevægelsen, er mest venstreorienteret. Det andet, Salvinis Lega Nord, mest højreorienteret. Regeringen i Rom repræsenterer to forskellige populistiske ansigter ligesom Janus. Det er populismen, der binder dem sammen i en fælles indignation, kritisk imod det etablerede. Det er det oprør, som vælgerne støtter uden at gå i detaljer med oprørernes motiver og mål.

Populisme kan ikke anvendes som skældsord af hverken den ene eller den anden side. De er lige gode om det og til det.

Populisternes virkning på samfundsdebatten i USA bør ikke være noget, der skaber hændervridende bekymring hverken her eller der. Det er da kun godt, at mennesker er engagerede og giver udtryk for deres synspunkter, svinger med fanerne på gader og pladser uden om det professionelle politiske liv og kæmper for deres synspunkter.

Noget af det interessante, der blev sagt om Dr. Ford versus Kavanaugh i Senatet, sagde Mitch Mcconnell, lederen af det republikanske flertal i Senatet.

Han hilste al balladen velkommen. For den havde mobiliseret de republikanske vælgere. Nu skulle alle de republikanske sofavælgere i hvert fald ud og stemme til Midtvejsvalget, mente han, efter at have oplevet den unfair populistiske Metoo-behandling af stakkels Kavanaugh. Så den manglende dialog hen over svælget kan altså også få en positiv virkning, troede han. Den får folk op af stolene på begge sider.