Danmark er for lille til ”brune” gymnasier

Det er på tide at skabe et gymnasium, hvor elever mødes og danner venskaber på tværs af etnisk oprindelse. Dermed kan vi sikre større sammenhængskraft og tillid.

SAMIRA NAWA AMINI BENTE TROENSE BERTEL HAARDER EMILIA VAN HAUEN Der skulle gå mange år, før det gik op for os, at vi ikke integrerer mennesker i samfundet ved at samle familier med anden etnisk baggrund end dansk i de samme isolerede boligblokke. Men nu er 10-øren faldet, og langt de fleste partier er med på, at de udsatte boligområder skal åbnes og integreres i samfundet. Men hvad nytter det, hvis vi samtidig vender den anden kind til, når der er ved at opstå parallelle uddannelsessteder med den konsekvens, at vi på den lange bane måske også får parallelle arbejdsmarkeder?

Debatten om de såkaldte brune gymnasier blussede for alvor op i 2016, da rektoren på Langkaer Gymnasium i Aarhus valgte at opdele de nye gymnasieelever på baggrund af etnicitet. Beslutningen resulterede i klasser med 50 pct. etniske danskere og klasser udelukkende bestående af elever med minoritetsbaggrund.

Jeg var selv meget optaget af debatten dengang, men med et helt særligt fokus på, at vi havde en integrationsminister, der udtalte, at »det her handler jo om, at der er danske elever, som er kommet i mindretal på deres eget gymnasium«.

Med de ord blev det slået fast for enhver – hvis man da ellers havde været i tvivl – at den siddende integrationsminister kun er minister for de ”hvide” og ikke mener, at betegnelsen danske elever omfatter brune elever. Og det er jo helt forrykt. Vi kunne jo f.eks. aldrig drømme om at sige, at danske elever er kommet i mindretal såfremt størstedelen af eleverne bærer briller, er rødhårede eller har jødisk baggrund.

Men fred nu med integrationsministerens udtalelse fra dengang, for tilbage står gymnasierne med akkurat samme udfordringer som førhen – nemlig at søgningen mod gymnasierne er skævt fordelt på social baggrund og etnisk oprindelse. Den problemstilling har man ikke formået at finde en løsning på.

Lad mig én gang for alle slå fast, at vi ikke kan tillade at brokke os over, at flere og flere med minoritetsbaggrund begynder på gymnasierne. For de gør jo lige præcis det, som vi har sukket efter i mange år: uddanner sig, integrerer sig og bliver klar til arbejdsmarkedet og dermed klar til at betale skat og bidrage økonomisk til samfundet. Så langt, så godt.

Men i kølvandet på denne positive udvikling opstår der nogle konkrete udfordringer, som vi er nødt til at forholde os til. Jeg vil gerne tilslutte mig bekymringen om gymnasier, hvor flertallet af eleverne har en minoritetsbaggrund. Det skaber nemlig en risiko for, at eleverne ikke får en tilstrækkelig forståelse for det danske samfund. Og præcis samme problematik gør sig i øvrigt også gældende, hvis der på et gymnasium udelukkende går hvide danske elever eller elever fra den økonomiske overklasse. For vi lever i et samfund, hvor det, at vi møder og lærer hinandens forskelligheder at kende, er med til at sikre sammenhængskraft og tillid.

Derfor mener jeg, at det er vigtigt, at gymnasiernes elevsammensætning afspejler den befolkningsmæssige sammensætning. Vi kan ikke skabe god integration, hvis ikke vi mødes på kryds og tværs af baggrunde i vores uddannelsessystem.

Derfor mener jeg, at vi skal æn- dre på nogle samfundsmæssige mekanismer, f.eks. på hvordan vi fordeler eleverne på gymnasierne, så vi sikrer, at kulturen bliver mangfoldig, rummelig og inddragende.

Vi skal ikke diskriminere ved at fordele eleverne på gymnasierne efter etnisk oprindelse. Men som samfund skal vi forsøge at lave en så bred social sammensætning på vores gymnasier som muligt.

Derfor kunne en model for fordeling være, at eleverne i et bestemt geografisk distrikt prioriterer områdets gymnasier – i forhold til hvor de helst vil gå – og så fordeler et fordelingsudvalg eleverne efter en simpel fordelingsnøgle på baggrund af karakterer fra folkeskolen og social baggrund – med det sigte at indfri så mange af elevernes prioriteter som muligt.

På den måde kan vi sikre en bred social og faglig sammensætning på gymnasierne og samtidig sørge for, at en stor mængde elever med minoritetsbaggrund fra uddannelsesfremmede hjem ikke samles på samme gymnasium. Det vil betyde, at vi i langt højere grad end i dag vil få blandede gymnasier.

Samtidig er der god grund til at kigge på den sociale kultur på gymnasierne. Det er noget, som er svært at lovgive sig ud af, men her har vi behov for at sende et klart signal til vores unge om, hvilke værdier der skal lægge til grund for deres sociale aktiviteter. Vild drukkultur, puttelege, nedværdigende kvindesyn, som vi i den senere tid desværre har kunnet se stortrives på visse gymnasier, skal vi sige højt og klart fra over for. Også selv om kulturen er udviklet af etnisk danske elever.

Vi har brug for en langt mere inddragende social kultur, hvor vi ikke, som vi oplever på visse gymnasier, ser, at etniske danskere og minoritetsdanskere i høj grad inddeler sig i hver deres grupper. Vi skal skabe et gymnasium, hvor elever mødes og danner venskaber på tværs af etnisk oprindelse. Dermed kan vi sikre større sammenhængskraft og tillid mellem elever på tværs af etniske og sociale baggrunde.

Det er ikke en nem udfordring at tage fat på, for det kræver et langt sejt træk. Men jeg er sikker på, at hvis vi tør, så kan vi gøre noget ved de åbenlyse udfordringer. Det er tid til at tage udfordringerne i opløbet, der skal politisk handling til – og det skal være nu. Danmark er simpelthen ikke stort nok til hverken parallelsamfund eller ”brune” gymnasier.

JENS PETER CHRISTENSEN CLAUS BRYLD ELISABETH DONS CHRISTENSEN