»I mit indre sad en ældre herre og ventede på, at jeg skulle få tid til at skrive hans historie … inden han døde igen«
Anne-cathrine Riebnitzskys nye roman, ”Smaragdsliberen”, handler om arbejdspassion, nærdødsoplevelser og tilgivelse.
Hvordan opstod idéen til Smaragdsliberen? »Den første sætning kom en dag, jeg stod i mit køkken. Sneen vældede ud af himlen, der var helt mørk af sne. Hvilket er lidt af et paradoks, når nu sne er hvid. Med den sætning ”himlen er mørk af sne” vidste jeg, at en ny roman var på vej. Senere opdagede jeg i mit indre en ældre herre, der sad i Notre Dame i Paris og ventede på, at jeg skulle få tid til at skrive hans historie … inden han døde igen.«
Hvad har været det mest udfordrende ved at skrive denne bog?
»Researchdelen. Særskilt den del, der handler om at slibe ædelsten. Det krævede tid og research overhovedet at finde frem til den tyske landsby Idar-oberstein, hvor man stadig sliber nogle af verdens fineste ædelsten … og hvor handlingen for en stor del derfor foregår. Det mest komplicerede var at få adgang til folk, der ville sige noget om, hvordan man sliber, og vise mig, hvordan man gør. Den slags kan være uoverstigeligt vanskeligt, når man henvender sig på mail – det er jo store værdier, det handler om, og industrispionage er udbredt. Jeg tror, at nogle af de spørgsmål, jeg stillede, gjorde det meget åbenlyst, at jeg var mere på jagt efter en hovedperson og vedkommendes egenskaber, end jeg var på jagt efter at komme i boksen og fylde lommerne.«
Du har valgt at tilegne romanen: “Til dem, der har eller har haft døden tæt på.” Hvorfor?
»I løbet af de to år, jeg har skrevet bogen, har jeg haft to kræftramte i familien samt flere i nær omgangskreds, der har været i mere eller mindre alvorlige trafikuheld. Og som alle andre har jeg mistet folk, jeg har kendt og sat pris på. Samtidig gav en del af min research – nemlig det spor, der handler om nærdødsoplevelser – anledning til mange tanker. Som udsendt soldat var jeg i høj grad nødt til at forholde mig til døden. Min egen og andres.« Hvad vil du gerne give dine læsere med den? »Jeg tror, at der er trøst og eftertanke at hente i denne bog. Men generelt må man sige, at jeg skriver moralsk opbyggeligt. Jeg ved, det er umoderne. Jeg er ligeglad. Verden trænger.«
Det underligste sted, du har læst en bog? »Jeg har læst i ørkenen i Afghanistan, mens de gode briter lavede te og spillede bold. Jeg har læst i lufthavnen i Tyrkiet på vej til og fra krigen. På massevis af fly. På faldskærmsflyvepladser når vejret var dårligt. På rulletrapperne i Moskvas metro (for de er virkelig lange, og de lokale gør det også). På Galapagosøerne – og der er ellers nok at se på, men når solen går ned, er der godt nok også mørkt.«
Hvilken bog har du grædt mest over?
»Jeg græd måske allermest over ”Min ven Flicka” af Mary O’hara. Jeg havde lige lært at læse. Min mor måtte samle mig op og få mig til at læse videre. Som ung voksen græd jeg over John Irvings ”Æblemostreglementet.” Khaled Husseinis ”Drageløberen” trak også sine striber på mine kinder.«
I løbet af de to år, jeg har skrevet bogen, har jeg haft to kræftramte i familien samt flere i nær omgangskreds, der har været i mere eller mindre alvorlige trafikuheld.
Hvordan har du det med happy endings?
»Det kommer noget an på, hvordan man når frem til den lykkelige slutning. En lykkelig slutning, som kan forudses, er utroværdig og mister sin klang. Efterhånden er plotstukturen i Hollywood blevet så skematiseret, at mange film er blevet forudsigelige – i hvert fald for en forfatter, der overskuer en roman i sit hoved. Og det skematiske er jeg lodret imod. Men ellers går jeg ind for lykkelige, opløftende slutninger. Det gør ikke meget godt for ens sind at læse dystre slutninger. Hvis man mister håbet, så går verden under.«
I denne uge medvirker