De fartblinde
Kommentar: Det er ikke så underligt, at millionerne kan forsvinde, når millionerne kommer af sig selv.
Gud elsker en glad giver, det var den manende inskription på blikbøssen i den missionsk orienterede kirke i Skjern, og der stod de vandkæmmede drenge og piger med deres blanke to-ører og den lille katekismus rungende for ørerne; pottesure var de, det var lommepengene, der røg, det var frelse eller forfald og pengene ned i Negerbøssen, og lidet kunne de vide, hvor galt det var at kalde blikdåsen det. Det er ikke min historie, jeg har det fra min salig fader, som voksede op i trange kår og havde et tilsvarende forhold til penge og i øvrigt til mad; ingen kunne som han blive glad for en kogt porre. Han var en grundig og eftertænksom mand, der var ikke noget hastigt over ham på nogen måde. Aldrig. Jeg kan stadig se ham for mig, når han pakkede bilen til sommerferien ved havet, fornemmelsen af dagsrejse. Først langt senere i mit berejste voksenliv har det slået mig, hvor kort vi egentlig skulle, men min far tog det alvorligt. Han overholdt fartgrænsen til hver en tid. Det var rutine, og han tog rutiner alvorligt, selv hans forbandelser var rutine; når vi passerede et bestemt punkt på ruten, hvor et kloster lå naturskønt på fede jorder, sagde han altid: Ja, de vidste, hvad de gjorde, munkene. Han nærede et indædt had til helligheden og den selvretfærdige velstand. Han er død nu. Det er længe siden, og nøjsomheden døde med ham, den er helt afskaffet, det er sikkert og vist.
Jeg kom til at tænke på det, da Danmarks Radio forleden gik i strejke. De har været igennem en fyringsrunde, og det er ingen spøg, det ved man som ansat i den svindende private del af mediebranchen. Det ved man for resten også i Novo og i Danish Crown, men det fylder jo ikke rigtigt på samme måde. Når en slagteriarbejder bliver fyret i Nordjylland, så er det en slagteriarbejder, der bliver fyret i Nordjylland, men hvis en journalist bliver fyret i Danmarks Radio, så er det en national tragedie, som da englænderne tog flåden; det er ikke synd for journalisten, det er synd for Danmark, må vi forstå, og vi husker den tidligere nyhedsdirektørs ord om, at DR simpelthen er ligeså essentiel som de statsfinansierede hospitaler. Når man nærer så høje tanker om sit eget virke, skal man være forsigtig med at gå i strejke, der kunne gå en prås op for folk; måske kan selv Danmarks Radio undværes?? Det er en kættersk tanke, den strejfede mig immervæk den aften, hvor der ikke var Deadline. Som Benny Andersen (æret være hans minde) sagde om den intellektuelle (»Han drak en symfoni som vi andre drak kaffe - endda uden at røre rundt«): »En eftermiddag åd vi ham. Vi blev ikke klogere af det. Men vi savnede det heller ikke siden.« Jeg savnede ikke Danmarks Radio den aften, de strejkede, og da Deadline dagen efter vendte tilbage til den aldrig fuldendte snak om venstrefløjens interne anliggender (der burde have været løgtærte; af den vandede, blege, gule slags), blev jeg ærligt talt bekræftet i, at en strejke i Danmarks Radio svarer til, at en dørmand går strejke i New York.
Que faire? Ja, så må man selv åbne døren, og som komikeren Jerry Seinfeld bemærkede det: Hvem bliver de næste til at strejke? Den mærkelige mand, der pudser din forrude med en beskidt klud, når du holder for rødt?
De strejker nede på møllen, men man skal tænke sig om, før man strejker. Det gør de næppe i Danmarks Radio, hvor pengene vælter ind, sådan nærmest af sig selv. Det gør de stadig, pengene, og der er ingen grund til at tro, at etaten har transporteret sin sidste hest over Atlanten, for det skal stærkt, når man bedriver journalistik i klasse med hjertekirurgi. Og stærkt går det på finansloven med tilliggende aktstykker og særbevillinger. »Vi er fartblinde,« sagde den liberale
Laura Lindahl om de forsvundne millioner i Socialministeriet, og det er et godt udtryk; fartblindhed er, hvad der opstår i den megen omgang med andre folk penge, og det er jo ikke noget tilfælde, at svindlen er opstået